Spilteoretikeren Clement Kjersgaard

Nej, jeg så ikke hele Clement Kjersgaards interview med Uffe Elbæk. Jeg så måske de første 10 minutter hvor jeg følte irritationen stige og konkluderede at jeg heller ikke denne gang kunne lære noget eller få nogen egentlig information ud af det program. Da jeg ikke har set det hele, vil jeg naturligvis ikke skrive nogen egentlig anmeldelse af programmet eller af Kjersgaards interview-stil (som da kan have sin - ret begrænsede - berettigelse), som mange andre har udtrykt forskellige holdninger til. Jeg vil blot skrive lidt om nogle af de tanker, de få minutter jeg så, satte gang i hos mig.

Det ligger mig også fjernt at skrive et forsvar for Uffe Elbæk eller nogen anden politiker. Når de stiller op til et interview med en journalist som på godt og ondt er kendt for sin meget specielle interview-teknik, så må de selv tage ansvaret for deres optræden og præstation indenfor de givne rammer. Men det betyder jo ikke at jeg ikke kan forholde mig til de rammer, der er indbygget i programmet og i interviewet.

Kjersgaard får tit kritik (og lige så tit ros), og han forsvarer sig som regel med at han jo bare gør det som alle journalister burde gøre: han stiller nogle simple spørgsmål og insisterer på at få et klart og entydigt svar. Han hævder altså at optræde helt neutralt og at den eneste grund til at hans gæster/ofre bliver irriterede er at de enten nægter eller er ude af stand til at give klare svar på hans neutrale spørgsmål. Clement Kjersgaard accepterer ikke udenomssnak (eller nuancering) og insisterer på at et stillet spørgsmål skal besvares med ”ja” eller ”nej” før man kan gå videre i samtalen.

Uffe Elbæk har derimod kritiseret Kjersgaards spørgsmål for ikke at være neutrale. Han skrev blandt andet følgende på Facebook:

30 sekunder inde i interviewet med Clement, var jeg klar over, at uanset hvad jeg svarede, var der lagt en struktur ned over de spørgsmål jeg fik, der kun drev samtalen et sted hen. Et sted Clement vidste hvor var, men som jeg kun kunne gætte på, hvor var. Kort sagt: Der var på intet tidspunkt i interviewet nogen form for oprigtig nysgerrighed fra journalisten.

Jeg vil gerne tage fat i Elbæks oplevelse af at der var lagt en bestemt struktur i interviewet og spørgsmålene som havde til hensigt at drive det i en bestemt retning. Det var nemlig også mit indtryk.

Elbæk hæfter sig ved at det der var lagt op til var at han skulle erklære sig entydigt enig i et bestemt udsagn hvorefter journalisten konfronterer ham med et andet tidligere udsagn, der tilsyneladende modsiger det første, så journalisten kan sige ”Ha! Du har tidligere sagt noget andet!” Hvorefter gæsten tvinges til at tage afstand fra mindst en af sine udtalelser uden at få lov til at nuancere eller argumentere for hvorfor de begge kan være rigtige. Altså, det der på amerikansk kaldes ”Gotcha-journalistik” (der-fik-jeg-dig-journalistik).

Selvfølgelig har han ret i det. Men det burde han også være forberedt på. Det er mit indtryk (på et, indrømmet, ret beskedent grundlag) at det er præcis den form for journalistik og interview-teknik som Clement Kjersgaard er kendt for og har gjort til sit varemærke. Og det kan da også have sin berettigelse at holde politikere op på deres udtalelser (selvom det er sjældent at det fører til ny viden for os seere).

Jeg mener dog at der er mere indhold i den struktur der blev lagt ned over interviewet gennem spørgsmålene. Et indhold som gjorde at spørgsmålene ikke bare var neutrale og åbne spørgsmål men tværtimod var formuleret så de rummede sine egne svar. Der var en bestemt politisk og ideologisk logik i de svar-muligheder som spørgsmålene havde, og når gæsten forbydes at svare andet end ”ja” eller ”nej” til det givne spørgsmål, så tvinges han til at acceptere den politiske logik der er givet for interviewet. Det er altså struktureret så det kun kan lede i en bestemt retning - også politisk.

Min påstand er at den logik og struktur, der var implicit i interviewet og som skulle accepteres af gæsten, var den der kendetegner de abstrakte teoretiske modeller indenfor blandt andet ”social choice” og spil-teori.

Det er socio-økonomiske modeller der ofte bygger hypotetiske eksempler hvor en aktør er tvunget til at foretage et valg baseret på sine private interesser (eller måske værdier) isoleret fra andre aktører. Valget foretages alene - ingen påvirker andre i valgsituationen. Det sociale kommer først i spil, når alle individuelle aktører har truffet deres private valg og udfører sin handling. Her kan det ofte vise sig at den handling som isoleret set blev vurderet til at være i aktørens egen interesse, fører til sociale katastrofer når alle andre også udfører den.

Den private aktørs model

Det er lettere at forklare med et eksempel. Det følgende er løst baseret på en fiktiv historie som Garrett Hardin giver i sin artikel ”The Tragedy of the Commons”:

Der er en mark, hvor bønder kan sætte sine køer ud på til græsning. Marken er ikke ejet af nogen og alle kan bruge den som de vil. Der er dog en grænse for hvor mange køer den kan bære før den bliver udpint. Hvis marken bliver udpint kan ingen bruge den.

Hver bonde har nu et privat valg. Han kan enten sætte alle sine køer ud på den fælles mark eller begrænse antallet han sætter ud på den. På den ene side: Jo flere han sætter ud, desto flere penge kan han tjene. På den anden side ønsker han ikke at marken bliver udpint for så mister han hele den mulighed.

Det bedste for alle ville være at alle bønderne begrænsede sig så det totale antal køer på marken var under det antal som fører til at marken bliver udpint. Men det bedste for den enkelte bonde ville være at han selv satte alle sine køer ud på den fælles mark mens alle de andre bønder begrænsede sig.

Der er altså en konflikt mellem det isoleret set private bedste og det fælles bedste. Hvis alle træffer det valg der er i deres kortsynede egen-interesse - at sætte det maksimale antal private køer ud på den fælles mark - så fører det den fælles katastrofe at marken ødelægges og ingen kan sætte køer ud på den, hvilket ikke er i nogens interesse. Ikke desto mindre er det det logiske udfald, fordi ingen har interesse i at tage sin del af det fælles ansvar. For desto mere alle andre begrænser sig, desto mindre er den enkeltes incitament for selv at gøre det.

Denne situation er typisk for de dilemmaer som social choice og spil-teori beskæftiger sig med. Et andet og mere kendt eksempel er ”Fangernes dilemma,” hvor to fanger anbringes og afhøres i isolation. Politiet har taget dem for en mindre forbrydelse men vil gerne knalde dem for en langt alvorligere en. De får begge mulighed for at angive den anden hvorved de selv går fri. Den anden mulighed er at holde kæft, og så kan de kun straffes for den bagatel de blev snuppet for.

Det bedste for den enkelte fange ville være at gå fri. Det kræver at han stikker den anden. Det næstbedste ville være at han kun får den milde straf. Det kræver at de begge holder kæft. Det værste ville være at holde kæft mens han selv bliver stukket og dermed blive anklaget som hovedansvarlig.

Her siger teorien at det garanterede udfald er at begge fangerne stikker hinanden, for hvis de begge handler ud fra sin egen interesse - ønsket om at gå fri og frygten for at sidde med hele ansvaret - så må de begge blive stikkere. Problemet er at når begge handler ud fra sin private egen-interesse, så fører det til et socialt udfald som ikke er i nogen af dems interesse: Nemlig at de begge anklages for den alvorlige forbrydelse som politiet har dem mistænkt for.

Begge fanger har et helt ”frit” valg med hensyn til hvad de vil svare i den givne situation. Men det er forhørslederen der har struktureret spørgsmålene og situationen så den kun kan føre en bestemt vej.

Det er i hvert fald teorien. Virkeligheden er ikke helt så simpel.

Den sociale model

I virkeligheden handler folk sjældent sådan som denne teoretiske model forudsiger. Læg mærke til at det væsentlige ved ”Fangernes dilemma” er at de to fanger er isoleret fra hinanden. De kan altså hverken tale sammen eller se hinandens ansigtsudtryk og dermed ikke give hinanden noget indtryk af hvilken handling de vil udføre. De antages også at være ligeglade med hinanden. De tænker kun på hvad de selv kan få ud af det, men bekymrer sig ikke om hvorvidt de skal have et forhold til hinanden senere i livet.

