Dengang jeg første gang ”mødte” en kurder

Første gang det gik op for mig, at kurdere er et undertrykt folk på evig flugt, var i start-80’erne, da jeg så filmen YOL i Dagmar, sammen med veninde Charlotte.

Billedtekst: I aftes fandt jeg den bedste #YilmazGuney-T-shirt med titlen på digtet "I didn't know loneliness before" på #Kurdiske Dage 2015/foto: LilSim.

Charlotte var lige kommet hjem fra Paris, hvor hun gik på Cirkusskole for at gøre sin drøm om at blive luftartist til virkelighed.

Så midt i en parisisk bank faldt hun med et brag for smukke Mehran, der altså  et eller andet sted i sine gener havde noget kurdisk, blandet med noget iransk og et par andre meget spændende fortalt aner.

Jeg kendte ikke noget til kurdernes historie på det tidspunkt, men løftet om at skulle opleve mandsmod, gnistrende sort krøllet hår, øjne med indbyggede lyn, smil og et væsen, der ikke var til at stå for, overbeviste mig om, at selvfølgelig skulle vi ind og se, ”hvordan Mehran så ud”.

Jeg anede ikke, hvad der ventede mig!

Vi gik hulkende ud af biografen og benene var slået væk under os begge på en måde, som for alvor satte spor.

Mødet med den kurdiske filminstruktør og kunstner Yilmaz Guney’s film YOL åbnede for en hel ny verden af bevidsthed.

I går i Cinemateket, da jeg var til åbning af Kurdisk Filmdage 2015, stod jeg så pludselig med en T-shirt i hånden, med et sort grafisk billede af en tænksom Yilmaz Guney og et citat fra et af hans mange digte, ”I didn´t know loneliness before”, blev jeg bagramt af mit første møde med kurderne tilbage i 80’erne.

Hele Asta Bar-området summede af kurdisk og dansk snak og musik til åbningen af den fjerde Kurdiske Filmdage i København.

Dér var min kære ven og tidligere chef og direktør for ROJ TV, Imdat Yilmaz ved min side, der var Firaz, netop hjemkommen fra Rojava for at lave TV2 sammen med Rasmus Tantholdt, og knus fra Esmar, Dilan og hendes nye forlovede, Serdar, Deniz, Alice og Taner og mange, mange flere ….

I går oplevede jeg ”at komme hjem igen”. Sådan har jeg det altid, når jeg mødes med mange kurdiske venner, bekendte og hang-a-rounds. De er min anden familie.

Billedtekst: Kom til debat og filmvisning (ASFUR) på søndag 22. februar 2015 klokken 16.30 om emnet: "Flugt, Håb og Drømme", i Asta Bar i Cinemateket- Debatten er arrangeret af Forbundet for Kurdiske Studerende (FOKUS-A) med særligt indbudte gæster, foto: LilSim.

Filmen SONG OF MY MOTHER blev i aftes spillet, i to biografsale samtidigt, for 273 mennesker med interesse for det kurdiske liv med mange dilemmaer og en skæbne, som tiden og hårdt demokratisk arbejde er i gang med at ændre.

Men selvom skæbnen er hård for kurderne, og derfor afspejles i al deres kunst, så er der altid håb, glæde, varme og gæstfrihed til stede.

Og ikke mindst mod. Både kvinde- og mandsmod.

Kurdisk Filmdage 2015 startede i går 19. februar og fortsætter til og med på søndag 22. februar. Der er tre filmforevisninger om dagen, besøg af instruktører og debat.

Program for Kurdiske Filmdage 2015 i Cinemateket

Her får I digtet af filminstruktør, kunstner Yilmaz Guney, der en stor del af sit liv var fængslet på grund af sin kunst, der viste undertrykkelsen af det kurdiske folk. Han vandt adskillige filmpriser for film, blandt andet i 1982, Den Gyldne Palme i Cannes, for YOL og døde desværre i Paris i 1984.

I didn´t know loneliness before

Like a tree in a forest is never alone

Like a flower on its own branch

I didn´t know loneliness before

Alone, am I alone now

Inside loneliness

Am I apart from my branch

Am I away from my forest