Knopskydningen på Modkraft.dk fortsætter. Den 1. september startede en ny redaktion, som vil stå for portalens faglige sektion.
– Vi ønsker at være en redaktion, der vil stikke en finger i jorden om de faglige tendenser i Danmark og internationalt. Vi vil fokusere på både de interne diskussioner og de faglige kampe, der udspiller sig. Og vi vil beskrive, hvordan fagbevægelsen forholder sig til en bred vifte af politiske emner, siger Anne Marie Boesen fra redaktionen.
De internationale spørgsmål vil blandt andet rette sig mod EU, fortæller Anne Marie Boesen.
– Det danske forhandlingsmodel er under pres fra EU i de her år, siger hun.
– Derfor starter vi op med en serie om EU, østarbejdere og den danske model. Men derudover er international solidaritet fortsat vigtigt i en globaliseret tidsalder. Det er ganske enkelt nødvendigt også at støtte op om faglig kamp i andre dele af verden, siger hun.

Redaktionen vil desuden tage kontroversielle emner op, som fagbevægelsen ikke har eller tør høre svar på, fortæller Anne Marie Boesen.
– Vi er som redaktion ikke underlagt hensynet til bestemte faglige interesser, men kan også sætte fokus på de konflikter, der er i fagbevægelsen. Derfor kan vi tage kontroversielle emner op til diskussion. Men vel at mærke som grundlag for videre diskussion. Vi er afhængige af, om vi kan få andre fagligt aktive på banen i diskussionerne.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96