Annonce

29. maj 2009 - 16:24

Smalt stillads giver ballade

Der skal gælde samme regler for tyske stilladser som danske.

Det mener århusianske bygningarbejdere, der tirsdag den 26. maj greb til blokade af en byggeplads i Løgten for at få Arbejdstilsynet i tale.

De århusianske murere, murerarbejdsmænd og stilladsarbejdere er utilfredse med, at Arbejdstilsynet har godkendt stilladset, der benyttes under renoveringen af en silo. Stilladset er knap 40 meter højt. Det måler 150 meter i omkreds, men er kun 97 centimeter i bredden, hvor der anbefales 110 centimeter, når det skal bruges i forbindelse med pudsning.

– Siden januar har afdelingen henvendt sig til Arbejdstilsynet fem gange og klaget over stilladset. Vi har ikke fået noget svar tilbage. Det er utroligt, men det er åbenbart nødvendigt at gribe til faglig aktion for at få tilsynet i tale, siger Morten Petersen, faglig sekretær i 3F Transport, Logistik og Byg i Århus.

Opgaven på siloen bliver løst af en tysk entreprenør med det stilladsgrej, der normalt bruges i Tyskland.

– Det burde der egentlig ikke være nogen problemer i, eftersom vi har Arbejdstilsynet, der skal tilse, at gældende regler overholdes, uanset hvor man kommer fra. Derfor er det rystende at opleve, at tilsynet er medvirkende til at undergrave reglerne og dermed forskelsbehandle dansk og udenlandsk arbejdskraft, mener den faglige sekretær.

Læs mere i dagbladet Arbejderen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce