Annonce

1. september 2009 - 12:58

Serbien: 33.000 strejker mod privatiseringer

Vrede arbejdere strejker i titusindvis i Serbien. Omkring 33.000 personer strejker hver dag på mellem 40 og 45 virksomheder, oplyser fagforeninger i Serbien.

De fleste strejkende er ansat ved privatiserede virksomheder, hvor de nye ejere ikke har udbetalt løn eller indbetalt beløb til sygeforsikringer og andre sociale ordninger i månedsvis.

Siden midten af august har demonstranter blokeret trafikken hver dag i nogle timer ved statens privatiseringskontor og andre regeringsbygninger.

I nogle situationer bliver politiet sat ind mod de aktionerende arbejdere.

For nogle dage siden lagde flere hundrede sig på jernbanesporene ved byen Lapovo 150 kilometer syd for hovedstaden Beograd. Politiet fjernede dem, mens myndighederne tilsyneladende ikke har grebet ind over for de private ejere af en fabrik, som fremstiller reservedele til biler, men som ikke har udbetalt løn i flere måneder.

– Vi er desperate og bekymrede for fremtiden. Vi føler os forrådt af de nye ejere, siger Stevan Srekovic fra bus-fabrikken Ikarbus i byen Zenum.

– Vores fabrik er blot én ud af tusinder af fabrikker i hele Serbien, der er blevet ødelagt af privatisering, fortæller Srekovic, der deltager i protesterne ved statens privatiseringskontor i Beograd.

Regeringen har solgt 1828 offentligt ejede virksomheder siden 2006 og de sidste 300 ventes privatiseret i løbet af i år.

I den kontrakt, som indgås i forbindelse med privatiseringer i Serbien holder staten øje med den privatiserede virksomhed i de første to år. Derfor kommer problemerne først væltende nu i stor målestok, hvor krisen også er med til at forværre situationen.

Læs mere i dagbladet Arbejderen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce