Det var barske nyheder SAS-ledelsen lagde frem, da den onsdag den 12. august præsenterede sin nye spareplan.
Der skal findes besparelser på to milliarder svenske kroner. Beløbet kommer oveni de 4,5 milliarder, der allerede er sat i værk, som led i den plan flyselskabet selv betegner som overlevelse.
Konkret betyder de nye nedskæringer, at der skal fyres mellem 1.000 1.500 ansatte, og at der samtidig skæres 10-20 procent af lønudgifterne.
– Det er nødvendigt med yderligere tiltag, hvis vi skal matche den unikke, hårde konkurrence i dagens højst udfordrende marked. Det er helt afgørende, at vi får lukket det omkostningshul, som SAS har i forhold til konkurrenterne. Det er et spørgsmål om at konkurrere på lige vilkår og i sidste ende om SAS` overlevelse, forklarer administrerende direktør Mats Jansson.
Udmeldingen ryster mildt sagt kabinepersonalets fagforening, CAU. Fredag den 7. august tilbød CAU efter en afstemning blandt medlemmerne at gå syv procent ned i løn i et forsøg på at redde deres arbejdspladser.
– For få dage siden hed det sig, at vi skulle finde besparelser på seks-syv procent, og at alle faggrupper skulle bidrage. Nu forlanger de, at kabinepersonalet alene skal spare 211 millioner kroner. Det svarer til en lønnedgang på 32-33 procent. Det er dybt useriøst, siger Verner Lundtoft Jensen, formand for CAU.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96