En byggeplads i Trekronergade 5-11 i Valby har de seneste seks uger været ramt af konflikt. 10-12 polske håndværkere har arbejdet uden overenskomst, mens arbejdsløse håndværkere har demonstreret udenfor byggepladsen.
Følg blokaden dag for dag på specialsiden fra Byggefagenes Samvirke
Besøg Facebook-gruppen: Konflikten i Trekronergade
Se tema på Modkraft Fagligt: »Danske firmaer hyrer nemt billig arbejdskraft«
Konflikten var iværksat af 3F fagforeningen BJMF (Bygge-, Jord-, og Miljøarbejdernes Fagforening) og lørdag den 29. august støttede resten af 3F op med en sympatikonflikt i form af en blokade for al levering af materialer og arbejdskraft til byggepladsen.
Siden har blokadevagter stået ved byggepladsen fra tidlig morgen, indtil de polske håndværkere er gået hjem, og det vil de fortsætte med, siger talsmanden for Arbejdsløshedsklubben, Michael Johnson, til Modkraft dk:
– Materialeblokaden ser ud til at virke, det er som om tempoet er sat ned. Der nu kun omkring otte arbejdere tilbage ud af oprindeligt 13 mand, siger han.

Udover stop for leveringer til byggepladsen, har blokadevagter også blokeret indgangen til byggepladsen for de polske ansatte. Det har flere gange fået bygherren til at få politiet til at gribe ind og sikre polakkerne adgang til arbejdspladsen.
Siden den 1. september har arbejderne undgået konfrontation med blokadevagterne, idet de har sovet på byggepladsen. Ifølge Michael Johnson er det Tomahawk Development, der har givet de polske arbejdere husly i en af de færdige taglejligheder.
Før 3F-blokaden trådte i kraft, havde konflikten varet i over fem uger.
Den begyndte, da to andelsboligforeninger i Trekronergade solgte tagetagen til udviklingsselskabet Tomahawk Development, som vil bygge tørrelofterne om til penthouselejligheder.
Tomahawk Development ejes af Magnus Gardasson og Thomas Hübschman. De ejer også selskabet Trekroner Penthouse, som er bygherre på projektet. Og dette firma har haft skiftende polske firmaer under sig, som har arbejdet på byggepladsen.
Et af de tidligere polske firmaer, der arbejdede på penthouseprojektet, var Dar-Byg, som valgte at indgå overenskomst efter pres fra 3F.
Efterfølgende viste det sig, at firmaet ikke overholdt overenskomsten, og Dar-Byg står nu til at betale et større millionbeløb i en sag om underbetaling, som i øjeblikket kører i Arbejdsretten.
Tomis Construction Enterprise hedder det polske firma, som for halvanden måned siden overtog arbejdet på Trekroner Penthouse.
Michael Johnson mener, at det indviklede arbejdsgiverforhold er et forsøg på at omgås dansk skattelovgivning.
– Det er det rene fusk. Firmaet Tomahawk Development omtaler for eksempel de polske håndværkere som deres medarbejdere, selvom de i realisten ikke burde have noget med hinanden at gøre.
Han tvivler på, at der reelt er tale om forskellige polske firmaer, efter at have observeret byggepladsen gennem seks uger:
– Det sjove er, at der var folk fra det tidligere firma, der gik igen i det nye, siger Michael Johnson
Gennem de seks uger konflikten har stået på, har de aktionerende byggearbejdere forsøgt at få et møde i stand med Trekroner Penthouse for at få Tomis Construction Enterprise til at indgå en såkaldt tiltrædelsesoverenskomst.
Den 17. august fremsendte 3F et overenskomstforslag til virksomheden, men de fik ikke noget svar.
Fagforeningsfolkene blev derfor overraskede, da Tomahawk Development og Trekroner Penthouse den 2. september søgte om optagelse i arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri.
Arbejdsgiverne nægtede dog optagelse efter et møde mellem 3F og de to involverede virksomheder.
Jesper Weihe er formand i Byggegruppen i 3F og deltog i mødet. Han siger til Modkraft.dk:
– Trekroner-firmaerne kunne ikke optages af den simple grund, at de er i konflikt. Når vi har rettet henvendelse til et firma med krav om overenskomst, og vi ikke får svar, så er firmaet i konflikt og har kun os, som de kan forhandle sig ud af den konflikt med.
Thomas Hübschman fra Tomahawk Development forstår ikke afslaget fra Dansk Byggeri. Han virker dog også noget forvirret over overenskomstforholdene på det danske arbejdsmarked. På hjemmesiden bygsam.dk siger han:
– Vi vil bare have en løsning. Det er en idé, som vi har fået fra jeres hjemmeside, hvor vi kan læse, at andre har gjort det samme. Det er derfor, vi vil have en overenskomst med Dansk Byggeri. Vi vil bare ikke have en overenskomst med 3F. De tror jo, vi er nogle fordækte fyre.
Bygsam.dk gør gentagne gange Thomas Hübschman opmærksom på, at et medlemskab af Dansk Byggeri vil betyde, at han bliver arbejdsgiver og dermed bliver underlagt den almindelige overenskomst, i dette tilfælde med 3F.
Alligevel fastholder Thomas Hübschman, at hverken han eller Tomis Construction Enterprise ønsker at forhandle med 3F:
– Hør her, jeg er ny i det her, jeg lærer noget hver dag. Det eneste jeg bare ikke forstår, er, hvorfor 3F ikke bare synes, at det er godt, at så mange som mulig kommer under en overenskomst, hvad enten det er de kristelige eller 3F eller Dansk Byggeri.
Blokaden af byggepladsen i Trekronergade har de seneste dage fået flere leverandører til holde sig fra byggepladsen og Michael Johnson siger, at blokaden vil fortsætte:
– Det er nu det fjerde gang, vi er i konflikt på denne byggeplads med firmaer, der arbejder uden overenskomst. Vi har ikke tænkt os at give op. Vi er her hver dag – også lørdag, hvor vi opfordrer folk, der arbejder til hverdag til at møde op. Det her ikke bare et spørgsmål om en overenskomst. Det er også et samfundsmæssigt problem, når udenlandske firmaer ikke bidrager med skat til statskassen, siger Michael Johnson.
Også arbejdsgivere opfordrer nu Trekroner Penthouse til at imødegå fagforeningens krav. I byggeriets dagblad, Licitationen, siger direktør i Dansk Byggeri, Børge Elgaard:
– Det ville være gavnligt for alle parter, hvis de [Trekroner Penthouses, red.] fik taget sig sammen, og fik underskrevet en tiltrædelsesoverenskomst, så de kan garantere, at de arbejder under de gældende regler på området.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96