Efter fredagens historiske opbakning til militærindgrebet i Libyen erklærer Enhedslisten i dag krigen for vundet. Partiet ønsker fredsforhandlinger på tapetet.
Anderledes forholder det sig hos folkesocialisterne, som mener, det kan blive nødvendigt at supplere luftangrebene med landtropper, hvis situationen skal stabiliseres.
Hos Enhedslisten mener man, at bombardementerne skal indstilles og afløses af våbenhvile og diplomatisk indsats.
– Alt tyder på, at truslen om et forestående angreb på civilbefolkningen i Bengazi og Tobruk er afværget efter weekendens angreb. Og ifølge militære eksperter er forudsætningerne for en flyveforbudszone opfyldt, udtaler forsvarsordfører Frank Aaen.
Læs artiklen »Ballade i Enhedslisten om Libyen-krig« hos Modkraft
Han mener derfor at der er tid til våbenhvile. Og det agter han at meddele Folketingets øvrige partier.
– I går erklærede Gaddafi-styret en våbenhvile. Det er sket før, uden at det er blevet fulgt op af handling. Men vi bør give styret mulighed for at vise, at de mener hvad de siger denne gang.

Han bakkes op af Pernille Skipper fra Enhedslistens hovedbetyrelse.
– Det er vigtigt for os at holde regeringen op på deres løfter om at stoppe flyveforbudet, så snart som der opstår en mulighed for våbenhvile. Tingene udvikler sig meget hurtigt dernede, så det er vigtigt at vi følger sagen tæt, siger hun til Modkraft.
Netop våbenhvilen er, ifølge hende, Enhedslistens begrundelse for at tilslutte sig den militære aktion i Libyen til at starte med.
– Hele formålet med at gå ind i Libyen var at presse Gaddafi til at acceptere en våbenhvile, når det er sket skal skal der andre løsninger på bordet end de militære.
Læs artiklen »Historisk enighed om Libyen-indsats vakler« hos Jyllandsposten
Denne holdning vækker ikke genklang hos SF, som mener, det kan blive nødvendigt at supplere luftangrebene på Gaddafi med landtropper.
– Vi udelukker ikke, at det kan komme på tale på et tidspunkt. Vi har været lidt skeptiske over for, at det kun kan være fra luften. Hvis det er nødvendigt at skulle på jorden, er vi åbne over for det, siger udenrigsordfører Holger K. Nielsen til Ritzau.
Han tilføjer dog, at landtropper ikke er et krav.
– Vi har ikke sagt, at vi støtter det, men vi vil gerne diskutere det, siger han og tilføjer at det kan være svært at føre luftkrig i tætbefolkede områder, såsom oprørernes hovedby Benghazi, uden for mange civile drab.

Det er dog tvivlsomt om der bliver tale om danske landtropper i Libyen i første omgang, da blandt andre Venstre afviser forslaget.
– Nej, fordi FN’s mandat klart nævner, at det ikke kan blive på landjorden. Der åbnes overhovedet ikke for, at der kan være landtropper fra international side. Det respekterer vi selvfølgelig 100 procent, siger Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen til Ritzau.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96