Opstartsmøde til studiegruppe om penge

Hvem vil være med til at studere penge og gæld (og måske finans, bankvæsen og økonomi mere bredt) for at finde ud af hvordan det virker og hvordan vi smadrer hele lortet!?
Vi mødes i Studenterhuset på adressen: Købmagergade 52, søndag d. 22. feb. 2015 kl. 13
Hvad:
En ny selvstyrende læsekreds/studiegruppe som vil undersøge hvad penge er, hvor de kommer fra, hvordan de virker og hvordan individuel og kollektiv modstand mod penge kan se ud.
Hvem?
Det er helt centralt at de her spørgsmål ikke overlades til fagfolket: Økonomisk videnskab er aldrig politisk neutral. Det kræver ingen eksamensbeviser at være med! Det er ikke vigtigt om man har en bestemt ideologi, men udgangspunktet er revolutionært anti-kapitalistisk uden at være alt for dogmatisk. Det betyder ikke at alle skal være enige, men at et fælles udgangspunkt er nødvendigt. Spørgsmål om hvorvidt reformer er nødvendige skridt på vejen mod revolutionen eller om de istedet blot gør systemet mere modstandsdygtigt og om hvorvidt systemet skal forlades, hackes eller angribes direkte kan diskuteres undervejs. Skjorter, skørter, hættetrøjer og kedeldragter: Alle er velkomne. Der stilles ingen krav om engagement: Er du helt sikker på at arbejde med det her i årevis fremover eller er du bare nysgerrig? Mød op under alle omstændigheder. Den eneste forudsætning er at man gider. Hvis du synes det lyder kedeligt og som en sur pligt der skal overstås men som er nødvendig og at det er din pligt som aktivist – så lad vær!
Hvorfor nu?
I kølvandet på gældskrisen 2007/2008 blev der talt om mulighederne for at gentænke det finansielle, monetære og endda økonomiske system. Også i Danmark har der været en spirende interesse for at gentænke økonomien og forskellige initiativer: Skift Bank Dag, Kritiske Politter, Foreningen Gode Penge. Det er idag blevet, om ikke almindeligt kendt, så i det mindste mere udbredt viden at bankerne skaber penge ud af den blå luft når vi tager et lån, at det finansielle system er ustabilt, at de rige bliver rigere og de fattige bliver fattigere. Vi ser også fremkomsten af kryptovalutaer med Bitcoin som praktiske forsøg på at omgå de finansielle systemers gebyrer og kontrol. De nævnte danske initiativer har dog det tilfælles at de er reformistiske af natur. Hvor er den revolutionære kritik af pengesystemet? Hvor er den revolutionære analyse af det finansielle system? Og vigtigst: Hvor er den revolutionære taktik for at agere i dagligdagen i den nuværende situation? Og hvor er den revolutionære strategi for i sidste ende at gøre det vi allesammen inderst inde drømmer om, men ikke tør håbe på: At ende kapitalismen og pengenes tyranni? Lad os prøve at overskue problemerne men også prøve at vise flugtruter og muligheder for forsvar mod kapitalens angreb. I sidste ende bliver vi nød til at kunne vise vejen til enden på pengeøkonomien og kapitalismen.
Kom til mødet og lad os komme igang. Ellers tjek pengepengepenge.wordpress.com for updates
“Det er godt folk ikke forstår vores bank- og pengesystem, for hvis de gjorde, så tror jeg der ville være en revolution inden i morgen tidlig.” – Henry Ford



