Annonce

12. januar 2011 - 11:48

England: Knipler stopper ikke studenter-protester

»Hej, det er Alfie: Tak for alt jeres støtte. Jeg er i bedring og ser frem til den næste omgang af protester. Forhåbentlig vil vi i 2011 se studerende og arbejdere, der står sammen for at vælte koalitionen og stoppe deres ubarmhjertige og unødvendige nedskæringer«.

Sådan lyder den seneste status fra Alfie Meadows på Facebook-støttesiden »Justice for Alfie Meadows«, der har rundet de 8.000 støtter.

Historien om den 20-årige filosofistuderende ramte medierne efter et møde med det engelske politi den 9. december – ved en af flere massedemonstrationer mod forøgelsen af studieafgiften for britiske studerende.

Alfie Meadows blev ramt i hovedet af en knippel, da han forsøgte at forlade demonstrationen. Slaget var så hårdt, at Meadows måtte indlægges med en livstruende hjerneblødning og gennemgå en tre timer lang operation.

JPEG - 75.3 kb
Inddæmpning af demonstranter ved hjælp af »kettling«. Arkivfoto fra G20-topmødet 1. april 2009 i London. Foto: Wikimedia Commens.

Indlæggelsen var ekstra problematisk for den unge demonstrant, da Chelsea and Westminster-hospitalet nægtede ham adgang, fordi det havde fået til opgave at behandle tilskadekomne betjente. Politiet ville derfor ikke lade Alfie Meadows indlægge på hospitalet.

Men ambulanceføreren insisterede på, at hospitalet alligevel skulle tage imod ham, fortæller Alfie Meadows’ mor Susan Matthews til den britiske avis The Guardian.

Demonstranterne overophedes

Siden et forslag om en tredobling af studieafgiften for de britiske studerende blev fremlagt og senere vedtaget i efteråret 2010, har Londons gader dannet rammen om flere massedemonstrationer.

Det engelske politi har svaret igen ved at møde talstærkt op og benytte sig af såkaldt »kettling« – eller »kedel-taktik«. Den går ud på at lukke alle udgangsveje med politikæder, så demonstranterne er fanget indenfor et kontrolleret område.

– Derved er menneskemængder, hvoraf i udgangspunktet ingen eller kun ganske få har lavet ballade, blevet holdt fanget i op til ni timer i frostgrader. Uden adgang til mad, drikke og toiletfaciliteter. Generelt er det kun pressen, der får lov at forlade området – for det meste bliver selv mindreårige og syge nægtet udgang, fortæller Bue Rübner Hansen, studerende i London, til Modkraft.

De fangede demonstranter holdes i skak med politiets knipler og af deres hestekavaleri, som rides direkte ind i menneskemængden.

Se YouTube-video, hvor politi rider ind i demonstrerende studerende:

Sigurd Hartkorn Plaetner, centerleder i den danske tænketank Cerepo (Center for Rets- og Politistudier) kalder det britiske politis brug af kettling for et forsøg på at oppiske en stemning.

– Hvis man kigger på ordet, som kommer af det engelske ord for kedel, så indikerer det, at det drejer sig om at overophede/opkoge en menneskeflok, så man har hjemmel til at gribe ind med anholdelser og sigtelser, siger han til Modkraft.

– Det svarer lidt til at skræmme en kat op i et hjørne, for så at stresse og skræmme den indtil den kradser dig, for at kunne slå den i hovedet bagefter. Det er underlig logik og yderst foruroligende filosofi, siger han.

Politi radikaliserer demonstranterne

Politiets voldsomme fremfærd kom også i mediernes søgelys med offentliggørelsen af en video af den 20-årige og lamme Jody McIntyre, der bliver revet ud af sin kørestol og trukket hen over asfalten.

Påstanden om at han skulle være en trussel for politiet, maner McIntyre i jorden i et interview med BBC, hvor han forklarer, at hans mor styrer hans kørestol, som han ikke selv er i stand til at manøvrere.

Se YouTube-video, hvor politi hiver Jody McIntyre ud af sin kørestol:

Se interview med Jody McIntyre på BBC

At politiets voldsomme forsøg på at holde demonstranterne tilbage kunne være endt gruelig galt for andre demonstranter, er hverken Alfie Meadows eller Susan Matthews i tvivl om.

– Det første, som Alfie sagde, da han vågnede, var, hvor mange andre mennesker, der var blevet såret, og hvordan politiet havde slået og skubbet til alle. Alle de tilstedeværende kunne havde været blevet Alfie, siger Susan Matthews til The Guardian.

Læs artiklen »2010 UK student protests« hos Wikipeadia.

Læs også artiklen »London politi slår ung mand halvt ihjel« på Cerepos hjemmeside

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce