Lørdag d. 30. maj bragte Politiken et interview med Elmas Berke, forfatteren til den nye bog Tavshedens pris, som handler om vold og social kontrol mod kvinder med anden etnisk baggrund.
Elmas Berke fortæller i interviewet, at hun har været skuffet over, at ikke møde den opbakning hun forventede fra venstrefløjen, når hun tog kampen op mod den undertrykkelse og sociale kontrol, som findes i nogle familier med muslimsk baggrund.
I information giver debattøren Halime Oguz samme dag udtryk for en lignende oplevelse. Hun beskriver hvordan hun efter at have ytret sig kritisk om undertrykkende traditioner har oplevet en dobbelt marginalisering. Ikke bare fra traditionsbundne muslimer, men også fra dele af venstrefløjen.
Blandet billede
Jeg har tidligere opponeret mod de evige gentagelser af, at venstrefløjen skulle have svigtet kritikken af religiøs forankret undertrykkelse og af religiøs politisk fanatisme. Og jeg vil fastholde, at billedet af en bovlam venstrefløj ikke svarer til mine egne oplevelser gennem de år jeg har været aktiv i Enhedslisten.
I en lang række vedtagelser har vi slået en klar religionskritisk linje fast. Vi stod forrest i opbakningen bag Salman Rushdie. Vi var de første til at demonstrere mod reaktionære religiøse bevægelser som Hizb-ut-Tharir. Vi har i folketinget været med til at sætte spørgsmålet om social kontrol og vold mod muslimske kvinder på dagsordenen. Og så sent som i TV-valgdebatten forleden var Johanne Schmidt-Nielsen den eneste som berørte spørgsmålet om vold mod kvinder med såvel dansk som anden etnisk baggrund.
Jeg har dog også tidligere medgivet, at jeg på dele af venstrefløjen har mødt en berøringsangst overfor kritik af det religiøse. Ofte af frygt for at bære ved til en generel antimuslimsk hetz. Med andre ord synes jeg, at billedet er langt mere nuanceret end der ofte gives udtryk for, når vi igen præsenteres for påstandene om venstrefløjens svigt.
Rådvildhed
Uanset vores individuelle erfaringer, er vi dog efter min mening nødt til at lytte, når to kvinder fortæller om deres oplevelse af venstrefløjens svigt.
Det er ganske enkelt absurd hvis kvinder, der gør oprør mod reaktionære traditioner og religiøs undertrykkelse føler sig mere anerkendt hos højrefløjen end på venstrefløjen. Ikke mindst fordi højrefløjen med deres antimuslismke hetz, om nogen er med til at fremme den marginalisering og modkultur, der skaber gode rammer for såvel politisk ekstremisme som social kontrol og undertrykkelse.
Højrefløjens antimuslimske hetz, må ikke presse venstrefløjen ud i en anden forkert grøft. Vi skal stå det rigtige sted. Og det er på kvindernes side. Mod kvindeundertrykkelse og patriarkalsk vold – uanset ophav og baggrund.
Nye stemmer
I den seneste tid er der heldigvis i den offentlige debat kommet en række nye stærke stemmer fra kvinder med anden etnisk baggrund. Og selvom de bestemt ikke altid er indbyrdes enige har kvinder som Khaterah Parweni, Geeti Amiri, Halime Oguz, Sherin Khankan og andre udgjort stærke stemmer såvel på den brede offentlige scene, som i den debat som er den aller vigtigste – nemlig den der foregår blandt minoritets-danskerne.
Det er helt afgørende. For jeg tror ikke, at venstrefløjens største udfordring er berøringsangst. Jeg tror den største udfordring er rådvildhed. Vi ved simpelthen ikke hvad vi skal gøre ved problemerne. Hvordan vi skal tage fat. Venstrefløjen er ligesom resten af det politiske spektrum domineret af majoriteten med danske baggrund. Og de fleste af os kender meget lidt til virkeligheden blandt mindretallene.
Vi kan skrive vrede indlæg og kronikker i aviser, som folk som os selv læser. Vi kan kloge os i Deadline, eller tordne fra folketingets talerstol til andre majoritetsdanskere, der er enige med os. Men hvad ændrer det?
Oprøret og forandringen er nødt til at tage sit udgangspunkt i de mennesker som kender problemerne, som færdes der hvor de er, og som kan tage de kampe, der kan ændre de holdninger og traditioner, der lægger til grund for vold og social kontrol blandt minoriteter. Til gengæld skal de, der tager kampen kun møde støtte og opbakning fra venstrefløjen.
Lad os komme videre
Derfor er mit forslag: Lad os komme videre fra diskussionen om, hvorvidt venstrefløjen har svigtet eller ej.
Lad os, der opfatter os selv som venstreorienterede love hinanden, at vi bakker op om de modige kvinder og mænd med muslimsk baggrund, som på hver deres egen måde og fra forskellige udgangspunkter slås mod undertrykkende strukturer og kulturer, mod patriarkalsk social kontrol og for ligeværd og ligestilling. Præcis som vi vil støtte alle andre kvinder og mænd, der kæmper for menneskelig frigørelse mod kulturel og strukturel undertrykkelse - uanset baggrund. Præcis som vi kæmper mod patriarkalsk vold blandt etniske danskere. Hverken mere eller mindre.
Jeg tror faktisk man skal lede længe på venstrefløjen for at finde nogen, der er uenige i de principper. Hvis der er, så håber jeg de vil række fingeren op nu.
Ellers synes jeg vi skal komme videre med det der er det vigtige. Nemlig at finde ud af hvordan venstrefløjen og hver enkelt af os bedst kan understøtte og give opbakning til de personer og organisationer som slås mod religiøs og kulturelt forankret vold, undertrykkelse og social kontrol. Som en naturlig del af venstrefløjens generelle kamp mod reaktion, diskrimination, og sexisme og for frihed og frigørelse.
Lad os få de konkrete idéer og forslag på banen.
Fortsatte uendelige diskussioner af venstrefløjens angivelige svigt får os efter min mening ikke rigtig videre.