Ferhat Tunc holder ikke kæft

En af kurdernes vigtigste stemmer for tiden, musiker, politiker, forfatter og frem for alt sangeren, Ferhat Tunc, kom til Ishøj en kold dag i februar. Selvom han for nylig er mundkurvsdømt i Tyrkiet blev mødet med hans danske publikum på ingen måde tavst, for nogen skal fortælle om undertrykkelse af kurderne – uanset prisen

Han rejser sig straks fra bordet i det lille rum uden vinduer og kommer hen for at give hånd, mens de andre kurdere omkring bordet bliver siddende og venter på, at den populære musiker og protestsanger lige om lidt skal give koncert lige udenfor døren i det kæmpe selskabslokale i Ishøj.

Mundkurvsdømte Ferhat Tunc var venlig, imødekommende og veloplagt på koncerten i Ishøj, foto: lilsim

Han præsenterer sig, med sit zaza-kurdiske navn, Ferhat Tunc. Og spørger, om jeg taler tysk. Han fortæller, at han både har tweetet og facebooket mit blogindlæg med omtale af ham og nyheden om, at han kommer til Ishøj for at give koncert for sit danske kurdiske publikum i de spritnye Nisa Selskabslokaler på Industrivangen i 2635.

Og at han skal videre to dage efter til Uppsala i Sverige for at deltage i et internationalt seminar om ytringsfrihed, hvor den seneste FN-rapport om ”kunstneres ret til at udtrykke sig frit” bliver præsenteret af danske Ole Reitov, formand for Freemuse. Og han også selv giver koncert.

Jeg har allerede set hans retweets og ved, at han har 500.200 følgere på Twitter og 366.722 venner på Facebook. Og at der på Freemuse, den uafhængige internationale fortalerorganisation for ytringsfrihed for musikere, findes 65 historier, på engelsk, om den hetz den tyrkiske stat konstant kører mod ham, fordi han råber op, hver gang der sker uretfærdigheder mod det kurdiske folk.

Men også når den snart 50-årige kunstner bare bruger kurdiske ord og navne, der er ilde hørt i enhedsstaten Tyrkiet, som når han fx benævner sin hjemstavn med det kurdiske og oprindelige navn ”Dersim”, i stedet for at bruge det ny-tyrkiske navn Tunceli, så falder der tyrkisk brænde ned over den rapkæftede kurdiske sanger.

På trods af, at Ferhat Tunc nok er en af de modstandskunstnere, der har haft rigtig mange anklager rejst imod sig, er 15 dage samlet den længste periode han har været varetægtsfængslet. Han har haft hundredevis af varetægtsfængslinger af to til tre dages varighed og sammenlagt været sigtet til domme på 120 år.

Militærkuppet satte Tunc i gear

Ferhat Tunc anses for at være blandt kurdernes vigtigste stemmer i kampen for civile rettigheder. Han har nu i 30 år besunget overgreb og modstand og frihed for kurderne. Siden 2008 har han været ambassadør for Freemuse i Tyrkiet og modtog The Freemuse Award i 2010.

Og så er den flittige kunstner i øvrigt ofte at finde på pletten, dokumenteret, når der begås overgreb og forbrydelser mod kurderne, som for eksempel efter Roboski, 28. december 2011, da 34, flest teenagere, blev dræbt ved et tyrkisk luftangreb på deres hjemtur over bjergene fra den irakiske grænse ind i Tyrkiet.

Det var militærkuppet i 80’erne i Tyrkiet, som for alvor fik den 18-årige Tunc op på barrikaderne. Da kurdiske byer blev lagt øde, kurdere dræbt, gemt og fængslet, startede han et samarbejde med den amerikanske reggaemusiker Daniel Summers i Frankfurt og fra sit eksil i Tyskland bestemte sig for at blive en stemme af modstand. Han udgav sit første album i 84.

Senere blev den syv år ældre og legendariske sanger Ahmed Kaya hans ven, de sang sammen og Tunc sang ved sin vens begravelse i 2000 sammen med 30.000 mennesker på Place de la Republique i Paris. Det glemmer ingen kurder.

Ferhat Tunc er sangeren i Tyrkiet, som udødeliggjorde omkvædet ”mine hænder i håndjern, jeg har kæder om mine arme” fra sangen ”Frihedshænder”, der stammer fra 80'ernes fængslede kurdere i Diyarbakir, foto: lilsim

Fællessang i håndjern

Som også de kurdere, der nu venter på, at ”deres stemme” lige om lidt på denne lørdag i februar 2014, skal synge om det kurdiske folks lidelser, er helt bevidste om, at Ferhat Tunc er sangeren i Tyrkiet, som udødeliggjorde omkvædet ”mine hænder i håndjern, jeg har kæder om mine arme” fra sangen ”Frihedshænder”.

En sang forfattet af fanger i Diyarbakir-fængslerne i 80’erne under militærkuppet, og som salen med omkring 800 mennesker fem timer senere skråler med på og vugger til med smilende ansigter, når sangeren for mange hundrede gang igen synger den triste sang om tortur og fængsel, selvom han har udgivet 22 albums med mange andre kurdiske sange.

- Ja, det er en trist sang, og det er lidt mærkeligt, at den er gået hen og blevet en sang, man smiler og danser til, for det er jo egentlig noget helt andet den vil, fortæller Ferhat.

Da Ferhat Tunc første gang opløftede sin stemme offentligt med den nu 28-årige sang ”Frihedsfanger” i 86, vakte den stor opsigt, for fængselshymnen handler om tortur i fængsler. Det vakte vild furore, at der blev sunget om noget, der var så kontroversielt og forbudt overhovedet at synge og tale om i Tyrkiet, samtidig med at 80’erne var en periode med dagsordener om fængslinger og tortur.

Senest har han i 2010 udgivet albummet ”DERSIM”, med ti såkaldte ”sørge-sange”, alene sunget på den kurdiske dialekt zaza-kurdisk, og med overleverede sørge-tekster fra det tragiske og skelsættende folkedrab på kurderne i byen af samme navn, Dersim. Det verden kender som ”Dersim-massakren”, der oftest bliver henvist til som starten af den lange og stadig on-going-undertrykkelse af kurderne. Henover årene 1937/38 blev titusinder af lokale kurdere, mænd som kvinder og børn, henrettet, slagtet, udryddet. For ikke at ville flytte sig og makke ret i forhold til de udskrevne regler i Atatürks nye stat om ét folk, ét sprog og ét flag.

Fantastiske friller tjekker sikkerhed

Omkring 800 mennesker står i kø udenfor Nisa Selskabslokalerne i Ishøj denne mørke og kolde lørdag aften. Ingen kommer ind før tid, kun de mange frivillige i kredsen omkring Dansk Kurdisk Arbejdsgiverforening, der står for det store stjernearrangement.

De nyistandsatte selskabslokaler består af ét stort rum med så højt til loftet, at ejerne må have brugt kran til at nå loftet og opsætte tre imponerende stjernespækkede lamper der illuderer himmelrummet.

Mange runde borde er dækket med hvide duge og pyntet med lysegule satinbånd og der er sløjfer på stolene, men endnu ingen gæster at se, kun de indviede og de frivillige.

Foran indgangen, ved indgangen og inde i foyeren står frivillige og tager imod gæsterne, tjekker de besøgende ud for herefter at overgive dem til fire fantastiske friller, der i dag udgør sikkerhedstjekket.

Hvem har nogensinde set et flottere korps af kurdiske kvinder tjekke tasker og sikkerhed?

Fire fantastiske friller, udgjorde sikkerhedstjek ved koncerten med Ferhat Tunc, foto: lilsim

Men der skal også mere end noget sædvanligt til at få denne fest til at svæve ud i kurdernes lidelsesrejse med den for tiden vigtigste sangstemme, Ferhat Tunc.

Og hvordan får man 800 gæster på plads, bespist og klar til se dokumentarfilmen “Historien har ikke behandlet os godt”, lavet af den tyrkiske journalist Can Dündar der på cirka 30 minutter opsummerer Tyrkiets og Kurdernes historie set gennem kunstner Tuncs øjne, før koncerten endelig går i gang?

Der skal også gå en del timer, før hovedpersonens milde og insisterende vibrator sniger sig ind i vores organer og piller ved tårekanalerne.

For det er sådan, det virker, når Tunc går i gang, hans stemme rør´.

Hans sang fortæller din krop, at de her historier er virkelighed, selvom du ikke altid forstår teksten. Det handler om smerte, ved man på én gang, selvom hans stemme ikke er smør-smeltende-blød som Ahmet Kayas eller kraftig gennemtrængende som Siwan Perwers var i sine unge dage.

Tuncs stemme er magisk, dragende og vibrerende forførende.

”Stemningen var fuldstændig elektrisk”

Og det er ikke kun kurdere, der kommer til koncerten, også tyrkere og folk, som normalt ikke beskæftiger sig med politiske protestsange dukker op.

Ole Reitov, formand for Freemuse, den uafhængige internationale fortalerorganisation for ytringsfrihed for musikere, fortalte en anekdote om Ferhat Tunc. Se mere om Ferhat Tunc på Freemuse, foto: lilsim

Måske Freemuse’ Ole Reitovs lille anekdote, om dengang i 2006, hvor den meget politiske sanger Ferhat Tunc for første og eneste gang sang duet med den tyrkiske popdiva Sezen Aksu og skabte magi og et klart politisk signal om at Tyrkiet skal respektere den kurdiske befolkning og dens kulturelle udtryk, giver os en fornemmelse af, hvad den høje sanger fra Dersim-egnen kan.

”Stemningen – ikke mindst blandt de tyrkiske deltagere – var fuldstændig elektrisk”, erindrer Ole Reitov fra scenen i Ishøj, der efter en Freemuse verdenskonference befandt sig til afterparty på den berømte Cezayir restaurant i Istanbul, sammen med kunstnere, mediefolk og forskere fra hele verden, der festede og optrådte for hinanden.

Ved halv to tiden om natten dukkede den tyrkiske popdronning Sezen Aksu, som har solgt mere end 40 millioner plader på verdensplan, op. Først sang hun sammen med den iranske sanger Mahsa Vahdat, som to år senere modtog Freemuse Award sammen med Ferhat Tunc. Og derefter skete det, som ingen i Tyrkiet formentlig nogensinde havde troet ville ske – en duet mellem den meget politiske sanger Ferhat Tunc og Sezen Aksu.

”Der opstod den magi, som musikken kan skabe, og mødet mellem de to kunstnere - Ferhat og Sezen - var et klart politisk signal om, at Tyrkiet skal respektere den kurdiske befolkning og dens kulturelle udtryk”, konkluderede Ole Reitov.

”Folkets sorg er min sorg”

Det må også være den magi, kunstneren har brugt, da han skabte sit seneste verdensalbum ”Dersim” med støtte fra det norske Kulturministerium.

Fordi den kurdiske dialekt Zaza står på UNESCO’s liste over truede sprog , og Tunc mente, det var tid for ham efter 30 år at udgive et album på sit modersmål og han samtidig gerne ville nå ud med den vigtige historie om massakren i Dersim i 1938, kom et helt nyt og anderledes album til verden.

Videoklip fra koncerten i Ishøj, optagelse: lilsim

- De her sorgsange fra Dersim handler næsten udelukkende om massakren og Dersims historie og jeg er vokset op med de her sange gennem min far og farfar og de ældre i vores kultur. Det var dem, jeg hele tiden hørte, da jeg var barn, fortæller Tunc.

”Let the town of Dersim tell the story of her sorrow.

From the days when her children fell

as did her bright tomorrow

Sing her song of children dying,

when she lost her beauty

Make her crying our own crying

it’s become our duty”

(fra albummet DERSIM, no. 1”WAD BO”, om en ung mands længsel mod sin hjemby, han ikke mere kan besøge)

Hvordan sange om massakren i Dersim skal give kurdernes deres civile rettigheder

Ferhat Tunc ønsker at nå ud til den kæmpe skare i Tyrkiet, som ikke aner noget om det, der skete i Dersim. De tror på den officielle historie, der fortælles i Tyrkiet, som bygger på løgne, mener han. Derfor ligger det ham på sinde at fortælle historien om, hvad det virkelig skete i Dersim.

- Vi er ikke lykkelige over at synge de her sorgsange, hver gang, vi gør det, gør det lige så ondt på os, som det må have gjort for dem, som har oplevet det. Men verden er nødt til at vide om det her folkemord, der har fundet sted i den del af Tyrkiet.

- De prøver på at få os til at holde mund. Men hvis der ikke er nogen, som mig, som træder frem og snakker, uanset hvor meget undertrykt vi bliver, af staten, af domstolen, så skal det bare gøres. Desværre er prisen meget høj for mange, men vi er nødt til at gøre det.

Der, hvor kvinderne er frigjorte, kan hele folket frigøres

Hvor fra kommer håbet og styrken til at blive ved med at åbne munden, når risiko for straf kan dukke op når som helst?

foto: lilsim

- Jeg tror meget på det kurdiske folk og deres kamp, denne her kamp har jo givet os rigtig meget, for i dag er staten jo i forhandling med kurderne.

Og faktisk er kampen, som sådan nogle som jeg og andre kæmper, jo egentlig til for at frigøre Tyrkiet.

Vores kamp bliver en kæmpe gave til demokratiet, det er en demokratikamp og ikke en kamp for det kurdiske.

Lige nu kæmper kurderne for den kurdiske identitet og eksistens. Vi taler om et folk, der kæmper for deres sprog, deres identitet, religion, deres historie, men det udelukker selvfølgelig ikke, at der også sker fejl i sådan en proces.

Kurderne har altid været kendt som et folk, der står tilbage for udviklingen. De har altid været et  bondesamfund, som ikke har udviklet sig, men ser vi fx på de kurdiske kvinder i dag, så taler man om på verdensplan, hvordan de har kæmpet og formået at frigøre sig selv.

Jeg er en af dem, der tror på, at dér hvor kvinden er frigjort, er muligheden for at hele folket bliver frigjort. Kurderne er ved at have nået en kæmpe revolution, selvom der stadig er lang tid til, det hele er nået.

Og til de unge kurdere har Ferhat Tunc tre gode råd:

- De bliver nødt til at udtrykke sig selv på et ligestillingspræmis. De skal lære deres eget sprog rigtig godt, og lige meget hvad der sker, skal de ikke nære fjendskab til et andet folk.

Kurdere har netop lidt meget p.g.a de fjendskaber nogle har næret til dem og i den kamp, der egentlig handler om at fjerne de her fjendskaber, der skal de ikke selv nære had til andre.

Protestsangeren bliver ved med at tale

Det er ikke nemt at være Ferhat Tunc i Tyrkiet i dag. For han er også en af de personer, som højreorienterede nationalistiske personer og grupper har valgt som mål. Samtidig forsøger staten at trætte og forhindre ham i at tale frit på sine koncerter; der bliver hele tiden rejst tiltaler mod ham.

Og Ferhat Tunc taler på sine koncerter, meget, og gerne længe. Også her i Ishøj, hvor de fleste forstår tyrkisk, men også mange forskellige kurdiske dialekter.

Ferhat Tunc med sit fire-mand-band gav koncert 8. februar 2014 i Nisa Selskabslokaler, foto: lilsim

Ind imellem flest kendte sange, taler en afslappet og siddende Tunc fra scenen, iført sorte jeans, sort skjorte og bløde sorte lædersko. Og hele tiden med sin saz, baglama, det mellemøstlige strengeinstrument, på låret, parat til at slå tonerne an til en ny sang mellem talerne og sange om kurdernes historie og fremtid, om den armenske journalist Hrank Dink, der blev dræbt i 2007 og en enkelt af Ahmet Kayas berømte kærlighedssange.

Imens svinger tjenere store runde bakker fyldt med skoldhed sort te rundt til alle gæsterne. Der står 2-liters sodavandsflasker på alle borde, der løbende bliver skiftet ud. Vi er jo på rejse ud i det kurdiske rum, hvor der er varmt, og alle smiler, vugger, synger med, nogle lader sig fotografere med silketørklæder i rød/gul/grøn holdt op som baggrund. Ungerne keder sig, og falder i søvn hen over borde og stole eller sætter sig til at spille på telefoner.

Hele aftenen svingede tjenere store runde bakker rundt for at forsyne gæsterne med skoldhed sort te, foto: lilsim

Men de voksne bliver siddende, helt ind til sidste sang fra scenen med langbenede Tunc og hans bulgarske guitarist i hvid skjorte, trommeslager, ung fløjtenist, som efterhånden ser ud til at være kørt træt og endnu en guitarist, spiller de uanfægtet indtil klokken er 24.00.

Frie, løftede og fyldt med sange om undertrykkelse, uretfærdighed og ulykke går 800 mennesker ud i den danske nat.

Og Ferhat Tunc er stjernen, der lyser for vejen.

Mange dage i tortur

de frihedfanger

de er titusinder

de frihedsfanger

mine hænder i håndjern

jeg har kæder om mine arme