Når flere hundreder indvandrerfamilier mister halvdelen af deres indtægt, fordi de er blevet ramt af 450-timers reglen, skader det samtidig integrationen.
Det mener Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening.
– Når de ramte mister deres offentlige ydelse, mister de samtidig ret og pligt til at deltage i kommunens integrationsfremmende projekter som for eksempel danskundervisning. Det hæmmer integrationen, siger hun.
450-timers reglen er en skærpelse af regeringens og Dansk Folkepartis 300-timers regel. Stramningen blev besluttet i udlændingeaftalen sidste år. Den betyder, at ægtepar, hvor begge er på kontanthjælp, mister den ene ydelse, hvis de ikke kan dokumentere 450 timers arbejde på to år.
Men de ramte mister altså samtidig deres ret til at deltage i kommunens integrationsprojekter. Det vil få skadevirkninger i flere generationer fremover, advarer Bettina Post.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96