Annonce

14. juli 2014 - 20:28

Palæstinenserne har ikke mere at miste

"Er det en tredje intifada, vi ser for tiden, når folk over alt på Vestbredden og i Østjerusalem går på gaden?", spørger jeg min ven Azeez. Jeg er ude og besøge ham i byen Beit Kahil, lidt udenfor Hebron på den besatte palæstinensiske Vestbred.

Jeg mødte Azeez første gang for halvandet år siden, da han var i Danmark, som del af en kampagne for at oplyse om situationen i Palæstina. Han er 28 år gammel og arbejder som sygeplejerske på Al-Makassed hospitalet i Jerusalem.

"Når vi ser folk overalt på Vestbredden og i Østjerusalem gå på gaden og gøre modstand mod besættelsen, kan vi godt kalde det for en intifada, men vi mangler, at den politiske ledelse i Palæstina siger, at nu er der intifada", betror han mig og tilføjer, "folk går på gaden med sten og hvad de ellers lige har. Det er sådan en intifada skal være - med sten, ikke med våben. Vi ser direkte aktion mod den israelske apartheids infrastruktur som f.eks. i Østjerusalem, hvor byens unge har revet ødelagt skinnerne på den letbane, der forbinder Jerusalem med de ulovlige bosættelser." Jeg nikker.

Jeg var selv i Østjerusalem i fredags og så de nedbrændte venteskurer. Jeg så da palæstinensiske drenge tog de sten op, der ligger mellem togskinnerne, og jeg så da de langsomt borede sig igennem de kraftige skinner med en vinkelsliber. Jeg så hvordan unge mænd fra flere omkringlæggende byer for tredje dag i træk samledes og kastede sten mod israelsk politi.

I fredags var dog noget specielt. Ungdommen boblede af sorg og vrede. Tidligere på dagen var flere tusinde mennesker samlet i byen for at begrave 16årige Muhammad Abu Khedir. Den unge mand, der tidligere på ugen var blevet fanget af bosættere, tvunget til at drikke benzin og derefter brændt levende. Jeg var i folkemængden og så hans nærmeste familie bære hans krop gennem folkemængden på en båre. Selvom kroppen var viklet ind i et palæstinensisk flag, og det forbrændte hoved var viklet ind i et palæstinensisk tørklæde, kunne man se hvordan den døde krop bevægede sig. Jeg følte deres sorg og deres vrede.

Jeg spørger ind til, hvad han Azeez mener med, at den palæstinensiske ledelse officielt skal sige, at nu er der intifada, og han forklarer ”det palæstinensiske selvstyre, der er ledet af Mahmoud Abbas og Fatah, bekæmper ikke den israelske besættelse af Palæstina, de administrerer den. Mange steder, hvor unge går på gaden mod den israelske besættelse, er det ikke israelske soldater, der slår oprøret ned, men politistyrker fra det palæstinensiske selvstyre. Efter de tre bosættere forsvandt, deltog det palæstinensiske selvstyre aktivt i eftersøgningen. På trods af at mange hundrede uskyldige blev arresteret, på trods af nedrivningerne af huse og på trods af den massive repression af den palæstinensiske befolkning, bakkede det palæstinensiske selvstyre op, uden at lægge pres på Israel. Før vi kan have en intifada mod den israelske besættelse, har vi brug for at den palæstinensiske ledelse bakker op om den folkelige modstand og ikke holder hånden over besættelsen. Vi har brug for repræsentanter, der kan føre den politiske kamp, mens folk på gaden gør modstand”

Vi har brudt fasten sammen med hans familie, og sidder i haven og ryger vandpibe. Fra bakketoppen i Beit Kahil kan vi i tusmørket se lysene fra byen Halhul, hvor ligene af de tre bosættere blev fundet. Til den anden side kan vi se lysene fra den israelske by Ashdod. Azeez sender vandpiben videre til mig, nikker hen mod lyset fra Ashdod og siger ”jeg har aldrig siddet i fængsel, så jeg kan måske få tilladelse til at tage dertil. Jeg er den eneste af mine brødre, der aldrig har siddet i fængsel, så jeg er den eneste, der kan få lov at forlade Vestbredden.” Tidligere på aftenen hilste jeg på hans bror, Muhammad, som forlod fængslet for et halvt år siden efter at have siddet i fængsel i et år. Muhammad ville have færdiggjort sin uddannelse i sociologi, men er grundet fængselsopholdet blevet forsinket i sit studie. Han fik aldrig officielt at vide, hvad han sad inde for, men fik af en fængselsvagt fortalt, at han sad fængslet, fordi han havde tænkt på at kidnappe en soldat. Han grinede opgivende, da han fortalte det, og tilføjede ”jeg ved ikke hvilke tankelæsere, de har ansat i den israelske efterretningstjeneste, men jeg ville nu hellere have færdiggjort mine studier end at spilde et år i et israelsk fængsel.”

”Det er 14 år siden, at min kones familie har været samlet. For et år siden sad fire af hendes brødre i fængsel. For ti dage siden blev hendes yngste bror lukket ud af fængslet og bare seks timer efter, at han blev løsladt blev en anden af hendes brødre spærret inde”, fortæller Azeez. ”Situationen på Vestbredden er i dag den, at 40% af den mandlige palæstinensiske befolkning har siddet i fængsel på et tidspunkt i løbet af deres liv.”

Han henviser til tal, der for nyligt er frigivet af fra den palæstinensiske regering, og siger ”siden den anden intifada i år 2000 er et palæstinensisk barn blevet dræbt af israelske soldater eller bosættere hver tredje dag. Når palæstinenserne i disse dage går på gaden, skyldes det ikke kun Muhammad Abu Khedir, som blev brændt levende. Det skyldes den årelange besættelse, der gør det umuligt, at leve et normalt liv i Palæstina.”

Tidligere på dagen havde vi talt om den anden intifada, der fulgte i årene efter Osloaftalerne. Han fortalte, at han husker, at der var begravelser i Beit Kahil dagligt. Med det i tankerne spørger jeg ham, om en tredje intifada overhovedet er ønskværdig. Han tænker lidt før han svarer. ”Jeg håber, at den næste intifada bliver med sten og ikke med rifler. Jeg håber, at verden vil indse, at palæstinenserne kæmper for deres frihed og for deres overlevelse. Flere palæstinensere vil helt sikker miste livet under en kommende intifada, men palæstinenserne har ikke længere noget at miste.”

Annonce