Udlejere kan ikke opkræve betaling for vand, med mindre der er opsat vandmålere, som beregner den enkelte lejers forbrug. Det besluttede Højesteret den 30. juni 2009 efter en retssag, der har stået på i seks år.
Sagen blev rejst af to sønderjyske lejere, der i 2003 blev afkrævet betaling for vand af deres udlejer, selvom der i lejemålet ikke var målere, som kunne dokumentere deres forbrug.
Da sagen kom for Vestre Landsret første gang i 2003 blev det besluttet, at udlejere godt kunne opkræve betaling for vand alene på beregning af det areal, som beboeren lejer.
Østre Landsret kom i 2005 til den modsatte konklusion med henvisning til lejelovens krav om, at lejere kun kan opkræves tillæg, hvis udgiften kan måles og beregnes for den enkelte lejer.

Den afgørelse blev bekræftet, da sagen for anden gang blev rejst i Vestre Landsret i 2008. Højesteret har nu stadfæstet dommen fra 2008.
Udlejerens advokat havde ellers argumenteret for, at man godt kunne lave ordninger, hvor lejere betalte for vand udover husleje, hvis lejerne gik med til det, og det ikke klart var til skade for dem.
Det var Højesteret ikke enig i.
Afgørelsen er af væsentlig betydning for lejernes retsstilling, mener Lejernes Landsorganisation:
»Det blev hermed generelt fastslået, at der ikke må opkræves noget ud over lejen, hvis der ikke er en særlig lovhjemmel hertil,« hedder det i medlemsbladet »Vi lejere«.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96