Rojava er ikke alene, Rojava ne bêxwedî ye!
Hjælp Rojava!
FOKUS-A og Medya Magazine er gået sammen for at indsamle penge til Rojava, og i den forbindelse inviterer vi alle til et støttearrangement.
Vi arbejder for at fremme den kurdiske ungdom - vores fremtid, og derfor ser vi det som vores pligt, at hjælpe vores folk og vores børn, som lider i Rojava.
Konflikten i Syrien har på sit tredje år udviklet sig til en blodig borgerkrig og et mareridt for alle. I Syrien er over 5 millioner syrere blevet fordrevet. Værst ser det ud på det kurdiske område, Rojava, der tydeligt bærer præg af krigens rædsler. Adskillige kurdere er blevet fordrevet, dræbt, tortureret og bortført. På den ene side lider civilbefolkningen af manglende ressourcer i form af nødhjælp, mens kurderne på den anden side også prøver at beskytte sig imod angreb fra ekstremistiske grupper - de såkaldte oprører.
De indsamlede penge skal sendes til Rojava gennem Heyva Sor a Kurdistanê/Kurdisk Røde Halvmåne, der er en humanitær nødhjælpsorganisation med hovedsæde i Tyskland. Heyva sor a Kurdistanê blev stiftet i 1993 i Bochum, Tyskland, og arbejder globalt – med særligt fokus på kurdere og de kurdiske områder.
Heyva Sor a Kurdistanê har bl.a. informeret os om akut mangel på medicin i regionen. Der mangler eksempelvis vacciner mod mæslinger og polio. I byen Dêrik er det de medicinstuderende, der må tage sig af patienterne, da lægerne for længst er flygtet. De studerende meddeler, at de har to dialyseapparater, der er langt fra nok til de 50 dialysepatienter på Statssygehuset i byen. Denne mangel har allerede kostet to patienter livet.
Du har mulighed for at hjælpe - så mød op og støt en god sag!
Aftenen vil byde på mad og masser af kulturelle indslag.
Dørene åbner fra kl. 17.00 og lukker kl. 18.00.
Hvis du ikke kan deltage, håber vi, at du stadig vil købe en billet for på den måde at hjælpe og støtte Rojava. Sammen kan vi gøre en forskel for dem, der har brug for det. Tak for din støtte.
Spred gerne budskabet.
FOKUS-A og Medya Magazine