Brev fra den palæstinensiske fange Samer Issawi, der har sultestrejket i mere end 200 dage

Jeg vender mig med beundring til masserne - vores heroiske palæstinensiske folk, til vores palæstinensiske lederskab, til alle kræfter, partier og nationale institutioner. Jeg hylder dem for at stå ved vores kamp, for at forsvare vores ret til frihed og værdighed.

Jeg henter min styrke fra mit folk, fra alle de frie folk i verden, fra venner og fra familierne til de fanger, der fortsætter dag og nat deres sang for frihed, og for en ende på besættelsen.

Mit helbred er blevet forværret dramatisk, og jeg hænger mellem liv og død. Min svage krop er ved at kollapse, men jeg er stadig i stand til at være tålmodig og fortsætte kampen. Mit budskab er, at jeg vil fortsætte indtil slutningen, indtil den sidste dråbe vand i min krop, indtil jeg falder om. Martyriet er en ære for mig i denne kamp. Mit martyrium er min sidste bombe, i konfrontationen mod tyrannerne og de fangevogtere, imod den racistiske politik, den besættelse der ydmyger vores folk, og med alle midler undertrykker og underkuer os.

Jeg siger til mit folk: Jeg er stærkere end besættelseshæren og dens racistiske love. Jeg, Samer al-Issawi, søn af Jerusalem, sender jer mit sidste ønske - i tilfælde af jeg dør som martyr – da skal I bære min sjæl som et råb for alle fangerne, mænd og kvinder, et råb for frihed, frigørelse og frelse fra fængslernes mareridt og deres barske mørke.

 Min kamp er ikke kun for min individuelle frihed. Kampen som jeg og mine heroiske venner Tariq, Ayman og Ja'affar, står for - er alles kamp. Kampen for det palæstinensiske folk imod besættelsen og dens fængsler. Vores mål er, at være frie og suveræne i vores befriede stat og i vores velsignede Jerusalem.

Min svage og anstrengte hjertebanken får sin standhaftighed fra jer - det store folk. Mine øjne som er begyndt, at miste deres syn, trækker lys fra jeres solidaritet og jeres støtte til mig. Min svage stemme, tager sin styrke fra jeres stemmer, som er højere end fængselsvagternes råben og højere end murene.

Jeg er en af jeres sønner, én blandt tusinder af jeres sønner, som er fanger - som stadig er trofaste i fængslerne, som venter på en afslutning, på deres skæbne, deres smerter og familiernes lidelser.

Lægerne har fortalt mig, at jeg fik et slagtilfælde på grund af forstyrrelser i mit hjerteslag, manglen på sukker og fald i mit blodtryk. Min krop er fuld af kulde, og jeg kan ikke sove på grund af de fortsatte smerter. Men på trods af den ekstreme træthed og den kroniske hovedpine, forsøger jeg at bruge alle mine ressourcer på at fortsætte vejen - indtil dens ende. Der er ingen vej tilbage, kun min sejr, fordi jeg ejer retfærdigheden, og min tilbageholdelse er uretfærdig og ulovlig.

I skal ikke være bange for mit hjerte - hvis det stopper. I skal ikke være bange for mine hænder - hvis de bliver lammede. Jeg er stadig i live i dag, og i morgen, og efter døden, fordi Jerusalem bevæger sig i mit blod, i min hengivenhed og i min tro.

Palæstina 16/02/2013

Brevet på engelsk: http://www.alternativenews.org/english/index.php/news/news/5998-samer-issawi-no-going-back-i-am-owner-of-right.html

Lidt om sultestrejken: http://arbejderen.dk/udland/palæstinensere-sultestrejker-i-israelske-fængsler

Ovenstående link til Arbejderen er, så vidt jeg ved, den eneste omtale, der har været i de danske medier, af denne lange sultestrejke ....Vi skulle jo gerne kunne fejre Melodi Grand Prix sammen med  Israel, uden at få for megen dårlig smag i munden.....

Oversættelsen er venligt udlånt til Modkraft af Asmaa Abdol Hamid.