Det ulmer over hele landet efter, at politiet onsdag morgen sendte 22 irakiske asylansøgere på et fly fra Odense Lufthavn med retning mod Bagdad.
Århus: Kl. 21. Amfiscenen i Botanisk Have
Silkeborg: Kl. 20. Fælles afgang til Århus
Aalborg: Kl. 19. Louise Plads.
København: Kl. 18:30 foran Integrationsministeriet og kl. 21 foran Brorsons Kirke
Svendborg: Kl. 17. Scenen på Torvet
Roskilde: Kl. 18.30. Stændertorvet
Odense: Kl. 21. Flakhaven.
Læs mere om de enkelte arrangementer i Modkraft.dk’s kalender.
Lokale afdelinger af initiativet Kirkeasyl er netop nu i gang med, at lægge sidste hånd på protest-arrangementer i seks danske byer, og opfordrer alle, der ikke har mulighed for at deltage til at sætte lys i deres vindue kl. 21 i aften.
– Vi vil protestere mod de umenneskelige udvisninger og minde Birthe Rønn Hornbech om, at det først og fremmest er hende, som har svigtet i denne sag. Hun kunne fra dag et, som Integrationsminister, have givet irakerne humanitært ophold, indenfor den gældende lovgivning, fortæller Sigurd Jacobsen fra Kirkeasyl til Modkraft.dk.
De 22 irakere som tidligere har opholdt sig i Brorsons Kirke på Nørrebro, blev hentet af en større politistyrke i Ellebæk-fængslet ved Sandholmlejren i nat omkring kl. 02. Herfra blev de kørt til Odense Lufthavn, hvor et fly lejet af flyselskabet Danish Air Transport ventede på dem.

Kort før klokken otte i morges lettede flyet med retning mod Iraks hovedstad. Rigspolitiet oplyser til Modkraft.dk, at asylansøgerne er landet i Bagdad og udleveret til de lokale myndigheder af de danske betjente, som var med i flyet.
Herefter venter der dem en hverdag, som af blandt andre Amnesty International og FN, betegnes som yderst farlig og med risiko for at blive fængslet, bortført eller dræbt i det borgerkrigsramte land.
I byerne Aalborg, Århus, Odense, Svendborg, Roskilde samt i København har Kirkeasyl derfor indkaldt til manifestationer med taler, musik og lyssætning (se tid og sted i faktaboksen) »mod en uacceptabel asylpolitik« og for at vise »fortsat støtte til de irakere, der endnu er i Danmark«.
– Vi opfordrer folk til at dukke op ved de lokale arrangementer. Men hvis man er forhindret, så kan man sætte et lys sit vindue. Dette vil ske over hele landet klokken 21, siger Sigurd Jacobsen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96