EUs bankunion løser ikke problemet

Kort før påske godkendte et flertal i EU-Parlamentet det sidste element i EU's kommende bankunion.

Både finanslobbyen og EU-Kommissionen har præsenteret det som et vigtigt skridt i retning af at tøjle finanssektoren og sikre os mod fremtidige finanskriser.

Senest har SF, skarpt efterfulgt af Socialdemokraternes spidskandidat Jeppe Kofod, nu også meldt sig i koret og overhalet de EU-begejstrede partier inden om ved at anbefale dansk tilslutning til bankunionen. I en kronik i Information d. 14/4 gentager Auken og Volstrup således påstanden om at ”[b]ankunionen er en forsikring imod en gentagelse af den krise, som Danmark og Europa stadig knokler for at komme helt ud af”. Men hermed bidrager de til at fremmane et unuanceret skønbillede af bankunionen, der ikke stemmer overens med virkeligheden.

Det lyder selvfølgelig tiltalende, at vi ved at overlade mere magt til EU-institutionerne ville kunne imødegå fremtidige kriser på de finansielle markeder og skabe et system, der kan sikre, at mislykkede banker afvikles på en bæredygtig måde uden skatteyderne skal til lommerne. Desværre lyder det også for godt til at være sandt. For den model man har vedtaget er i praksis hullet som en si, dybt uambitiøs og indeholder så mange risici, at man kan spørge, om bankunionen egentlig handler om at beskytte den brede befolkning eller primært har til formål at tjene de store banker.

Alene det faktum, at banksektoren lige fra begyndelsen, har udtrykt stor begejstring for den nye bankunion, burde få alarmklokkerne til at ringe. Og finanslobbyens indflydelse på udformningen af bankunionen er desværre også til at få øje på. Der er derfor flere gode grunde til at være skeptisk overfor EU’s bankunion.

For det første er det fælles banktilsyn i bankunionen baseret på et overraskende svagt regelsæt. Tager man fx kravet til bankernes kapitalbeholdning indfører man et niveau, der ligger langt under det behov en række fremtrædende økonomer, herunder den tidligere nationalbankdirektør i USA Alan Greenspan, anser som nødvendigt. Hvad værre er, at EU samtidig reelt indfører maksimumkrav, der vil betyde af medlemslandene begrænses i deres mulighed for at stille skrappere krav til bankerne, skulle de ønske at gå længere end de svage krav formuleret af EU. En tilslutning til bankunionen er derfor de facto, en accept af en uholdbar situation uden mulighed for at gå længere og stille mere progressive forslag.

For det andet er det forhold, at Den Europæiske Centralbank (ECB) nu skal stå for ansvaret for at føre tilsyn med bankerne, hverken garant for at tilsynet bliver skrappere eller mindre sammenblandet med bankernes interesser, som det bl.a. bliver påstået af SF. Tværtimod kommer mange højt placerede folk i ECB, herunder bankdirektør Mario Draghi netop fra banksektoren. Draghi har således tilbragt en pæn del af sin karriere i bl.a. Goldman Sachs og har tidligere, på flere afgørende tidspunkter, været en del af en lobbyindsats til fordel for bankernes ret til at regulere sig selv. Dertil har en ny rapport afsløret, hvordan finanslobbyen nærmest har taget magten i Bruxelles. 75 procent af rådgiverne i EU-Kommissionens ekspertgrupper, der rådgiver i forhold til lovgivning på det finansielle område, har således direkte bånd til den finansielle sektor. Samtidig er der i dag over 1700 finanslobbyister, der alle arbejder på at influere EU-lovgivningen. Det er vel og mærke fire gange så mange som, der er embedsmænd på området. Der er derfor aboslut ingen grund til at tro, at regulering af bankerne vil blive strammere ved at give ECB og EU-Kommissionen ansvaret for tilsynet med bankerne - tværtimod kan man frygte, at finanssektoren med bankunionen vil få langt større indflydelse.

For det tredje er den fælles redningsfond, der etableres i forbindelse med bankunionen, ingen garanti for at skatteyderne ikke kommer til at gribe til lommerne, næste gang vi rammes af en finanskrise. Redningsfonden kommer til at rumme 410 milliarder kroner - dog først i 2023. Det kan lyde af mange rigtig mange penge, men i bankverdenen og særligt i krisetider, er dette beløb ikke nødvendigt noget særligt. Ser vi på den nuværende krise vurderes den at have kostet skatteyderne svimlende 12.5 billioner kroner i redningspakker til bankerne. Det er godt og vel 30 gange beløbet i redningsfonden, så at bilde folk ind, at skatteyderne ikke komme til at betale ved en ny krise, er i bedste fald naivt og i værste fald manipulation.

EU’s bankunion betyder reelt, at bankernes hasardspil med borgenes penge kan forsætte. Den cementerer status quo og forhindrer aktivt, at vi tager et reelt opgør med banksektorens problematiske adfærd.

Det er et kæmpe problem og derfor er Folkebevægelsen også imod bankunionen. I vores øjne er bankerne til for borgerne. Ikke omvendt. Vi skal turde gå foran og gribe fat i de reelle årsager til finanskrisen i stedet for blot at forberede os dårligt på den næste. Her er et vigtigt skridt i den rigtige retning at opdele de store banker, så de ikke længere kan true hele samfundsøkonomier, skulle de gå ned. På den måde ville vi sikre, at vores økonomier i fremtiden ikke styres af spekulanter, men er under demokratisk kontrol.