Istanbul er en følelse, et indtryk og et afsæt videre

Allerede ved indflyvningen over byen forstår man at dette er en metropolis med et ansvar. Et ansvar for at holde sammen på to af verdens dele, så de ikke flyder for langt fra hinanden, men også for at holde dem adskilt så vi stadig kan kende forskel på dem og de os.

Bosphorus hedder strædet der deler kæmpen i to. Hovedet i en verdensdel og kroppen i en anden. Som en aorta pumper strædet liv ind i den tyrkiske økonomi såvel som det europæiske olie marked via tankskibe fyldt med det sorte russiske guld.

Også for individet er Bosphorus en livgivende åre. Overalt langs de mange kilometers kyststrækning er der liv. Par promenerer frem og tilbage mens fiskere tilbyder dagens fangst frisk fra fiskestangen og færger der sejler i pendulfart og som nål og tråd konstant syr de to kontinenter sammen på ny.

Efter en nat tilbragt på en bænk i lufthavnen er jeg nu indlogeret et stenkast fra den Blå Moske og med udsigt til vandet. Dagen går med at udforske byen og planlægge min videre færd. Jeg får en interview aftale i hus med IHH som er den NGO VIOMIS samarbejder med. De skal også hjælpe mig med henholdsvis kontakter og transport til Kilis, som er den ene af to byer ved den syriske grænse hvor nødhjælpen bliver distribueret. Jeg skal besøge deres hovedkvarter i morgen kl. 10.30, indtil der vil jeg suge så meget af denne mange-facetterede by til mig som muligt.

En ting er sikkert, Istanbul er hverken europæisk eller Asiatisk, Istanbul er helt sin egen.