Vold mod Yahya Hassan

Overfaldet på digteren Yahya Hassan og de gentagne voldstrusler mod hans person har sat dele af offentligheden i stærk bevægelse.

Der bliver spurgt, hvorfor han bliver mødt med velvilje fra kredse som ellers reagerede på attentatet mod  debattøren Lars Hedegård tidligere på året ved at påpege at Lars Hedegård var kendt for voldsomt islamkritiske udtalelser.

F.eks. mener romanforfatter Jens-Martin Eriksen og professor Frederiks Stjernfeldt, at Yahya Hassan og Lars Hedegård er parallelle. Og det får dem til at forlyste sig i dagbladet Politiken med at indsætte Yahya Hassans navn i citater fra forskellige fremtrædende debattørers i stedet for Lars Hedegaards.

Der fremkommer så citater som f.eks.:

Politiken-kommentatoren Peter Mogensen:

»Alle forholdt sig til, at attentatet havde fundet sted, men ikke til, hvorfor attentatet havde fundet sted. Ingen medier forholdt sig til, om Hassans rabiate synspunkter er drivende for, hvad der har overgået ham?«.

Den kendte debattør Mikael Rothsteins udtalelser kan så komme til at se sådan ud:

»Yahya Hassan har gentagne gange gjort sig skyld i fornedrende, ydmygende, degraderende og hånlig tale rettet mod en bestemt samfundsgruppe, og vi ved af bitter historisk erfaring, at enhver effektiv forskelsbehandling af mennesker starter i sproget. Mens vi slår ring om Yahya Hassan og forsvarer hans ret til at sige, hvad han vil, burde vi måske minde hinanden om, at det brutale, onde og nedgørende sprog, som Yahya Hassan er en mester i, gør forfærdelig ondt på uskyldige mennesker, og at Yahya Hassan som sådan selv er en slags voldsmand«.

Men Stjernfeldt og Eriksen tager meget fejl. Yahya Hassan fører ikke ”fornedrende, ydmygende, degraderende og hånlig tale rettet mod en bestemt samfundsgruppe”. Hedegaard og Hassan er heller ikke det mindste parallelle.

Yahya Hassan fører vred, aggressiv og oprørsk tale mod det miljø som han både gennemskuer som undertrykkende og hyklerisk. Hvert ord i hans digte er også et råb om frigørelse.

Hvert ord i Lars Hedgård tale om islam er nedgørelse.

Lars Hedegaards udtalelser bekræfter og bestyrker et magtforhold mellem forestillingen om en hvid, kristen majoritetskultur og brun, muslimsk minoritetskultur. Lars Hedegaards udtalelser har så ringe forbindelse med virkeligheden, at de kun kan give som meningsfulde, hvis man tolker en hensigt ind i dem om at fastholde muslimer i som andenrangs.

Yahya Hassans digte handler om at frigørelse fra et hyklerisk, voldeligt og undertrykkende minoritetskultur, der beskytter sig selv med en religiøs, muslimsk overbygning.

Jeg vil tilføje til Hassan, at den minoritetskultur han taler om, samtidig er en underklasse-kultur. Men det er sgu en ynkelig underklasse. Den undertrykker jo sine egne medlemmer. Den er ikke i stand til at rette kraften og vreden opad. Den fejlfortolker verden, fordi den ser alting gennem religiøse briller. Den kommer til at bilde sig ind at verden handler om kampen mellem de rettroende og de vantro. Ikke mellem underklasse og overklasse. Den vil forblive i sin smertefulde og ynkelige positron så længe verden ses gennem de forkerte briller.

Det kvalmende og afskyelige overfald på Yahya Hassan og voldstruslerne mod ham fortæller, at der er forfærdende kræfter på spil, der vil gå vidt. Ikke-muslimsk adfærd og holdninger undertrykkes. Den undertrykkelse bliver så til den muslimske underklasses selvundertrykkelse.

Det handler ikke om at den ene eller den anden ”har lov” til at kritisere islam. Det handler om nedgørelse eller frigørelse.

Det er underligt at Stjernfeldt og Eriksen ikke kan få øje på det.