Annonce

7. september 2009 - 17:00

Splittelse i dansk Indymedia-netværk

Autonom Infoservice, tidligere kendt som Autonomi Kollektivet, har forladt det danske Indymedia-netværk. Det sker efter flere års interne stridigheder omkring administration af og tekniske løsninger på hjemmesiden Indymedia.dk. Hermed står det venstreradikale hoforgan i praksis uden faste skribenter, kun tre måneder inden klimatopmødet i København.

Splittelsen bunder på den ene side i Autonom Infoservices kritik af en »hierarkisk« og »anonym magtstruktur« og på den anden side resten af medie-kollektivets frustration over den autonome gruppes »tone« i de interne debatter.

»Anonyme magtstrukturer«

Indymedia.dk blev lanceret i 2005 som uformel del af det internationale aktivist/medienetværk af samme navn. Konceptet blev oprindeligt skabt i USA efter demonstrationer i Seattle mod WTO i 1999, der markerede startskuddet på den såkaldte anti-globaliseringsbevægelse.

Indymedia-hjemmesider er siden vokset frem over hele verden og fungerer i dag som talerør for venstreradikale aktivister og amatør-journalister, som ønsker direkte og ucensureret adgang til offentligheden.

JPEG - 36.4 kb
Dansk Indymedia er på hælene efter at Autonomt Infoservice har forladt projektet.

Den danske hjemmeside er dog aldrig blevet anerkendt formelt af det internationale netværk, men har i stedet fungeret uafhængigt og ad-hoc. Det gælder både i relation til den tekniske vedligeholdelse af siden, samt når det kom til at skrive indlæg, reportager og opdateringer.

Det er blandt andet resulteret i, at hjemmesiden har været nede i flere perioder, har fået ugennemsigtige beslutningsprocesser og er blevet hindret i kontinuitet i det journalistiske arbejde.

Den ustabile administration af siden er også årsagen til, at Autonom Inforservice har valgt at forlade projektet. Gruppen har været blandt de mest aktive på siden og har gentagne gange opfordret resten af netværket til at komme med holdbare løsninger på problemerne. Blandt forslagene var, at overdrage domænet til den danske side til det internationale Indymedia samt lade sig optage i det internationale netværk. Men forslagene blev enten afvist eller ignoreret.

– Vi måtte gerne skrive og passe butikken, men havde ellers ingen beføjelser. Basta! En helt uholdbar situation, især i betragtning af, at Indymedia skulle være et alternativt medie med optimal gennemskuelighed og aktivt basisdemokrati, fortæller »Medea« og »Geronimo« i et mail-interview med Modkraft.dk.

De to aktivister fra Autonom Infoservice skriver desuden: »Til tider forekom det os, at det egentlig fungerede som om, vi var frivillig arbejdskraft i en hierarkisk opbygget medievirksomhed med anonyme magtstrukturer bag. Det kunne vi ikke forliges med.«

Gruppen har været aktiv siden 1980’ernes bz-bevægelse og har tidligere udgivet magasinet Autonomi. De vil nu lægge kræfter i deres egen hjemmeside, som skal indeholde både musik, nyheder og analyser fra ind- og udland.

Debat-tone gav splittelse

Efter bruddet med Autonom Infoservice har tre andre tilbageværende aktivister taget initiativ til et »Reboot Indymedia«-stormøde i slutningen af september. Her skal der mobiliseres nye aktivister og lægges planer for dækningen af det kommende klimatopmøde.

To af de tre aktivister bag stormødet beskriver overfor Modkraft.dk splittelsen i Indymedia-netværket som »nødvendigt«.

– Jeg er faktisk enig i meget af deres kritik, men deres tone gjorde, at jeg ikke gad at deltage i debat med dem, forklarer Thorbjørn Aksel Nielsen.

Ifølge ham har flere aktivister tidligere forladt netværket på grund af Autonom Infoservices debattone, og han mener derfor, at bruddet kan føre noget godt med sig.

– Tidligere har der været meget fokus på internationale kampe. Nu er det oplagt, at der vil komme mere spot på Danmark, ligesom vi vil integrere allerede eksisterende blogs på siden, siger Thorbjørn Aksel Nielsen.

Også Erik Storrud, som har været aktiv i projektet siden start og er med til at indkalde nye kræfter, forstår Autonom Infoservices kritik.

– Vi har været for sløve i forhold til flere ting på siden. Men problemet har været tonen, som ikke har været konstruktiv, fastholder han.

Klimatopmøde er målet

Begge aktivister er stadig optimister på den danske Indymedia-netværks vegne.

– Vi har lyttet til kritikken og vil meget gerne åbne mere op og være mere tilgængelige, siger Erik Storrud.

Thorbjørn Aksel Nielsen er enig. Han fortæller, at man er i kontakt med andre Indymedia-grupper i udlandet og allerede har kontakter i flere danske byer, som man vil trække på.

Målet er at have et stærkt netværk af skribenter klar, når klimatopmødet og ikke mindst protesten mod samme brager løs i december i København. Her skal hjemmesiden fungere som »aktivist-camp på internet« og servicere særligt de mange aktivister, som søger nyheder på andre sprog end dansk.

– Indymedia.dk skal være stedet, hvor de udenlandske aktivister kan oploade deres reportager, billeder og kommentarer direkte, mens de er i København. Vi vil også bringe nyheder på engelsk og give mulighed for, at aktivister kan sætte deres materiale på siden direkte fra deres mobiltelefon, siger Thorbjørn Aksel Nielsen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce