Antallet af fattige i Storkøbenhavn er fra 2001 til 2007 steget med næsten 60 procent - og antallet af fattige born næsten fordoblet. Det viser nye tal fra Arbejdderbevægelsens Erhvervsråd.
Opgørelsen viser at antallet af fattige i Storkøbenhavn er steget fra 36.357 personer i 2001 til 56.946 personer i 2007. I disse tal gemmer der sig 6.693 fattige børn i 2001 og hele 12.990 fattige børn i 2007. Især i Københavns Kommune er stigningen markant.
– Undersøgelsen viser tydeligt, at den er helt gal med uligheden i vores land. Og det er ikke kun udkantskommunerne, som viser skræmmende tal – det står også meget slemt til i Storkøbenhavn og specifikt i Københavns Kommune, siger Peter Kay Mortensen, formand LO Storkøbenhavn, i en pressemeddelelse.
– Det er ganske simpelt helt uacceptabelt, at så mange mennesker, voksne som børn, lever i fattigdom i Danmark anno 2010, siger han.

Han er især oprørt over at fattigdommen rammer næsten hvert 12. barn i Københavns kommune.
– Undersøgelsen viser, at andelen af fattige børn er meget høj i København – 8,3 procent – og samtidig konkluderes det, at de kommuner, der har den højeste andel af fattige børn også oplever øget vækst i andel af fattige børn, siger Peter Kay Mortensen.
LO og oppositionen i Folketinget har flere gange forsøgt at få indført en fattigdomsgrænse i Danmark, men det er ind til videre ikke lykkedes.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråds opgørelse over antal fattige i Storkøbenhavn. Opgørelsen er baseret på OECDs fattigdomsgrænser.

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96