»De døde bliver ved med at komme«

Luften er kølig denne formiddag i Cairo. Det er ikke varmt længere, sweatrene er kommet på og sokker sælges på gadehjørnerne. Der hviler en dagligdags tirsdags-træthed over beboelseskvarteret Mohandiseen.

Onsdag går kampene i Cairo ind i deres sjette dag.

De protesterende på Tahrir holder stædigt fast i at kæmpe for at en egentligt revolution færdiggør det, der startedes i januar. En omvæltning af et korrupt styre og en overgang til reelt folkestyre.

Trods alvorlige kampe med militærpolitiet kan antallet af demonstranter på Tahrirpladsen stadig måles i tusinder. Foto: Lisa Callesen

Trods Mubarak er væk, er kampen langtfra slut.

Nu gælder det militærrådet SCAF (Security Council of the Armed Forces), der siden januar har præsteret et stille militærkup. Nu kæmpes der for at magten overlades til civilt valgte repræsentanter.

I et forsøg på at pacificere masserne på gaden accepterede SCAF mandag officielt, at premierminister Essam Sharaf samt det øvrige ministerkabinet trådte tilbage, og svor at samle en national samlingsregering i stedet. Det pressede militærråd har også fremrykket præsidentvalget til juli 2010, og fastholder at afholde parlamentsvalg som planlagt i denne måned.

Læs artiklen »Blodige gadekampe i Egypten« hos Modkraft

»Vi går når styret falder«

Trods øvrige indrømmelser fra SCAF, her i blandt et løfte om at forsvare egypternes ret til at demonstrere offentligt, fortsætter sammenstødene. Da nyheden om regeringens planlagte afgang nåede Tahrir, svarede masserne tilbage med et fortsat krav om SCAF’s tilbagetrædelse.

– Vi går ikke, før han går, lød råbet rettet mod militærchef Hussein Tantawi.

Trods dette drama vil en taxachauffør stadig tage dig hvorhen du vil. Han vil blot tage sig smøg nummer hundrede og slå udglattende ud med hånden, hvis trafikken er umulig. »Zahme«, vil han sige. Den er travl, ja, faktisk er den gået fuldstændigt i stå.

Men hans smertegrænse er højere, end den plejer at være, for der er jo gang i den downtown. Han ved det, han bifalder det, men lige nu er det ikke hans slagmark.

Bageren til gengæld, ser vredt mod tv’et i sin butik.

– Det er uromagerne, der slår på politiet og hæren, siger han, og giver stemme til en ganske udbredt holdning i, og især i udkanten af, Cairo.

For dem at se, er den militære autoritet stadig forsvarer af national sikkerhed og fremskridt samt forsvarer af den »noble ånd« fra revolutionen i januar, mens de kæmpende på gaden nu er voldelige unge eller udefrakommende, der vil ødelægge muligheden for en fredelig fremtid.

Folkets talerør?

Mandag aften gik militærchef Tantawi på tv for at tale til masserne på Tahrir. Han søgte at genvinde tillid ved at fremstille sig selv som forsvarer af den egentlige revolution og den politiske forandring, der startede i januar. Hans budskab gik rent igennem hos de, der betvivler, at protesterne stadig har en berettigelse.

– Gud være med dig, Tantawi, i at redde Egypten fra alle hyklere, fastslog en ung ingeniørstuderende tirsdag aften efter at have set militærchefens tale på tv.

– Jeg kan ikke tro, du stadig falder i hans fælde, når han igen prøver at gøre sig fortaler for »folkets ønsker«. Tahrir er folket, kommenterede hans ven vredt.

Læs artiklen »Egyptens venstrefløj går splittet til valg« hos Modkraft

På Tahrir kan der være roligt, men aldrig stille. I et par timers fred kan der være tid til at rense sår i gadeklinikken foran Kentucky Fried Chicken og tid til at tage et hvil op ad de tilskoddede butiksfacader. Og selv midt i kraftig uro vil duften af ristede nødder, kartofler og popcorn hænge mildt i luften.

– Surrealistisk at mærke duften af søde kartofler blandet med den skærende tåregas, tweetede en ung pige mandag eftermiddag fra pladsen.

Af og til baner grupper af unge med hævede bannere eller en gruppe af det, der ligner enhver nabokone, sig vej gennem menneskemængden.

»Ud, ud, ud Tantawi«, lyder ét blandt mange råb, der appelerer til »egyptiske brødre og søstre« om at gå med imod militærregimet.

I den seneste uge er kampene på Tahrirpladsen blusset op. Foto: Mosa’aberising/Flickr

Dødbringende gas

Men så, tidligt om morgenen, sent om aftenen eller ud på eftermiddagen kommer først røgen bølgende fra en sidegade. Det er gas, øjnene svider let allerede. Så kommer råbene, folk løber, optogene splittes, og situationen er en anden. Nu er det vrede, angst og vilje blandt de protesterende imod politi og militær, der ganske sikkert er mindst lige så skræmte og stressede.

