Magtkrise – ikke idékrise

 Magtkrise – ikke idékrise

 Venstrefløjen har ikke nogen idé-krise. Venstrefløjen har ikke en ideologisk krise. Venstrefløjen har en magt-krise. Det er ikke idéerne, værdierne, visioner der mangler. Det er magten til at gennemføre dem.

Forleden var jeg inviteret til en debat hos Information og Cevea om venstrefløjens idékrise. Det skete en uge efter at Politikens debatredaktør Per Michael Jespersen publicerede et indlæg om venstrefløjens kedsommelige mangel på nye idéer, fulgt op af et indlæg fra en ung statskundskabstuderende, der ligeledes skosede venstrefløjen for at være i en idé-krise.

Men jeg er sgu´ ærligt talt lidt træt af at høre om venstrefløjens idékrise. Jeg kan ikke huske, at der nogensinde har været en periode hvor vi ikke har hørt om den. Og så nikker vi og lægger panden i bekymrede folder og siger, at det er der nok noget om.

Men jeg mener at det er en grundlæggende forkert opfattelse af venstrefløjens udfordringer. (Jeg taler her om venstrefløjen til venstre for Socialdemokraterne. At Socialdemokratiet står i en ideologisk krise er åbenlyst. Fordi det klassekompromis som Socialdemokraternes historiske succes har bygget på er blevet opsagt af modparten)

Det er ikke visionerne, idéerne, værdierne eller de gennembearbejdede analyser og løsningsforslag vi mangler. Dem har vi masser af. 

Vi har i Enhedslisten udviklet lange og grundige planer for omlægning af vores industrielle landbrug til ikke konventionel drift. Vi har detaljerede planer for hvordan vi kan gennemføre en overgang til cirkulær bæredygtigt økonomi. Vi har forslag til hvordan vi kan nedsætte arbejdstiden og dele arbejdet. Hvordan der kan gribes ind overfor finanssektorens greb om økonomien.

Hvis der er noget venstrefløjen er gode til så er det da netop, at udarbejde grundige analyser og lange tekster.

Manglende materialisme

Selvfølgelig skal vi blive ved med at udvikle vores politik, vores forslag og vores visioner. Og jeg glædes over de mange gode rapporter og artikler fra CEVEA, over det nye Selskab for kritisk samfundsforskning, og over venstrefløjens voksende tilstedeværelse i den offentlige idédebat.

 Men det er som om vi tror, at når vi ikke har vundet flertallet bag vores idéer, så er det fordi idéerne ikke er gode nok. Og hvis bare vi fremlægger endnu mere nye idéer, så kommer forandringer af sig selv.
Og det er jo egentlig en meget lidt materialistisk opfattelse.

Det vi mangler er ikke idéerne. Det er magten og indflydelsen til at gennemføre dem.

Jamen, højrefløjen er jo i offensiven – og venstrefløjen er trængt. Det må da være fordi vores idéer ikke er gode nok og vores visioner ikke gennembearbejdede nok, ikke?

Helt ærligt. Se lige over på højrefløjen. Er deres succes kendetegnet af, at de har nogle nye spændende visioner og idéer? Nej – Deres projekt er det samme som det altid har været. Mere magt til markedet, mindre magt til samfundet, omfordeling til fordel for toppen i samfundet pakket ind i en diskurs om frihed. Det er hverken originalt eller nyt.

På præcis samme måde er der heller ikke brug for hele tiden at genopfinde den dybe tallerken på venstrefløjen. Problemerne med den kapitalistiske økonomi er grundlæggende de samme. Eskalerende økonomisk ulighed, der også skaber ulighed i magt og indflydelse. En økonomi, der er afhægtet demokratiet, med deraf følgende manglende mulighed for f.eks. at tage hensyn til menneskelige og naturlige ressourcer.

Og svarene er grundlæggende også de samme. Socialistiske venstreorienterede svar handler om at bringe økonomien under demokratisk kontrol, at lade demokratiske beslutninger vinde frem på bekostning af markedskræfterne. At skabe politiske rammer, der fremmer solidaritet og fællesskab, frem for egoisme og konkurrence. Et opgør med den kapiatalistiske økonomi synes måske fjern og urealistisk, men der er desværre ingen short cuts, der løser det problem.

 Med andre ord: Vores idéer og vores værdier holder. Det er ikke der problemet ligger.

Hvad er problemet så?

Venstrefløjens udfordring handler ikke om mangel på idéer, men om manglen på magt til at gennemføre dem.

Og det gælder sådan set hele venstrefløjen. Uanset om vi taler om SFs kuldsejlede forsøg med regeringsmagten, om Enhedslisten erfaringer som parlamentarisk grundlag, eller om de udenomparlamentariske bevægelsers forsøg på at etablere en antisystemisk modmagt, så må vi bare konstatere at vores magt og indflydelse på samfundsudviklingen har været stærkt begrænsede.

