Selv om kurstabet ikke var så stort, som nogle europæiske børsmæglere frygtede, var dagen i går alligevel fyldt med ekspertadvarsler om, at den depression, der har været i vente længe i verdensøkonomien, nu er blevet fremskyndet.
Beslutsomme miner, modig snak om »Business as usual« samt en solidarisk sænkning af renten fra USA’s nationalbank var ikke nok til at redde et kursfald på over 7 procent, det største siden Sorte Mandag-krakket i 1987.
I alt fordampede cirka 600 milliarder dollars i dagens hektiske handel.
Flypassagerer og automatpistoler
Amerikanske luftfartsselskaber led de største tab. Continentals og US Airways aktieværdier blev stort set halveret, Delta, United og American Airlines gik ned med cirka 40 procent.
Også fjernsynskoncerner led store tab, da spekulanter straffede dem for deres beslutning om at vise nyhedsudsendelser uden reklameafbrydelser.
Blandt dagens få vindere var forsvarsindustrier som Raython, Lockheed og Grumman og håndvåbenfabrikker som Sturm Ruger, hvis aktier ligefrem steg i spekulanternes forventning om kommende krig og større privat køb til selvforsvar i de små hjem i USA.
100.000 fyringer
Bag spekulanternes jagt efter hinandens frygt ligger også bevægelser i den virkelige økonomi.
I forventning om stærkt faldende passagertal varslede Continental fyring af 12.000 ansatte, og direktør Gordon Bethune advarede om, at selskabet kunne gå fallit. Andre selskaber meldte om lignende fyringsrunder, og analytikere regner ifølge Independant med et samlet jobtab i luftfartsindustrien på 100.000, og et indkomsttab på mellem 5 og 7,5 milliarder dollars.
Industrirepræsentanter har bedt om et møde med regeringen for at tigge om regeringsstøtte i den kommende tid.
Depression
I Guardian supplerer økonomen Mark Tran, at den økonomiske tilbagegang, som New York City kan forvente på grund af ødelæggelserne, også vil have følger for den virkelige økonomi, fordi New York udgør 6 procent af USA’s økonomi.
Det fik investeringsbanken Credit Suisse First Boston til at spå, at USA’s nationalprodukt kan falde med 0,8 procent i kvartalet resten af året. Da også Japans og Vesteuropas økonomier står i stampe, er der ingen økonomisk motor tilbage i verden til at afbøde den længe spåede depression, forklarer Mark Tran til Guardian.
Et andet aspekt af krisen, der bekymrer Mark Tran, er, at den varslede krig kan føre til forstyrrelser i Mellemøstens olieproduktion.
– Hvis det sker, er det et helt nyt kortspil, siger han.
Af Sven Gårn Hansen/Monsun Nyheder
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96