Hvis de gjorde det, så ville den logik modellen foreskriver blive ødelagt. Hvis de også tog hensyn til den anden eller lagde vægt på at kunne bevare det forhold de har haft sammen, så ville de måske samarbejde, selvom det ikke er i deres umiddelbare interesse indenfor de rammer der er lagt ned i situationen. For at modellen passer er det vigtigt at de udelukkende forholder sig til de incitamenter (fængselsstraffen) og de valgmuligheder (stik den anden eller hold kæft) de får præsenteret.

Men i virkeligheden handler mennesker typisk også ud fra en masse andre overvejelser. De tænker for eksempel: ”Vil jeg være sådan en person der stikker min partner?” ”Kan jeg se mig selv i øjnene hvis jeg gør det?” ”Hvordan vil andre se på mig når det slipper ud?” ”Vil jeg nogensinde kunne samarbejde med nogen igen, hvis de ved at jeg er en stikker?” Og så videre.

Det gælder både rigtige kriminelle og de mennesker som bliver bedt om at deltage i teoretiske forsøg hvor de spiller den slags spil: Folk samarbejder langt oftere end de teoretiske modeller siger at de skulle. Og samarbejdet fremmes hvis folk kan se hinanden i øjnene, hvis de kan kommunikere, eller hvis de blot har haft mulighed for at sludre med hinanden inden forsøget gik i gang. Når folk ikke er socialt isoleret så handler de altså ofte ud fra overvejelser som ikke kun drejer sig om de incitamenter der indgår i spillets struktur.

Lad os vende tilbage til bonden på marken i Hardins tragedie. Lad os sige at han bliver forelagt valget mellem at sætte alle sine køer ud på den fælles mark eller at sætte så få køer ud på marken som muligt. Det kan være at en eller anden tåbelig sociolog kræver at han skal vælge en og kun en af disse to muligheder og ikke tillader andre svar eller forklaringer før han har fået et entydigt svar på det spørgsmål. En sådan bonde ville være i sin gode ret til at blive irriteret og sige at det spørgsmål ikke giver nogen mening.

For virkelighedens bønder i sådan en situation ville måske have lov til at svare ”Jeg ville diskutere med mine naboer så vi kunne lave en fælles aftale om hvor mange køer vi hver især kan sætte ud” eller ”jeg vil holde øje med hvad de andre gør og tilpasse mine handlinger derefter” eller ”jeg vil forholde mig til den måde vi altid har gjort det på.”

Han ville altså give et svar som forudsætter at han ikke handler i isolation - at hans beslutning er afhængig af andres beslutninger og at det er muligt at komme til fælles beslutninger. Hans overvejelser om hvor mange køer han sætter ud på marken foretages ikke bare ud fra en privat nytte-beregning men også ud fra overvejelser om hans relationer til de andre og med henvisning til en fælles historie ”den måde vi altid har gjort det på” som giver en procedure for beslutningerne. Disse svar er fuldkomment legitime og langt mere relevante for den faktiske situation vedkommende befinder sig i.

I virkelighedens verden har bønder (og andre) kunnet håndtere den slags beslutninger i århundreder og -tusinder. Selvom den teoretiske model altså siger at det ikke burde kunne lade sig gøre. Det kan det, fordi brugerne af de fælles ressourcer har haft mulighed for at tale sammen, finde på fælles regler, tage hensyn til hinanden og sige fra overfor hinanden når de fælles regler bliver brudt. Hvis en forsker insisterer på at hver enkelt bonde kun må give et svar ud fra sin egen private interesse uden henvisning til de historiske og fælles procedurer eller til relationerne til de andre, så giver hans spørgsmål ingen mening og han kan ikke få noget meningsfuldt svar. Det er slet og ret dårlig interview-teknik.

Den slags forsimplede spørgsmål antager at der ikke findes en historie. At der ikke findes institutioner som giver mulighed for at tale sammen og koordinere handlinger. At der ikke findes traditioner eller nedskrevne procedurer. At mennesker ikke kan samarbejde. Samarbejdet er udelukket og umuligt allerede i den måde spørgsmålet er formuleret. Svaret er altså givet på forhånd.

Tilbage til Clement

Det kan godt være at jeg lægger for meget i det, men jeg synes at det var den slags jeg så i Clement Kjersgaards interview med Uffe Elbæk.

Elbæk blev præsenteret med en tidligere udtalelse hvor han havde sagt at Danmark burde have en asylpolitik der ligner den de havde i Sverige. Det var på det tidspunkt hvor Sverige, som et af de få Europæiske lande gjorde sit bedste for at overholde den internationale flygtningekonvention og tage imod flygtninge der ankommer til grænsen, så de søge asyl i landet.

Derefter blev han præsenteret med en senere udtalelse, hvor han udtrykte forståelse for at Sverige havde ændret sin politik fordi de nu havde ”nået smertegrænsen.”

Den slags er jo fryd for en ”gotcha-journalist” som så kan sige ”Ha! Du har modsagt dig selv. Hvad mener du egentlig? Det ene eller det andet?” De næste par minutter gik med at Clement kræver at Uffe skal svare ENTEN at Danmark skal føre en asylpolitik ligesom den Sverige førte fra starten, ELLER at Danmark skal føre en politik ligesom den Sverige indførte senere hvor de altså havde ”nået smertegrænsen.” Man kan ikke mene begge dele og der gives ikke mulighed for at komme med andre svar end A eller B.

Men er det ikke muligt BÅDE at mene at Danmark burde have ført en mere konventionsmæssig asylpolitik og taget sin del af ansvaret for flygtningenes sikkerhed OG at det er forståeligt nok at Sverige følte sig presset når de var (blandt) de eneste der førte en sådan politik?

Clement kræver at vi forestiller os hvert land handle i isolation - som om vores handlinger og beslutninger ikke påvirker hinanden. Den implicitte anklage i Clements spørgsmål er at hvis Danmark havde handlet ligesom Sverige, så ville Danmark også nå en såkaldt ”smertegrænse”.

Men kunne man ikke forestille sig at hvis Danmark og en række andre lande havde taget en større del af ansvaret ved at føre en politik der mindede mere om den i Sverige, så ville Sverige ikke have kommet i den situation at de ”nåede smertegrænsen”? Hvis alle havde taget sin del af ansvaret, så ville det måske slet ikke have været så uoverkommelig en byrde for hver enkelt? Måske ville der stadig være problemer, men det virker da ret åbenlyst at vore handlinger påvirker hinanden og at en beslutning derfor ikke kan ses i isolation.

Virkeligheden er jo at Danmark aktivt - med skræmmekampagner, afstraffelse og bevidst inaktivitet - skubbede ansvaret fra sig. Det forsvandt problemet ikke af. Det vedblev at være et fælles ansvar. Virkeligheden er jo at Danmark dermed var med til at skubbe en stor del af flygtningene over til Sverige. Det var altså ikke kun Sveriges politik som førte til den såkaldte ”smertegrænse” men lige så meget den danske og de andre europæiske stater der nægtede at være med til at løse det fælles problem. Beslutningen blev ikke taget i isolation.

Virkeligheden er også at Sverige i månedsvis så på at andre stater omkring dem ikke gjorde noget eller nok for at hjælpe, og at de altså stod alene om at tage ansvaret. De tog altså bestik af andres handlinger da de skulle genoverveje sin egen beslutning. Den blev ikke foretaget i isolation. Danmarks flygtningepolitik var en faktor i den ændrede svenske politik.

Der er altså ingen modsætning mellem at give udtryk for et ønske om at Danmark og andre lande skulle føre en flygtningepolitik ligesom den oprindelige svenske og et udtryk for forståelse for at Sverige ikke orkede at være de eneste som førte en sådan politik. Det giver ingen mening at kræve af Uffe Elbæk skal vælge enten det ene eller det andet. Han siger ret klart at det er forståeligt at Sverige ikke magtede at gøre det alene - hvad andre gør er altså også relevant for om den pågældende politik kan fungere.

Clement insisterer på at Elbæk skal svare entydigt på hvad Danmark skal gøre alene - isoleret fra andres handlinger. Med det spørgsmål så er svaret allerede givet. Men det er ikke et fair spørgsmål, for vi træffer ikke beslutninger alene.

Når samarbejde er udelukket i spørgsmålet

I interviewet prøver Uffe Elbæk at sige noget om at han gerne så at der blev diskuteret mellem staterne og fundet en fælles løsning eller en fælles procedure. Det får han ikke lov til af Clement Kjersgaard. Nej, den slags svar der involverer en henvisning til andre aktører og forsøg på at kommunikere med dem, det er forbudt. Der må kun svares ”hvad vil du gøre - A eller B?” Spørgsmålet forudsætter at hver stat handler i isolation og samarbejde er derfor umuligt.

Kan du se parallellen til den frustrerede bonde der interviewes af den irriterende forsker med den abstrakte model?

Det er ikke at tale udenom, når bonden afviser det forsimplede spørgsmål og fortæller at han ville snakke med sine naboer for at finde en fælles løsning på det fælles problem, eller når han henviser til de allerede eksisterende procedurer som de har lavet sammen tidligere. Det er at insistere på at spørgsmål skal forholde sig til virkeligheden og ikke til en besynderlig abstrakt model hvor folk ikke kan kommunikere eller påvirke hinanden.

Ligeledes er det heller ikke at tale udenom, når en politiker insisterer på at et lands politik kan tilpasses den situation som skabes af andre landes politik og at den bedste politik derfor er at landene finder en fælles løsning. Den slags tillades ikke i Clements teoretiske model - her kan hvert land kun påvirke sin egen politik - men virkeligheden er jo at der er platforme hvor stater kan kommunikere med hinanden og finde fælles løsninger.

Virkeligheden er også at det var en aktiv og bevidst del af den danske regerings politik i starten at der ikke skulle findes en fælles løsning. Det var ikke en naturlov at staterne ikke kunne samarbejde - det var et politisk valg. Den danske regering valgte at tilstræbe en situation hvor hvert land handlede i isolation fordi Danmark nægtede at være med til en fælles politik. Dermed var Danmark med til at skabe en situation i Europa som minder om den abstrakte historie i Hardins ”tragedie” hvor marken udpines så ingen kan bruge den.

Når hvert land kun forsøger at pleje sin egen snævre interesse uden at tage sin del af det fælles ansvar, så fører det til en social katastrofe, som ikke er godt for nogen. Hvis et enkelt land derimod tager sin del af ansvaret så risikerer det at stå alene og nå sin egen private ”smertegrænse.” Den struktur fører altså til en tragedie - en meget bogstavelig tragedie for de titusindvis af flygtninge som må lade livet for at komme i sikkerhed mens hver enkelt stat lukker sig selv inde bag stadigt større hegn.

Men den struktur er ikke natur-given. Mennesker kan kommunikere og samarbejde. Det kan stater også. Ikke at kommunikere og ikke at samarbejde var et bevidst valg fra den danske og andre regeringer. Havde de truffet et andet valg, så kunne situationen have udviklet sig anderledes og det samme med den svenske politik.

Beslutningen om at søge samarbejde eller ikke er en politisk beslutning og selvfølgelig har en politiker ret til at nævne den mulighed i et interview der netop handler om hvad han ville gøre i sådan en situation. Det er altså ikke spin eller udenomssnak. Det er at insistere på at spørgsmål skal forholde sig til den politiske virkelighed hvor der ofte er mere end blot to simple handlemuligheder. Clements insisteren på at det ikke er en tilladt svar-mulighed i hans interview har altså en bestemt politisk tilstand og struktur indbygget: Den hvor alle aktører handler isoleret og derfor kun kan tage hensyn til sine umiddelbare og snævre interesser.

Den situation han insisterer på at gæsten skal forholde sig til er den teoretiske model bag ”Fangernes dilemma”: Elbæk kan enten sige ”ja, vi skal gøre som Sverige - og være ligesom fjolset der holder kæft mens de andre fanger stikker ham” eller ”ja, vi skal lukke grænsen og selv være den der stikker så vi alle kommer ind og sidde”. Det er valget mellem den private ruin og den fælles katastrofe. Men når mennesker i virkeligheden er i stand til at afvise det falske dilemma, så kan politikere naturligvis også gøre det i et interview. Vi er ikke fanger i isolation.

Procedurer, ikke tal

Ligeledes er det heller ikke at tale udenom når en politiker nægter at sætte tal på hvor mange flygtninge han mener den danske stat skal tage imod. Det er ganske rigtigt et useriøst spørgsmål. Det forholder sig nemlig ikke til den politiske virkelighed, hvor der allerede er procedurer for den slags beslutninger. De er ikke op til den enkelte politikers luner.

Vi har haft en flygtningekonvention i flere generationer. En konvention som sætter nogle fælles procedurer og regler som de forskellige lande forventes at overholde. En konvention som den danske lovgivning også traditionelt har forsøgt at afspejle og respektere. Ligesom det er tilladt for bonden at svare at når han beslutter hvor mange køer han vil sætte ud på marken så vil han henholde sig til de procedurer som allerede er etableret, så er det også tilladt for en politiker at henvise til at der allerede findes juridiske og politiske procedurer for at afgøre hvem der kvalificerer til asyl og hvilke rettigheder asylsøgere har.

Ja, asylsøgere og flygtninge er faktisk rettighedshavere! Rettigheder er ikke noget man uddeler i kvoter. Det er noget man har når man lever op til bestemte kriterier. Du mister ikke retten til pension, til at stemme, til at gå på sygehuset osv. blot fordi et bestemt antal af andre mennesker allerede har gjort brug af deres ret til det samme. Nej, dine rettigheder til disse ting er noget du har fordi og kun fordi du lever op til de rette kriterier (er du fyldt 18, har du opnået pensionalderen, er du syg osv?). Det samme gælder flygtninge: de har ret til at søge og opnå asyl når de lever op de relevante kriterier.

Det er ikke noget man kan sætte tal på som seriøs politiker. Med ”seriøs politiker” mener jeg her en politiker der har forstået og respekterer grundlæggende principper i retsstaten: at loven gælder ens for alle der lever op til de kriterier der gives i loven. Afgørelsen er altså et spørgsmål om juridisk procedure. Ikke antal.

Der er derfor heller ikke noget selvmodsigende i - som Uffe Elbæk gør i interviewet - at sige at vi skal følge en bestemt procedure (flygtningekonventionen og asylloven), som ikke har noget med antal at gøre fordi hver ansøgning behandles individuelt, og samtidig at mene at der godt teoretisk set kan komme en situation hvor så der er så stort et antal at det udgør en ”udfordring” på andre områder.

På samme måde kan man også mene at alle danskere for eksempel skal have ret til behandling i sundhedssystemet og at det teoretisk set ville blive problematisk hvis et enormt antal pludselig fik brug for behandling på én gang. Det er der vitterligt intet selvmodsigende i, uanset hvad populistiske politikere og ”gotcha”-journalister prøver at gøre det til.

At sige at noget er en udfordring eller et problem, at noget kan gøre ondt og være svært, er nemlig ikke det samme som at sige at det skal lovgives væk. Problemer og smerter kan være en del af det at gøre det rigtige. De kan være noget man må forholde sig til - noget man eventuelt kan finde løsninger på. Det er ikke et let svar at sige at det forholder sig sådan. Men det er ofte det rigtige svar.

Det er den populistiske demagog der insisterer på at ting ikke må gøre ondt og at lovgiverne skal beskytte samfundet for problemer selv når det sker på bekostning af andre menneskers liv og af de grundlæggende retsprincipper. At sige ”det må ikke gøre ondt” er det lette svar men det er ikke et svar der forholder sig til problemet eller virkeligheden.

Retten til at give andre svar

Clement Kjersgaards journalistiske stil bygger på den antagelse at politikere ikke skal have lov til blot at komme med lette svar eller at nægte at forholde sig til spørgsmålene. Det er en fin mission. Men så burde han også lade være med at stille forsimplede spørgsmål som netop kun tillader ”lette svar”. Virkeligheden er ofte mere kompleks og det er ikke et tegn på politisk ærlighed eller åbenhed at lade som om der gives simple svar på komplekse ting.

Af og til får man dumme svar fordi man stiller dumme spørgsmål - ikke fordi vedkommende ikke har lyst til at vare ærligt. Hvis spørgsmålene forudsætter en bestemt ideologisk struktur og allerede rummer sine egne svar, eller hvis de bygger på en model af virkeligheden der er forsimplet, så har jeg fuld forståelse for at den interviewede afviser dem og insistere på at give andre svar end de simple muligheder han bliver præsenteret for. Det tillades ikke indenfor rammerne af Clement Kjersgaards interview-teknik. Dermed er der en stor del af den politiske virkelighed som den teknik ikke kan belyse.

Hvilket ikke betyder den ikke har sin berettigelse. Der kan være gode grunde til at holde en politiker fast til et bestemt spørgsmål indtil man får et klart svar. Jeg synes bare det er begrænset hvor ofte det fører til større indsigt i virkeligheden for seerne. Det kan give indblik i den konkrete politikers motivationer og psykologiske tilbøjeligheder, men sjældent mere end det. Oplysning om lidt mere komplekse ting kræver som regel mere end ja-/nej-svar på simple spørgsmål.

På den anden side: Nu har jeg skrevet over 4000 ord efter at have set nogle få minutter af et interview, så noget har jeg da fået ud af det.