Annonce

17. januar 2015 - 22:06

Brev fra en ven

Jeg fik forleden et brev i min indbakke fra en gammel ven. Det berørte mig meget, og jeg synes, at brevets beskrivelse af, hvordan virkeligheden efter angrebet på Charlie Hebdo opleves fra mennesker med muslimsk baggrund er meget trist og noget, vi som venstrefløj skal tage hamrende alvorligt. Så jeg har fået lov til at dele et uddrag af det på min blog, som en opfordring til eftertanke.

”Hey Pelle. Jeg håber, at du har det godt! Jeg skriver i indbakken, fordi jeg synes at offentlig debat til tider bliver meget fasttømret og en umulig atmosfære at reflektere i. 

Den sidste uge har jeg, som mange andre, tænkt rigtig meget over hele Charlie Hebdo sagen. Den første følelse var selvfølgelig, at det var tragisk og at der ikke er nogen der fortjener at dø for at tegne! Så tænkte jeg også, at jeg ikke forstår de her mennesker. Hvorfor kigger de ikke bare den anden vej og hvorfor ser de overhovedet deres Profet og ikke en random skægget mand?
Så tænkte jeg, som mange andre, at det liberale demokrati og friheden til at tale magten imod, er en af grundstenene i demokratiet.

Men så begyndte jeg også at tænke på, i hvilken kontekst vi eksisterer. Hvem der har sin gang på Christiansborg. Hvem der sidder på redaktionerne rundt omkring i landet. Hvem der ejer de store virksomheder i landet. Er direktører for de store kulturinstitutioner osv. Og jeg tænkte, at ingen jeg kan komme i tanke om, er muslimer. Ingen.
De eneste der er, er dem, der har valgt at spille det "ikke-muslimske spil". Det er ikke fordi, jeg har noget mod det, overhovedet. De er frie mennesker og skal gøre som de ser bedst. Men hvad gør det for repræsentation? For følelsen af at være inkluderet, hvis man er den mindste smule religiøs. Og jeg taler ikke om parallelsamfunds muslimer, der ikke ønsker interaktion. Jeg taler om mange folk jeg kender, der ønsker Danmark og elsker det her land og virkelig forsøger, men som er PRIVAT religiøse. Altså forstået på den måde, at de ikke ønsker at trække noget nedover hovedet på folk og ikke ønsker særkrav og er imod tvang, osv.

Der er en stærk vind der blæser i de her år. Den påståede (og til tider retfærdiggjorte trussel) fra Islam, er italesat konstant. Og muslimer bliver efter min opfattelse, nærmest konstant racialiserede. Så det bliver umuligt at slippe udenom.

Jeg er ikke religiøs, men jeg er spirituel, og det mener jeg er min ret, uden at skulle forsvare eller retfærdiggøre alle mulige andre menneskers handlinger - det ved jeg du er enig i. Men ikke desto mindre føler jeg mig racialiseret konstant. Jeg føler ikke jeg har tynd hud, jeg elsker humor og har masser af selvironi. Jeg ser ikke racisme alle steder. Jeg ser en virkelig god grund til at advare og kæmpe mod islamofascismen, ligesåvel som alle andre former for fascisme.

Men jeg har alligevel en mærkelig smag i munden. (…) Og jeg frygter for min og mine venners fremtid her. Det gør jeg virkelig. Jeg vil ikke male fanden på væggen, men jeg føler, at det rykker tættere og tættere på hver eneste dag. Jeg klarer mig godt og oplever masser af støtte, men jeg er som sagt ikke-religiøs. Jeg laver teater og har intet problem med at drikke med efter forestillinger. Jeg adskiller mig ikke på nogen som helst måde fra alle omkring mig.

Men hvad med dem der gør? Hvor meget plads er der til dem? Der bliver konstant talt om muslimske særkrav, men sandheden er at langt de fleste muslimer desperat forsøger at gå under radaren. Langt de fleste muslimer stiller hele tiden krav til sig selv. Krav som ikke-muslimske danskere på en eller anden måde ikke føler sig nødsaget til at stille til sig selv. Sandheden er, at langt de fleste muslimer føler skam, skyld og mindreværd. Og dem, der lader som om de ikke gør det, gør det allermest. Det er ihvertfald min opfattelse. Fordi det er nærmest umuligt at undlade at internalisere noget af al den negative fokus der konstant er på muslimer og deres gøren og laden.

Jeg er ked af at det blev så langt og jeg forstår godt at du måske ikke har tid til at svare. Men jeg håber virkelig at du vil få tid til at læse det jeg skriver og tage det med i dine tanker i den tid der kommer.

Alt godt til dig og dine.”

Jeg vil egentlig bare lade brevet stå for sig selv. Som en stærk opfordring til, at vi på venstrefløjen hele tiden er hamrende opmærksomme på den udsatte situation som vores muslimske medborgere befinder sig i – både generelt på grund af de seneste års muslim-hetz fra højrefløjen og specifikt efter massakren i Paris.

Ligeså vigtigt, som det er, at vi siger klart fra overfor den totalitære politiske islamisme og forsvarer retten til at tegne og ytre hvad fanden man vil, lige så vigtigt er det, at vi (ikke-muslimer) gør alt for, at det store flertal af danske muslimer, som lige nu er under et voldsomt pres ved, at vi ikke er en del af den generaliserende racistiske hetz som de oplever. At de ikke er alene overfor højrefløjen. At vi står sammen med dem og bag dem i deres ret til at have præcis den tro de ønsker. At de ikke skal undskylde, eller bukke og skrabe eller stilles til ansvar.  Og at vores kritik af et mindretals anvendelse af Islam i en højredrejet ideologi og bevægelse, ikke er en kritik af dem eller deres religiøse overbevisning.

Vi skal leve sammen her i Danmark. Og det skal hverken religiøse ekstremister, eller racistiske ditto have lov at ødelægge for os andre.  

Annonce