Det årlige identitære knæfald

Velkommen på forsiden

For halvanden måned siden blev jeg inviteret til at deltage i tæppebombningen af Modkrafts sendeflade i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag. Eksperimentet går i al sin enkelhed ud på at præsentere en hel forside ”lavet af kvinder, eller folk, der ikke definerer sig som cismænd”. ”Smadderfedt!” var min første indskydelse. ”Jeg prøver sgu at få fyret noget af, når den tid kommer!” 

Ugen inden modtog jeg en reminder. Udspillet fra redaktionen gik på, at jeg skulle forfatte ”noget om transrettigheder”. Amnesty International er lige kommet med en briefing desangående, så dén blog burde nærmest have skrevet sig selv. Måske bør jeg lige huske at nævne, at jeg skam er meget taknemmelig for min Modkraft-sæbekasse, hvorfra jeg skal komme at begå langt mere feministisk glædesdrab – ingen tvivl om dét! Episoden her skal blot tjene som eksempel på en problematik, der ikke kun slår sine folder på såkaldt progressive portaler. Det er ikke uden grund, at jeg kærligt napper den hånd, der fodrer mig. Det er fordi, det virker realistisk at håbe, at det nytter. 

Stor var nemlig min bestyrtelse, da jeg i begge Modkrafts optaktsartikler d. 7. marts kunne læse følgende: ”Desuden vil alle bloggere i dagens anledning være kvinder”. Punktum. På min utvetydige opfordring blev ordlyden heldigvis ændret, så den nu matcher invitationens, og jeg er således tilbage ved tastaturet. Men hvad skete der lige dér? Mentes der mon ”kvinder” på ”Ich bin ein Berliner”-måden? Eller var det underforstået, at alle, der ikke normalt dominerer mediebilledet, rettelig kan betragtes som sådanne, dvs. ”resten”?
 

”Du er i et forhold med den strukturelt underprivilegerede halvdel af menneskeheden, og det er kompliceret”

For mig som feminist har 8. marts haft stor betydning gennem årene, men det falder mig sværere og sværere at have det godt med at deltage. De fleste arrangementer er for småborgerlige for min smag; resten for separatistiske. Ingen politiske vindinger uden et vist mål af utilpashed – dén er jeg med på – men lige på dén mærkedag er mit ubehag måske lidt tragikomisk? Dét opråb til demo, der ligger og blinker til mig i indbakken, for eksempel – We take the power back! – er henvendt til ”women*”; i bunden af mailen udspecificeret som ”* F[1]LTI is for Women, Lesbian, Trans, Inter*”. Hvad skal den der lange serpentin af identitetskategorier udrette? Er det alligevel ikke illusorisk at tro, at ”vi” nogensinde vil formå at repræsentere alle? Transkvinder bør jo logisk set (og i det hele taget!) være omfattet af overbegrebet ”women*”, så det må vel være sådan nogle som mig, som betegnelsen ”Trans” antages at dække over? De transpersoner, som ikke er kvinder? 

Ja, det er nok mig, der menes. Det er mig, som man gerne må fortælle ligeud, at jeg er mindre mand. Mange mænd frygter at blive opfattet som sådan; jeg forventes at være helt cool med den frygt. Min forestillede affinitet til kvindekategorien er min adgangsbillet; jeg er tilpas lidt mand til, at jeg gerne må være med. Det skulle endog forestille at være ”empowering”, kan jeg forstå. Og når en underprivilegeret gruppe ønsker at inkludere mig i deres kampe, giver det da også styrke og arbejdsglæde til mig som aktivist: For eksempel anser jeg det for min fornemmeste opgave at være så god en hvid medsammensvoren som muligt. Men her kan jeg også kæmpe med retten til selvdefinition i behold. I ovenstående tilfælde ville min medvirken derimod komme til at foregå på nogle problematiske betingelser. Hvorfor er kriteriet for visse former for solidaritetsmanifestationer et identitært knæfald?
 

Thanks, but no thanks

I min bog er det fair nok at ville fejre Kvindekampdagen uden mænd; så langt har jeg faktisk bevæget mig væk fra min oprindelige skepsis over for kønsseparatisme (paradoksalt nok i takt med, at jeg har tilstræbt at fjerne mig fra den subjektposition, som selvsamme separatisme ville tilgodese). Netop fordi uligheden er af så strukturel karakter, kan jeg følge den klassekampsagtige tilgang. Selvom der måske ikke er tale om en nulsum, er der en interessekonflikt: ”Klassefjenderne” må afgive noget, for at de udbyttede kan få mere heraf! Så hvis arrangørerne af en given højtideligholdelse faktisk ønsker et lukket selskab, kan de jo skrive dét: For min skyld ingen alarm! Men gør jer venligst overvejelser over, hvad det helt konkret er, I ønsker at udelukke. 

Jeg vil nemlig hellere ekskluderes af de rigtige grunde end inkluderes af de forkerte. Nok kan separatisme være en nødvendig strategi i forbindelse med undertrykte gruppers interne bevidstgørelse, men hvis en indkaldelse til en 8. marts-demonstration adresserer bestemte identiteter og ikke andre, sker der efter min mening to ting: 1) De mænd, der går med i demoen, er tvunget til at oute sig selv som transmænd 2) De mænd, som gerne ville gå med, men som føler sig tilpas i det køn, de blev tildelt ved fødslen, outer sig selv som cismænd ved at respektere anvisningerne og blive hjemme. Og på sofaen gør deres eventuelle sympati for sagen jo næppe den store forskel.

Jeg vil gerne være en god allieret, men jeg gider hverken blive ekskluderet eller inkluderet på grund af andre menneskers antagelser om mit kønstilhørsforhold. Jeg ønsker alle med investeringer i 8. marts en rigtig glædelig Kampdag og håber for jer, at I har mulighed for at fejre den på præmisser, I selv har kunnet forhandle om. Om et par år(tier) er det forhåbentlig en selvfølge.