Nej til den imperialistiske røverkrig i Mali

SUFs ledelse har på sit møde denne aften vedtaget en udtalelse om Danmarks mulige engagement i krigen i Mali. Det er en rigtig god udtalelse, så jeg lægger den også op her. God læsning.

Mali var indtil 1960 en fransk koloni. Men selv om landet på papiret er selvstændigt, er det ligesom mange andre afrikanske lande kontrolleret af multinationale selskaber og deres hjemlande. Det er disse store selskabers interesser, der svinger taktstokken i den militære invasion, der løbende foregår under FNs ledelse. Om kort tid skal folketinget beslutte, om Danmark skal bidrage til denne imperialistiske røverkrig, der udelukkende handler om at sikre de store selskabers interesser i landet. I SUF siger vi nej tak – indbyggerne i Mali har intet at vinde ved flere soldater og flere våben. De har brug for demokrati og lokal kontrol over produktionen.

Store selskaber har koloniseret Mali

Selvom Mali fik selvstændighed i 1960, er landet hovedsageligt under undenlandsk kontrol. Den Internationale Valutafond (IMF) har alvet samme manøvre i Mali, som de har lavet i et utal af andre tidlgiere koloni-lande. Først ruineres landet af økonomisk pres fra store selskaber og vestlige lande, hvorefter IMF ”hjælper landet på fode igen” gennem store lånepakker. Men betingelsen for lånene er omfattende privatiseringer, hvor de multinationale selskaber opkøber statens produktion og infrastruktur til nærmest ingen penge. Tilbage står en stat uden penge og ejendom, der nu er magtesløs i eget hus, fordi al ejendom er på fremmede hænder. Vinderne er de store selskaber og de korrupte statsledere. Taberne er almindelige mennesker, der lever i fattigdom og uden indflydelse på, hvordan landets rigdomme skal bruges.

Det er i lyset af denne neokolonialisme, at den militære invasion skal ses. De vestlige regeringer føler sig nødsaget til at sikre, at de store virksomheder ikke bliver forstyrret af oprørsgrupper. Der skal være ro til at udplyndre lokalbefolkningen i fred.

Konflikten handler om andet end islamister

De borgerlige politikere og deres medløbere i pressen forsøger at reducere konflikten til et spørgsmål om onde al-Qaeda-terrorister i Nord-Mali mod den gode regering i syd. Men sagen er langt mere kompliceret.

Dels er Mali en enormt land, hvor flere etniske grupper lever inden for samme nationale grænse, blandt andet har tuareg-folket kæmpet for uafhængighed i årtier. Lige nu er der en fredsaftale mellem tuaregerne og regeringen, men på sigt vil hverken staten eller de store selskaber være kede af, at selvstændighedsgrupper som tuaregerne fik en FN-bombe i hovedet, så det blev lidt lettere at udplyndre lokalbefolkningen i fred.

Og de islamistiske grupper er ikke vokset op af jorden. Deres våben er primært kommet fra Libyen gennem Sahara, en transport, der blev gjort mulig af den kaotiske situation i Libyen for år tilbage. En situation, der i høj grad blev skabt af netop militærangreb fra Vestens side, i et forsøg på at sikre kontrollen over Libyens olie. En stor del af ansvaret for situationen bæres altså at netop de vestlige lande, der har en lang og stolt tradition for at smadre u-lande gennem invasioner for at sikre profit til de store virksomheder. Hvorfor skulle krigen i Mali handle om andet?

Blind tillid til FN er politisk naivitet

Flere steder på venstrefløjen lægges der vægt på, at det er FN, der beder som støtte. For når FN siger god for en militær aktion, så må det være godt, lyder rationalet. Men det er en dybt naiv tilgang til, hvad FN er for en organisation. FN er ikke arbejderklassens venner – det er en sammenslutning af alle de nedskæringsregeringer og militætdiktaturer, som vi aldrig kunne finde på at støtte hver for sig. FN handler lige så meget ud fra de riges interesser som alle mulige andre organisationer – EU, NATO, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond. FN har blot den ”fordel”, at det ser pænere ud, når det er dem, der kaster bomberne. Men for de, der får bomberne i hovedet, gør det ingen forskel. En bombe er en bombe, og en maskingeværsalve er en maskingeværsalve – også selvom FN har skrevet ”verdensfred” på dem.

Hvis man bruger FNs stillingtagen som afgørende argument for sit eget standpunkt for eller imod at sende danske soldater til Mali, er man samtidig helt blind for, at FN ikke er en aktør, der står på almindelige menneskers side. FN er heller ikke neutral, de er med på de riges hold. Derfor bør alle alarmklokker ringe, når FN vil gribe militært ind i et land.

Stop røverkrigen – styrk det lokale demokrati

Det er utænkeligt, at flere soldater og mere vold vil gavne befolkningen i Mali. Løsningen findes ikke i flere soldater, men i en demokratisering af produktionen og   bedre levevilkår for indbyggerne. Dette opnås først og fremmest ved, at de selv fører deres befrielseskamp – vores rolle er at give dem de bedst mulige betingelser for dette. Derfor kræver SUF at Danmark og resten af verden:

• Trækker alle soldater ud af Mali
• Giver støtte til lokale fagforeninger, partier og andre organiseringer af lokalbefolkningen
• Stopper al produktion og eksport af våben
• Giver støtte til de befolkningsgrupper, der ønsker uafhængighed fra centralstyret