Annonce

14. februar 2014 - 20:03

Gæsteblog: Dong og forlovelsen med den transnationale elite

Dette indlæg er skrevet af Christoph Houman Ellersgaard som forsker i den økonomiske elite. Det er tidligere bragt i det norske tidsskrift Manifest. Men jeg synes det fortjener at blive bragt i en danske sammenhæng.

/Pelle

De sidste uger har budt på drama i dansk politik. Den interne uenighed om partiets linje, betød at SF forlod centrum-venstre regeringen. Striden stod om, hvorvidt den danske stat skulle sælge en femtedel af aktierne i energiselskabet DONG – der dels forsyner halvdelen af danskerne med strøm og dels bygger el-anlæg herunder især vindkraft – til en af superskurkene i historierne om finanskrisen, investeringsbanken Goldman Sachs. Betingelserne for salg blev kritiseret for at være særdeles favorable for Goldman Sachs. Dels blev DONG værdisat meget lavt, dels stod DONG ledelse til enorme gevinster på aktieoptioner ved salget, dels fik Goldman Sachs vetoret i bestyrelsen, dels var selskabet bag købet placeret i skattely i Luxembourg og endelig kunne Goldman Sachs trække sig ud igen med en klækkelig kompensation, hvis ikke en endelig privatisering blev gennemført.

At præcis salget af DONG skulle blive det strå, der fik SF’s ryg til at knække kan virke overraskende. Partiet har, trods regeringsgrundlaget stod bag SF’s linje, måttet acceptere lettelser af selskabsskatten og ikke fået gennemført en mærkesag som øremærket barsel til mænd og helt generelt måttet sluge et neoliberalistisk reformprogram, der har sendt regningen fra den økonomiske krise til samfundets fattigste. Men det lykkedes, i starten med udgangspunkt i Enhedslisten, at skabe en meget stærk folkelig mobilisering mod salget af DONG. Tabloidpressen kørte historien, mens næsten 200.000 skrev under mod salget i løbet af en weekend. Meningsdannere i begge dele af det politiske spektrum gik imod, blandt andre tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Endelig gik Dansk Folkeparti (Fremskridtspartiet)  i ellevte time også imod salget. De offentligt ansattes pensionskasser tilbød også at købe DONG. Op til beslutningen viste meningsmålinger, at 68 % af vælgerne var imod salget.

Trods folkestemningen og de interne uenigheder stemte SF faktisk for salget. Herefter frasagde en række af folketingsgruppens centrale medlemmer deres poster og formand Annette Vilhelmsen gik af. Alligevel kørte regeringen på med salget. Og det er faktisk, det mest interessante. Hvorfor var det centralt for den danske regering her og nu at få lukket en aftale med Goldman Sachs, der var voldsomt upopulær ikke bare blandt egne, men også de borgerlige vælgere?

En stor del af forklaringen ligger i, at regeringen i Danmark på tre punkter kan have styrket sin og resten af elitens forbindelse til de opblomstrende transnationale eliter.For det første har man knyttet sig nærmere til den globale finanselite, hvor Goldman Sach er en af hovedspillerne. Investeringsbanken er kendt for at have tidligere ansatte placeret i både den amerikanske regerings absolutte top og nu også i direktionsstolen i både den europæiske centralbank og Bank of England. Endelig fik den tidligere svenske finansminister Eric Åsbrink i 2011 job i Goldman Sachs. Så når hans danske kollega Bjarne Corydon, hvis ministerium er hovedarkitekten bag salget, sammen med Goldman Sachs’ topchefer deltager ved Bilderberg-møderne, mødes han ikke bare med spændende mennesker, men styrker også sit fremtidige karrierenetværk.

For det andet  viser man stor loyalitet overfor den europæiske politiske elite. Ambitioner om topposter i EU-systemet kan ligeledes styrke regeringsledelsens nidkærhed for at leve op til finanspagtens krav. Ellers kunne den nødvendige kapital, salget af DONG indbringer have været rejst gennem statslån til praktisk taget ingen rente. Også her foretrak regeringen altså konflikt med egne vælgere fremfor sine kolleger i Bruxelles.

Endelig har aftalen styrket forbindelserne mellem Danmark suverænt største bank, Danske Bank, der er kontrolleret af landets største virksomhed A.P. Møller - Mærsk, og Goldman Sachs. Danske Bank rådgav og formidlede nemlig salget for finansministeriet. På trods af, at datterselskabet Danica investerede i netop det Goldman Sachs selskab, som købte aktier i DONG. På den måde giver regeringen med aftalen en af de ’systemisk vigtige banker’, som man ikke har råd til går ned, symbolsk kredit hos en af de vigtigste spillere på finansmarkederne.   

Hele forløbet har været omgærdet af stor mystik: det har været en lukket politisk proces, hvor regeringen, med finansminister Corydon i spidsen, har afvist at begrunde valget af Goldman Sachs med andet end, at ’det samlet set var det bedste tilbud’, hvor ’samlet set’ ikke præciseres nærmere. Derfor var det for et parti som SF, der trods bevægelse mod mere topstyring stadig har stor medlemsindflydelse, at acceptere og forklare sin støtte. Så svært, at store dele af partiet folketingsgruppe sagde fra og regeringen blev et parti fattigere. Det er svært at føre elitepolitik, hvis man vil være et folkeparti.  

Annonce