Jordan: Kravet er reformer, ikke revolution

[Amman, Jordan:] En frisk vind blæser gennem Jordans hovedstad Amman i disse dage, mens byger kommer og går.

I et tørt ørkenland som Jordan bliver regn altid budt velkommen, men vejret er ikke den eneste grund til den atmosfære af nervøs opstemthed, man møder på Ammans gader .

Demokratiseringsbølgen, der siden januar har fejet gennem hele den arabiske verden, er tilsyneladende endelig kommet til Jordan, det lille kongedømme, der ellers er kendetegnet af stabilitet – omend baseret på repression - og relativt svag politisk offentlighed.

Men det er ved at ændre sig, i hvert fald hvis det står til en ny, folkelig, prodemokratisk, ikke-voldelig bevægelse, hvis hovedkræfter er unge voksne mellem tyve og tredive.

De kalder sig 24. marts-bevægelsen med en henvisning til den dato, de har at valgt campere på en plads midt i Amman efter egyptisk forbillede for at kræve en ny og demokratisk forfatning.

Sejrssikre demonstranter pakket ind i tæpper. Privatfoto.

Den nuværende forfatning lader kongen udpege både regering og parlament. 1. februar lod kongen – under stor mediebevågenhed – sin regering fyre for at indsætte en ny i tråd med ånden fra Nordafrika. Det var i hvert fald den historie, der blev fortalt af de jordanske nationalmedier, der for de flestes vedkommende er ejet af kongen.

Men demonstranterne her er ikke tilfredse. De er enige om, at der var tale om en ren kosmetisk afledningsmanøvre.

De er unge og veluddannede og har med stor sandsynlighed kun arbejdsløshed at se frem til. Siden 80’erne har Jordan ført en neoliberal økonomisk politik dikteret af en korrupt forretningselite med manglende social sikkerhed som resultat.

Men den økonomiske faktor er ikke den vigtigste for demonstranterne på pladsen. De vil først og fremmest have diktaturet skiftet ud med demokrati.

– Vi vil have social retfærdighed og større økonomisk lighed, siger den 21-årige studerende Fariz, men det handler ikke kun om økonomi. Det handler også om frihed og værdighed. Mest af alt kræver vi værdighed.

Værdighed ville for eksempel indebære frit at kunne kritisere kongen – hvad der nu er strafbart, hvorfor det også er indirekte strafbart at kritisere de af kongen udpegede myndigheder – eller det ville indebære mindre kontrol fra efterretningstjenesternes og politiets side.

Udsmykning med bevægelseslogo’er: »24« skrevet på den ene kind, på den anden »marts«. Privatfoto.

Gestapolignende, kalder Fariz politiet og gestikulerer mod de betjente, der omringer pladsen:

– Politiet har uhyggelig meget magt her i Jordan.

»Vi bliver her, indtil vores krav bliver imødekommet«

Pladsen hedder Al-Dakhliya Circle og er egentlig ikke en plads, men en rundkørsel. Demonstranterne, der ved protestens spæde start ved tolvtiden torsdag den 24. marts tæller et par hundrede stykker, slår lejr midt i rundkørslen, hvor de finder ly for regnen under en viadukt.

Pladsen bliver trang, som dagen skrider frem, og flere og flere demonstranter ankommer med telte og soveposer. Om aftenen anslås antallet af fremmødte til at være omkring 5.000.

Ja, det er ikke ligefrem Tahrir Square, siger Abdullah, 24-årig revisor, men vi har slet ikke sådan nogen store, åbne pladser i Amman. Gad vide, om det er tilfældigt.

Efterhånden forvandler lejren sig til et udbygget , selvorganiseret rum med velfungerende fællesordninger for nødvendigheder som mad, vand, toiletter og affald.

– Vi bliver her, indtil vores krav bliver imødekommet, siger den 28-årige journalist Shahira.

– Vi kræver først og fremmest en ny forfatning. Derudover vil vi have en folkevalgt regering, vi vil have mindre magt til politiet, vi vil korruptionen til livs og vil vil have ytringsfrihed. Men det vigtigste er en ny forfatning.

Abdullah er mindre optimistisk:

– Vi bliver her nok indtil vi bliver fjernet, siger han.

Mange af de unge bærer krigsmaling i form af skrifttegn i ansigterne: »24« på den ene kind, »marts« på den anden.

Det er Fariz, der går rundt med en sprittusch og tegner på folk. Han får lys i øjnene ved spørgsmålet om, hvorvidt han tror Jordan bliver et nyt Egypten. Samtidig tror han ikke rigtig på det.

Det er en meget anderledes situation. Jordan har ikke samme tradition for politisk deltagelse. Folk har ikke gjort så meget, men nu er det tid at vågne op. Og hvis folk ser os holde stand her på Al-Dakhliya i et par dage, vil de måske vågne op.

Moddemonstration, der senere angreb demonstranterne - paramilitære styrker forklædt som civile. Privatfoto.

Reform, ikke revolution

Nogen holder i hvert fald skarpt øje med protesten på Al-Dakhliya helt fra begyndelsen. På den anden side af vejen står en anden og mindre gruppe demonstranter på omkring 50 mennesker og råber slagord for konge og regering samt mod 24. marts-bevægelsen.

Ingen tror på, det er ægte demonstranter – efter alt af dømme er de paramilitære styrker forklædt som civile og betalt af regeringen, ligesom dem der blev benyttet i Egypten.

De bærer mandsstore plakater og bannere med Kong Abdullahs billede.

Men vi er heller ikke imod Kong Abdullah, siger kongens navnebror, demonstranten Abdullah.

Og det er en vigtig pointe: 24. marts er en reformbevægelse, ikke en revolution.

Demonstranterne vil ikke vælte deres diktator som i Egypten eller Libyen, men de vil tage det meste af magten fra ham og gøre Jordan til et konstitutionelt monarki – »som i England«, forklarer flere.

Der er flere grunde til, at 24. marts-bevægelsen til en vis grad freder kong Abdullah. Jordans politiske klima er ikke til parat til så stor en omvæltning, og kongen er stadig foroldsvis populær. Desuden er jordanerne så sammensat og uhomogent et folk, at de har brug for en samlende figur.

Det er i hvert fald Shahiras teori, og hun går så vidt som til at tale om en national identitetskrise.

Palæstinaspørgsmålet

Det, Shahira kalder Jordans nationale identitetskrise, hænger sammen med et andet ømt punkt: Palæstinaspørgsmålet.

Godt 60 procent af Jordans befolkning på seks millioner er palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere.

I 1994 indgik Jordan en meget upopulær fredsaftale med nabolandet Israel, og siden da har de to lande haft tætte diplomatiske, økonomiske og sikkerhedspolitiske bånd. Det siger sig selv, at det er en torn i øjet på Jordans palæstinensiske majoritet.

Når mange jordanere efterlyser værdighed, er det ofte – mere eller mindre direkte – Jordans venskabelige forbindelser til Israel, der henvises til som den største ydmygelse, de vil have oprejsning for.

Desuden hører det med til historien, at datoen 24. marts ikke er tilfældigt valgt. Det er jubilæet for den historiske begivenhed, der fandt sted i ’68 i byen Al-Karameh, hvor jordanske soldater trodsede deres overordnede og kæmpede mod den isralelske hær side om side med fedayeens, fordrevne palæstinensiske frihedskæmpere.

Demonstrant, såret under nattens angreb af civilklædte paramilitære styrker. Privatfoto.

Strategisk nationalisme og panarabisme

Men det taler man ikke så gerne om på Al-Dakhliya. Det er i regeringens interesse at fremstille demonstranterne som »ujordanske«, og det er let at blive afskrevet som krævende indvandrere, der kan rejse hjem, hvor de kommer fra, hvis de er utilfredse.

Læg hertil de mange konspirationsteorier om, hvordan al folkelig modstand mod styret i virkeligheden kommer udefra . Som modvægt hertil lægger 24. marts-bevægelsen stor vægt på at være en jordansk bevægelse.

Vi er ikke ligefrem..nationalistiske, siger Fariz og skæver lidt utilpas til de mange jordanske flag, der dominerer demonstrationen.

Men pointen er, at vi sætter os ud over små etniske forskelle i vores fælles kamp for de krav, der er i alles interesse her i Jordan. Sammen er vi stærke. Derimod er det i regeringens interesse at skabe splittelse mellem palæstinensisk-jordanere, rigtige jordanere, irakiske flygtninge og så videre.

Det strategiske fokus på den jordanske identitet springer også i øjnene i en 24. marts-promotionvideo, der florerer på youtube.

En række aktivister præsenterer bevægelsen i korte monologer, og hver præsentation indledes med besværgelsen: »Jeg er jordaner, og jeg elsker mit land«. De siger det selvfølgelig på arabisk, og det arabiske er en anden pointe.

For det første er protestens panarabiske karakter ikke til at tage fejl af. Al-Dakhliya er tydeligvis en del af noget større. Både bannere, taler og slagord lægger vægt på mellemarabisk solidaritet og sender hilsner til regionens andre oprør.

For det andet er en sådan bevægelse utrolig sårbar over for beskyldninger om at være marionet for vestlig imperialisme og har derfor brug for at understrege sin arabiskhed. Fariz forklarer:

Hver gang vi er utilfredse med noget, vil diktatorregimet, ethvert arabisk diktatorregime, påstå, at det kommer udefra, for det meste fra Vesten. Men det kommer fra os. Det er vores regeringer, der mænger sig med Vesten, ikke os. De hykleriske vestlige regimer er vores regeringers allierede, ikke vores. Det her er vores kamp.

Tilslutning, angreb og rydning

Ved ellevetiden samme aften eskalerer situationen. De paramilitære regeringsloyalister forklædt som civile går til angreb og begynder at kaste sten mod lejren.

Demonstranterne er derimod strengt ikke-voldelige; de danner menneskekæder og låser arme rundt om pladsen. Mange bliver ramt, der oprettes et provisorisk førstehjælpstelt, og to må på hospitalet med alvorlige skader.

Slaget fortsætter det meste af natten, og antallet af sårede bliver ved med at vokse støt.

Dagen efter er der øde og stille omkring Al-Dakhliya Circle. Politiet afspærrer vejene rundt om pladsen, så man må ty til fantasifulde omveje for at komme derhen.

Og det er der mange, der gør: Selve pladsen er tætpakket og sprængfærdig af mennesker.

Efter fredagsbønnen – det er det konventionelle tidspunkt at demonstrerer på i den arabiske verden – anslås antallet af demonstranter til at have rundet de 10.000.

De unge får selskab af jordanere i alle aldre og fra hele Jordan. Stemningen er optimistisk og energisk, selv om man ser mange med forbindinger om hovedet eller hænderne efter nattens angreb. Nogen tænder bål, andre bygge skjolde af tæpper spændt ud mellem rafter.

Antallet af civile regeringsstøtter er imidlertid også vokset støt. Ved totiden om eftermiddagen får 24. marts-bevægelsen sin første martyr, da en demonstrant dør af sine kvæstelser – tævet ihjel af uropoliti og deres civilklædte håndlangere.

Det gør kun folk på pladsen mere opsatte på at blive, men i mellemtiden mobiliserer deres modstandere også. Flere tusinde regeringsstøtter samles i Al-Hussein Gardens vest for Amman i en moddemonstration.

Demonstranter i Jordan kopierer egypternes aktion og lægger an til en langvarig demonstration for demokrati. Privatfoto.

Senere på eftermiddagen sætter en større styrke ind mod Al-Dakhliya, og denne gang nøjes de ikke med at kaste med sten, men går direkte til angreb med stave og næver.

Demonstranternes reaktion er stadig kompromisløst ikke-voldelig. Der dannes beskyttende menneskekæder, men denne gang lykkes det ikke at holde angriberne ude.

Politiets rolle er ambivalent: Fanget af et pressekamera kan de engang imellem finde på at gribe ind til fordel for de fredelige demonstranter. Ellers ser de for det meste passivt til og lader civilisterne gøre det beskidte arbejde.

Efterhånden bliver politiet dog mere offensive og tager del i angrebet. Det går voldsomt for sig, antallet af sårede anslås til omkring hundrede, og endnu en demonstrant må lade livet. Et par timer senere er pladsen ryddet.

Jordans premiereminister Marouf al-Bakhit har på landsdækkende tv affejet bevægelsen som bestående af islamistiske ballademagere fra oppositionen.

Men sociale medier og blogs fortæller en anden historie, en historie om et stærkt behov for reformer og vilje til at kæmpe for det, om massiv mobilisering og vellykket organisering.

Det er svært at tro på, at Jordan har hørt det sidste til de unge fra 24. marts-bevægelsen.