Annonce

25. juni 2009 - 0:32

Oppositionspartier kræver øget kontrol med PET

Enhedslisten kræver øget kontrol med PET’s virksomhed i fremtiden. Det skal blandt andet ske gennem øget kompetence til kontroludvalget, herunder reel adgang til PET’s registre og løbende kontrol med tjenestens virksomhed.

– Vi troede, før undersøgelsen blev igangsat, at det var PET, der havde vildledt folketinget. Men nu viser det sig, at det er skiftende regeringer, som har ført Folketinget bag lyset, siger Per Clausen fra Enhedslistens Folketingsgruppe.

– Regeringerne har sagt én ting i offentligheden, nemlig, at det var ulovligt at registrere alene på baggrund af lovlig politisk virksomhed, og så har de bag om ryggen på Folketinget og offentligheden udstukket retningslinjer til PET, som har tilladt omfattende registrering af politiske organisationer og partier. Det er uacceptabelt og muligvis også i strid med grundloven,

Enhedslisten vil nu fremlægge en række forslag, der skal øge den demokratiske kontrol med PET. Blandt forslagene er en udvidelse af kontroludvalget, så det kommer til at omfatte alle partier. Udvalget skal have øgede kompetencer, herunder ret til at se PET’s registre, og tjenesten skal lave en årlig offentlig rapport om sin virksomhed.

JPEG - 92.8 kb
Indholdet af PET-kommissionens 4.600 sider lange redegørelse får flere oppositionspartier til at kræve øget kontrol med efterretningstjenesten. Foto: Steen Flemming

Desuden kræver Enhedslisten som det eneste parti, at alle personer, der har været registreret i PET’s registre, efterfølgende skal informeres om registreringen og begrundelsen for denne.

Ø kræver redegørelse

Udover øget kontrol kræver Enhedslisten desuden en redegørelse for, at dele af PET-rapporten blev lækket, så udvalgte medier fik adgang til den fortrolige PET-rapport, før Folketingets medlemmer så den.

– Det er meget besynderligt, at kunne læse i aviserne om indholdet af PET-kommissionens rapport, før vi som folketingsmedlemmer har haft adgang til den. Det er et demokratisk problem, fordi vi jo ikke som folkevalgt har nogen mulighed for at kommentere på oplysninger vi ikke kender, siger Enhedslistens gruppeformand Per Clausen i en pressemeddelelse.

SF og R vil også skærpe kontrol

SF og de Radikale er enige med Enhedslisten i, at kontroludvalget skal have øgede kompetencer.

– Den manglende kontrol med efterretningstjenesterne bunder i en tro på, at efterretningstjenesterne altid og på alle områder udøver en pletfri egenkontrol. Men skal vi være helt sikre på, at der ikke i fremtiden kommer til at ske
krænkelser af borgernes retssikkerhed, skal vi også indføre mere demokratisk kontrol med tjenesterne, siger Anne Baastrup.

Hun er medlem af Folketingets Kontroludvalg og forventer nu, at regeringen vil tage SF’s tidligere forslag om en styrkelse af kontroludvalget alvorligt.

De Radikales forsvarsordfører, Morten Helveg Petersen, siger i en pressemeddelelse :

– Både Wamberg-udvalget og Folketingets Kontroludvalg er afhængige af, at Politiets samt Forsvarets Efterretningstjeneste af egen drift giver de nødvendige oplysninger. PET-kommissionens afsløringer viser, at det giver seriøse problemer, hvis PET ikke giver det fulde billede af en sag.

De Radikale foreslår derfor bl.a. »forstærket demokratisk kontrol ved at udvide Folketingets Kontroludvalgs beføjelser, herunder med et selvstændigt sekretariat med ret og pligt til proaktiv kontrol«.

Brian Mikkelsen afviser

Det forslag afviser Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, selvom regeringspartiet erkender, at Folketinget bør vurdere, om kontroludvalget har nok beføjelser.

– Om der er behov for stramninger eller ej, må vi have en politisk vurdering af. For mig er det helt afgørende, at man har en folkelig kontrol med efterretningstjenesternes arbejde, men omvendt må man ikke gøre det umuligt for dem at arbejde, siger Peter Christensen til Ritzau.

Og SF glæder sig over »Venstres overraskende udmelding«:

– Noget tyder på, at PET-kommissions rapport, selvom den måske ikke rummer de store overraskelser, kan være udgangspunkt for, at vi nu kan tage en åben og oplyst debat om kontroludvalgets rolle. Det har vi i SF ventet på i snart mange år, siger Anne Baastrup.

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) afviser dog indtil videre enhver snak om yderligere kontrol af efterretningstjenesten.

– Jeg har ikke til hensigt at indskrænke PET’s arbejdsmetoder yderligere, sagde ministeren i dag på et pressemøde.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce