Den franske regering griber nu til drastiske midler for at stoppe de mange protester mod regeringens omstridte pensionsreform. Senest har indenrigsminister Brice Hortefeux varslet indsættelse af militærpolitiet GIGN mod demonstranterne.
Især de demonstrerende gymnasielevere - der i den seneste uge har arrangeret massive protester i solidaritet med de strejkende fagforeninger, med tåregas og massive gadekampe til følge - er havnet i indenrigsministerens søgelys.
- Vi hverken kan eller vil tolerere nogen former for lovovertrædelser, og vi agter at gøre alt, hvad vi kan, for at få fat i lovovertræderne, siger Brice Hortefeux til avisen Le Figaro.

Le Figaro skriver endvidere, at der indtil videre er anholdt omkring 1.400 demonstranter, primært omkring gymnasierne i forstæderne til Paris samt i byerne Lyon, Argenteuil og Yvelines.
Hortefoux’ udmeldinger skræmmer imidlertid ikke gymnasieeleverne til tavshed.
- Vi bliver flere og flere studerende, der støtter op om sagen. Vi kan fastholde presset på regeringen, og vi vil vinde, udtaler Leila Boubekeur, som er generalsekretær for de franske gymnasieelevers forbund FIDL, til netavisen l’Humaniteé.
Hun tilføjer, at der er planlagt en række landsdækkende aktioner i næste uge, hvor de studerende vender tilbage fra efterårsferien.
- Vi vil fortsætte med at lave happenings og med at mobilisere. Og på tirsdag har vi planlagt en stor fælles demonstration.
Mens gymnasieeleverne især har samlet sig omkring deres uddannelsesinstitutioner, har fagbevægelserne fokuseret på at blokere brændstofdepoter i deres protest imod pensionsreformerne, hvilket indtil videre har betydet, at mere end 4000 tankstationer nu er tømte.
Ifølge det franske analyseinstitut BVA bakker tre ud af fem franskmænd op om demonstranterne.
Læs artiklen »French workers vow to step up pension protests« på BBC
Læs artiklen »French strikes and protests: as it happened« på The Guardian
Læs artiklen »Fransk minister truer uromagere med militærpoliti« på politiken.dk http://politiken.dk/udland/article1...
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96