– Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke søger ly i moskéen. (…) For mig er det helt barokt, at der kommer muslimer, som tilhører et folk, der forfølger kristne, og søger ly i den kristne kirke.
Kirke- og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) sætter i Kristeligt Dagblad streg under hendes opfattelse af den igangværende asylkonflikt som en religionskrig snarere end et humanitært spørgsmål.
For ministeren er det uforståeligt, at menighedsrådet i Brorsons Kirke ikke har opfordret de irakiske flygtninge til at søge ly i en moské. Ifølge Birthe Rønn er forfølgelsen af kristne i Irak netop en af årsagerne til, at danske kirkefolk er gået ind i de irakiske asylsøgeres sag.
Birthe Rønn Hornbech understreger desuden, at kristne asylsøgere allerede i vid udstrækning har fået opholdstilladelse.

– Vi er i en situation, hvor de fleste af de kristne asylsøgere, der kommer til Danmark fra Irak, får asyl, fordi irakerne forfølgerne dem, siger hun til Kristeligt Dagblad.
Kirke- og integrationsministeren udtrykker derudover tilfredshed med, at irakerne nu befinder sig et kendt sted, hvor politiet kan hente dem, når det bliver aktuelt.
– Normalt er vi jo ude for, at de gemmer sig, siger Birthe Rønn og understreger, at der ikke er nogen juridisk forhindring for at politiet trænger ind i kirken og anholder asylsøgerne.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96