Kampene er hårde, og rygterne svirrer på gaden og på nettet. »De skyder bevidst efter journalister«, lyder ét. »Den gas, de bruger, er langt over brugsdato«, siger et andet, der bekræftes ved et hurtigt kig på et afskudt gashylster. Produceret i USA, sidste brugsdato 1996.

Læs artiklen »Lovgivning stopper ikke omskæring« hos Modkraft

»Hold jer væk fra Mohamed Mahmoud«, lyder beskeden på Twitter om den gade, der har været kampenes frontlinje siden fredag. Her sigtes der efter hoved og bryst, idet miitær og politi beviseligt har taget skarpe skud i brug.

En gade, der leder ned til Falakitorvet, synes tom og afspærret. En gruppe mennesker, hovedsageligt børn og gamle, har trukket sig ind i porten til en baggård og kigger ængsteligt ud på torvet. Fra en balkon på 17. sal ses røg, der langsomt bølger ind over torvet.

En gruppe unge har samlet sig ved et af hjørnerne, de gestikulerer mod noget på en sidegade. Deres kropssprog er aggressivt med hævede arme og høje slagråb. Pludselig er de væk ved synet af den gruppe soldater, der nærmer sig på sidegaden. Kun én ung mand står selvsikkert tilbage midt på gaden, han blotter hele kroppen og hæver armene og gestikulerer vredt.

Mange mennesker meldes tilskadekommet af militærets intensive brug af tåregas. Foto: Mosa’aberising/Flickr.

Idet styrken træder ind på Falakitorvet er han væk, og de går direkte til den lille gruppe tydeligt harmløse mennesker i porten, der dog går fri efter en smule skubben. Luften er nu så tyk af gas, at dørene til balkonen må lukkes.

Tilbage på gaden grædes, hostes og kastes op. Den amerikansk producerede gas, der tages i brug, kendes som CR gas. Udover at have overskredet sidste brugsdato for flere år siden, har gassen alvorlige konsekvenser og kan dræbe, hvis den indåndes i større mængder. I bedste fald fremprovokerer den opkastning, og kan skade hjerte og lever på længere sigt.

Læs artiklen» Dansker i Kairo: Politiet skyder mod demonstranter« hos DR

På gaden passerer en motorcykel gennem menneskemængden, bærende sårede til Tahrirpladsens gade-klinikker. Også hér har gaden taget over, hvor gældende systemer har sluppet: Private motorcykler er fungerende ambulancer, der let får lov at passere de civile checkpoints ind til pladsen. De alvorlige tilfælde tages til Qasr-Al-Aini hospitalet tæt ved. De døde bringes til lighuset Zeinhome i Zeyyida Zeynab.

Forlydender om mere end 50 døde

Lighuset ligger i det gamle, smukke islamiske Cario, almindeligvis en foretrukken turistattraktion. Nu er her stille.

De græder i en baggård bag lighuset, en pige lægger hovedet på sin fars skulder. Ansigter er trætte og tomme, men forvrænges pludselig i gråd. Måske er det indbildt, men der fornemmes noget i luften. Der er fluer.

Ingen lukkes ind her, militærrådet SCAF har udstedt ordre om at holde tæt. En tydeligt presset receptionist bag et vindue nægter adgang for journalister.

– Hvad kan vi gøre?, spørger han.

En midlaldrende læge i slidt mintgrøn kittel står udenfor og lækker modvilligt antallet af gårsdagens, nattens og morgenens døde. 24 i går, 14 henover den sene nat og tidlige morgen, siger han.

Egyptisk stats-tv rapporterer om 23 døde, semi-officielle medier om 33. Aktivisterne rapporterer mere end 50. Onsdag morgen nedskrev Sundhedsministeriet det officielle antal af døde på Tahrir fra 33 til 28. Byens lighuse og hospitaler rapporterer uofficielt at den egentlige dødsårsag ofte manipuleres på dødsattesten.

Det forstås, at alle pårørende tvinges til at underskive en anerkendelse af, at deres kære døde af »naturlige årsager« – at militæret og den voldelige eskalation på Tahrir er skyldfri.

Væk fra gaden og nysgerrige ører, gestikulerer og fortæller en bror til en læge på lighuset ivrigt. Han ved, at han har fat i journalister og et vindue til omverdenen.

– Vi kender tallene, men vi kan ikke fortælle dem. Sundhedsministeriet er i lommen på SCAF, og medierne kender ikke de rigtige tal, fordi de ikke kan komme ind, fotæller han.

– Lov mig, at I fortæller det her til hele verden. De døde bliver ved med at komme.