 Her ligger problemet. Her ligger venstrefløjens krise. (Hvis man kan tale om en krise. Man kunne også bare kalde det en helt naturlig udfordring, for de samfundsforandrende kræfter i et kapitalistisk samfund)

Hvordan ændrer vi den situation? Hvorfor har vi ikke magt – hvad er det der gør det svært for os?

Det er ikke enkelt. Men jeg vil pege på tre fænomener.

Vi skal passionere

Måske er netop vores fokus på at lave gennembearbejdede, intellektuelle og velargumenterede visioner og svar en del af problemet.

Den amerikanske hjerneforsker og lingvist George Lakoff har netop peget på at grunden til at venstrefløjen ofte taber samfundsdebatten, er at vi fokuserer for meget på logos – altså på logisk argumentation og for lidt på patos, affekt og følelser. Mens højrefløjen har forstået at politik netop er værdier, holdninger og moral – mere end rationalitet og argumentation. Jeg tror han har en vigtig pointe.

Den belgiske politolog Chantall Mouffe har på samme måde gjort sig til talskvinde for at venstrefløjen må udvikle en progressiv venstrepopulisme, som kan fortrænge højrepopulismen. At vi skal tude at sætte navn og ansigter på vores modstandere – og på samfundets interessemodsætninger - og at vi lærer at tale til både hjernen og hjertet. 

Vi skal gøre op med nødvendighedsdiskursen

En anden hovedopgave er at vriste den offentlige debat fri af diskursen om politik som nødvendighed. I det sidste årti er vi blevet tæppebombarederet med fortællingen om, at en bestemt politik – nemlig den borgerligt liberalistiske reform-politik er den eneste mulige og uomgængelige.  At der ikke er noget alternativ.

Denne diskurs er stærk fordi den understøttes af de dominerende økonomer, af de fleste politiske partier – herunder S og de toneangivende meningsdannere og politiske redaktører. Og det gør det rigtig svært at skabe opbakning til forslag om alternativer. For det kan jo nok ikke lade sig gøre alligevel.

Men diskursen er ikke uovervindelig. For den er i meget høj grad baseret på myter, som kan gennemhulles. Og tilliden til fortællingen om nødvendighed og til de økonomiske modellers ufejlbarlighed er svækket over den seneste tid.

Jeg har i denne uge startet en blog-serie i Politiken netop med det formål at gennemhulle nogle af de dominerende myter og påstande i den offentlige debat.

Vi skal skabe folkelig bevægelse

Hele vores samfundshistorie viser, at magt ikke kun skabes gennem parlamentarisk arbejde og offentlig debat, men også gennem folkelig bevægelse. Det var fordi stærke kollektive bevægelser stillede sig bag de socialistiske idéer om solidaritet og retfærdighed at vi fik et velfærdssamfund.  Men i forhold til bevægelserne står vi med nogle store udfordringer.

Den vigtigste folkelige bevægelse – fagbevægelsen er stadig under omfattende hegemonisk kontrol fra socialdemokratiet – og ligger dermed under for den samme ideologiske retningsløshed og opportunisme. Her er det en akut opgave, at gøre op med det hegemoni. Ikke for at erstatte det med et andet, men for at demokratisere og åbne bevægelsen.

Samtidig står vi med en udfordring, der handler om, hvordan nye folkelige bevægelser vil se ud. Vi hænger måske for meget fast i den traditionelle demonstration på Christiansborg med tordenskjolds soldater. Under Dong-slaget, så vi hvordan protesterne først og fremmest eskalerede på de sociale medier.

Endelig er der et enormt behov for samarbejde mellem venstrefløjens partier og bevægelser på tværs af grænserne. Muligheden for at rykke vores samfund er jo i høj grad betinget af hvad der foregår i landene omkring os – og i EU.  Derfor er det også helt afgørende, at venstrefløjen får opbygget langt stærkere internationalt samarbejde. Ikke med flere skåltaler og lange virkningsløse erklæringer, men med koordineret aktion og praksis.

Summa summarum

Venstrefløjens krise – hvis der er en sådan – løses ikke ved at vi sætter os ind i et studér-kammer i de næste fem år og så kommer ud med det nye store forkromede svar. 

Selvfølgelig skal vi altid udvikle nye svar og forfine de gamle, men hovedopgaven er at sikre, at de gode idéer, værdier og visioner vi har omsættes til magt og politisk indflydelse. Det kræver, at vi udvikler et sprog og en fortælling der kan engagere, begejstre og harme.  At vi får gjort op med nødvendighedsdiskursen og dogmet om at der ikke er mulige alternativer. Og at vi formår at skabe folkelig bevægelse, der på vores tids præmisser er i stand til at gennemtvinge forandringer.

 Men første skridt er at droppe den masochistiske diskurs om venstrefløjens idé-krise.