Der bliver flere og flere sager, hvor fædre fyres eller chikaneres i forbindelse med at de vil tage barselsorlov. »Antallet af sager er stadig ikke kæmpestort, fordi det er ret få fædre, der vælger at tage barselsorlov, men der er en stigning«, skriver hjemmesiden for fagforeningen HK.
Ifølge en undersøgelse fra HK, der baserer sig på de medlemmer, der blev fædre i 2007, tager 21 procent af alle fædre stadig ingen barselsorlov. Tendensen var særlig udbredt blandt mænd, der arbejder uden overenskomst, men også markant på overenskomstdækkede arbejdspladser. Mænd tager ifølge samme undersøgelse kun 32 dages barselsorlov i gennemsnit, mens kvinderne i gennemsnit tager 311 dage.
HK har desuden på sin hjemmeside fortalt flere historier om hvordan mænd er blevet chikaneret eller fyret, når de har insisteret på at holde barselsorlov.

– Vi kæmper hele tiden for at flere fædre skal tage barselsorlov, fordi det vil give mere ligestilling og være godt for både far, mor og barn. Men vi kan se, det er svært for fædrene, fordi de ofte skal kæmpe med både konen, arbejdsgiveren og arbejdspladsens normer for at få lov til at tage barsel, siger Mette Kindberg, der er næstformand i HK på hjemmesiden.
– At vi ser en stigning i fyrings- og chikanesager understreger derfor endnu engang, at vi har brug for at få øremærket en del af barselsorloven til fædre. Så de har en rettighed, arbejdsgiveren simpelthen ikke kan stille spørgsmålstegn ved, siger hun.
Uligheden i orlogsfordelingen og chikanen mod mænd har fået Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Julie Rademacher, til at indkalde beskæftigelses- og ligestillingsminister Inger Støjberg (V) i samråd om problemet. Samrådet blev holdt torsdag den 3. september.
Her nægtede Venstre-ministeren ifølge HK’s hjemmeside at diskutere, hvordan man kan sikre fædre bedre rettigheder til barsel. Inger Støjberg tilkendegav ganske vist, at hun fandt det forkasteligt, at afskedige medarbejdere, fordi de er blevet forældre. Men hun ikke ville sige noget om, hvad hun havde tænkt sig at gøre ved problemet.
Hun henviste til at der er sat en undersøgelse i gang, der skal kortlægge, hvor stort problemet er og udtalte sig kun i generelle vendinger om problemløsningen.
– Regeringen mener, at udformningen af barselsreglerne kombineret med overenskomsterne, der kan sikre løn under barsel, over tid vil sikre, at flere mænd tager barsel, sagde Inger Støjberg.
– Det er utrolig beklageligt, at Inger Støjberg nægter at tage problemet alvorligt. Jeg mener, det er uacceptabelt, at fædre behandles på den måde af arbejdsgiverne, og det påvirker ligestillingen i Danmark i en meget negativ retning, siger Mette Kindberg fra HK.
Også Julie Rademacher, Socialdemokraternes ligestillingsordfører, der havde indkaldt til samrådet, var skuffet efter samrådet.
– Det er utrolig demotiverende at diskutere med en ligestillingsminister, der ikke lader til at have den mindste interesse i at sætte sig ind i, hvad det skyldes, at vi har et kønsopdelt arbejdsmarked og uligeløn. Men hun gør da klart, at regeringen ikke har tænkt sig at gøre noget ved problemet, siger hun.
– Jeg vil blive ved med at råbe op så højt jeg kan alle steder. For hvis vi får sikret at mænd tager mere barsel, så kan det få positiv indflydelse på alt fra ligeløn og kvinders karrieremuligheder og fædres rettigheder til barnet, siger hun.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96