Annonce

26. august 2009 - 12:58

Anti-muslimer vil demonstrere i København

Oprindeligt havde den lille anti-muslimske gruppe Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD) ansøgt om lov til at afholde en demonstration foran en moske på Vibevej i Københavns Nordvest-kvarter. Her ville de protestere mod beslutningen om, at udvide moskeen, under overskriften »Ingen stormoske i Danmark«.

Dette har politiet dog frarådet af hensyn til blandt andet en »betydelig risiko for personangreb og omfattende hærværk« i forbindelse med arrangementet, som den nye politidirektør for København Johan Reimann skriver i sit afslag. Han begrunder desuden påbuddet, som det hedder formelt, med, at der ved tidligere demonstrationer har været ballade, blandt andet i Århus.

I stedet har SIAD fået anvist Christiansborg Slotsplads, hvor de vil demonstrere fredag den 28. august kl. 17.

Frygter konfrontationer

Den antimuslimske gruppe, som blev stiftet i 2005, har sin base i Aalborg og er kendt for bevidste provokationer mod muslimer. SIAD har ifølge researchkollektivet Redox også haft et uformelt samarbejde med hooligans og nynazister, der har fungeret som vagtværn ved demonstrationer og møder.

JPEG - 82.7 kb
SIAD’s formand Anders Gravers under en demonstration i Aalborg. Michael Ellegård fra Frit Danmark holder den for formanden. Privatfoto.

I dag har mange på den yderste højrefløj i Danmark dog vendt gruppen ryggen og de fremstår i dag isolerede. I stedet har den nordjyske gruppe engageret sig i et internationalt samarbejde med højreekstremister og andre ligesindede i forskellige internet-projekter.

Det er desuden aldrig rigtig lykkedes for gruppen, at få fodfæste i andre byer end Aalborg, og deres arrangementer er flere gange blevet konfronteret af anti-racister.

Senest i slutningen af maj aflyste gruppen en demonstration i København af frygt for mod-demonstrationer. På dagen mødte 300 venstrefløjs-aktivister op, hvor demonstrationen skulle være fundet sted, for at protestere mod racisme og fremmedhad.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce