Hvad sker der med Donald Trump som præsident i USA?

Der er en stærk modsætning mellem Donald Trumps personlighed og at han er præsident i verdens stærkeste, kapitalistiske land. Men vi er nød til at kigge bag hans politik på hans politiske projekt

Hans personlighed er tydeligvis noget der bekymrer mange – inklusive mig selv – men også Politiken, en stor del af Amerikas befolkning, Uffe Ellemann Jensen, Mogens Lykketoft osv.

Der er noget grundlæggende utrygt ved en mand som man knap nok kan kalde løgner, hvis man med løgner mener en der kender forskel på sandhed og løgn – og som vælger at fortælle løgnen.

Donald Trump lader til at virke ud fra princippet om at sige det, der passer til situationen.

Han kan svine CIA til på Twitter den ene dag, for så når han besøger dem lidt senere fortælle dem at det er pressen – der er de mest uærlige mennesker på denne jord.

Han kan benægte fakta uden at blinke. Dem der fremfører fakta han ikke kan lide, prøver han at lukke munden på. Han burde have en diagnose fx megaloman, paranoid selvglæde med klare psykopatiske træk.

Det er klart at det gør mange nervøse – hvordan ville det fungere det i en international krise eller andre vanskelige situationer? Risikoen for at det går helt galt er stor.

Det vil svække USA som verdens kapitalistiske centrum og det kan man i princippet glæde sig over – hvis man tør. For risikoen for at Trump tager resten af verden med er ganske stor.

Jeg græder ikke med dem der beklager at tiden med USA ”som den frie verdens demokratiske leder” ser ud til at være forbi. Men jeg er rystende nervøs ved, hvad der kan ske mere.

For vi kan ikke nøjes med at se på Trumps psykologi. Vi må se på hans politiske program og hans chancer for at gennemføre det.

Lad os starte med at slå fast, at både Hillary Clinton og Donald Trump repræsenterer den herskende klasse i USA. De repræsenterer meget forskellige politiske linjer og meget forskellige stilarter – men ingen af dem repræsenterer det brede folk.

Hillary Clinton – og med hende EU eliten og en stor del af det politiske establishment ønskede at fortsætte med den verdensorden de havde fået etableret – og at styrke den.

Det ville betyde en neoliberalistisk dagsorden med finanskapitalen som reelt styrende, bag et net af statslige strukturer, handelsaftaler der blokerede for demokrati og miljøkrav, med hjælp af militæret osv …. det hele garneret med ord om demokrati, kønslig ligestilling, frihed, rettigheder for LGBT osv. I denne verden var USA lederen gennem et netværk af alliancer som fx NATO og SEATO og havde andre landes som vasaller – hvad der gav USA overtaget men, selvfølgelig også kostede noget. Det var heller ikke noget demokratisk projekt - bare tænk på de mange dronemord Obama har stået for. Og det var ikke et projekt der reelt ville gøre noget for at stoppe ødelæggelsen af klimaet.

Det bedste man kan sige om den klassiske elites politiske projekt er, at det er præget af en vis realisme. Obama og Clinton havde fx forstået at man ikke bare kan ignorere klimaproblemerne. De forstod olie og kuløkonomiens katastrofale følger. På den anden side var de ikke klar til at gøre det der skal til, for at stoppe brugen af fossile brændstoffer. De havde også forstået, at der er lande der er for stærke til bare at tryne – som man må nå til en forståelse med, som fx Kina.

Trump udnyttede at dette projekt blev mere og mere upopulært (selv om han som bekendt vandt valget med minus næsten tre millioner stemmer: USA er så stort et demokrati at mindretallet kan vælge præsidenten!).

Men den vision han fremfører er også et politisk projekt for den herskende klasse: Han har sat en god flok milliardærer ind i sin regering, de mest konservative typer.

Deres politik er at den herskende klasse i USA skal klare sig gennem grov protektionisme og en aggressiv national egoisme. Til det hører også et stærkt militær, som man kan stjæle med. Klimaforandringen skal ikke bekæmpes, den skal benægtes og der skal fuld fart på olieudvindingen.

I hans verden eksisterer der ikke mennesker kun amerikanere – han er ikke humanist, men patriot – samtidig med at alle der er hans fjender - og det er en stor del af USAs befolkning - bliver svinet til.

Trumps politiske projekt er en form for fascisme – og ligesom Hitler ikke ville give sine modstandere nogen chancer for at tage magten tilbage, så er det heller ikke Trumps hensigt.

Og bag ved Trump er der folk som deler hans politiske program – men som ikke har alle hans karaktertræk.

Vi kan altså forvente os, at de vil gøre alt for at holde fast i magten – inklusive undertrykkelse af modstandere, valgsvindel og grov vold.

Hvis nogen glæder sig over at de ikke har en fascistisk milits til rådighed vil jeg bare minde om, at de hurtigt kan skaffe sig en. Der er massevis af håndvåben i omløb i USA og mange af dem er i hænderne på skydeglade folk, organiseret i klubber og foreninger, der hurtigt kan antage karakter af en fascistisk milits.

Løgn og magtmisbrug er milde midler i deres verden.

Ved undertrykkelse, magt fordrejning, afpresning af andre lande osv. kan de faktisk måske skaffe endnu flere rigdomme til de rigeste i USA og endnu mere magt i deres hænder.

Det er muligt at de vil fastholde at rive internationale handelsaftaler som TTIP og dens østasiatiske parallel i stykker – og måske også den amerikanske frihandelsaftale.

Hans politik kan styrke dele af USA's herskende klasse på kort sigt – men vil give masser af problemer på lang sigt og kan få det amerikanske samfund til at kollapse i hans politiks indre modsætninger og mangel på kontakt til virkeligheden.

Trump og hans Klike vil falde til sidst – spørgsmålet er bare, hvad der ellers falder med ham?

Tiden til at gøre modstand er nu.

Erfaringerne fra USA viser klart at den gamle elites projekt tabte folkelig opbakning. Vi kan ikke vinde over Trump ved at slutte op om neoliberalismen som det mindste onde. I den forstand var det rigtigt at Bernhard Sanders ville have haft lettere ved at vinde valget end Hillary Clinton.

Den politiske linje der kan sejre over Trump – og neoliberalismen – er en demokratisk socialisme – en bred folkelig linje. Den har massebasis som vi har set i USA og som vi ser nu i de store demonstrationer der var efter Trumps indtræden – som vi har set i Storbritanien med Jeremy Corbyn og massemobiliseringerne i Sydeuropa.

Vi kan glæde os over at det ser ud til at der nu i USA er ved at opstå en stærk politisk bevægelse mod Trump, som erstatning for mange års apati og passivitet.

Det er der i høj grad brug for. Og de har brug for vores støtte og solidaritet.