Annonce

8. marts 2016 - 12:16

Lad os stikke fingeren ind i kødsåret i femi-året 2016

8. marts er for mig lige dele alvor og glæde, det er brudfladen med selvcensur som demoer tilbyder, det er råbene fra bunden og fra siden, så de ikke længere kan ignoreres

 

Ta Natten Tilbaka-demonstration Malmö 2016. Foto: Laura Mølgaard Tams, aka. Killjoy.dk


Kvindernes Internationale Kampdag vil jeg bruge på morgenmadsslabberas hos min yndlings-postkoloni-kritiske ven og ’Røde Mor’-morgenhåndbajere, senere vil jeg tage min mor og venner under armen og lytte til vægtige stemmer i Folkets Hus. Her er forskellige feministiske nedslagspunkter, en let kradsen i sårskorpen.


1. Jeg ejer ingen nostalgi

Som barn af 90erne og teenager i 00ernes (i hvert fald på overfladen) feministiske dødvande, voksede jeg op med en nostalgi over at være født for sent til rigtig at kunne på gader og stræder og lave ballade med knyttede næver. Følelsen af, at nogen havde taget al slikket, inden jeg overhovedet blev født, at kampene ikke længere var så håndgribelige som dengang Rødstrømpebevægelsen havde kronede dage i det ganske land. Egentlig er det stadig en holdning, jeg møder i dag fra tidligere rødstrømper, der bliver helt forbløffede, når de møder unge feminister, fordi det ikke er noget, de kan genkende hos deres børn, svigerbørn og børnebørn. Eller når debattører siger statements som, at feminisme er håbløst umoderne.

Mit første møde med et feministisk rum var organisationen Danner, som jeg havde set i TV2 Lorry efteråret 2004 i perioden op til min 8. klasses-projektopgave. Jeg kan huske, at min veninde og jeg interviewede en ansat i Danner med rystende hænder, og det var første gang, jeg hørte nogen tale helt køligt om sexisme i reklamer. Vi fik en rundvisning i den gamle Grevinde Danner-stiftelses hyggelige gulnede rum, og da jeg gik derfra var der plantet et spirefrø over, at her, her ville jeg være, når jeg blev gammel nok. 

Først i mine 20ere, følte jeg planeterne stod på en lige linje, og jeg indtrådte i fællesskaber sammen andre, der gik med tanker om latente hierarkier i vores kultur. Det har været den vildeste, hårdeste eksplosion af sanseindtryk i brystet, hvor jeg gang på gang må nive mig selv i armen over, hvor helt igennem benhårde, karismatiske, indignerede og følsomme mennesker, jeg kender igennem feministiske fællesskaber – eller blot står i blandt.

Derfor ejer jeg ingen nostalgi længere. Selv om jeg har været på Krea-uge på Femø Kvindelejr, at sangeren Trilles ”Hej søster” og Bøssepladen er min quilty pleasure, og jeg glad tager til fester i Kvindehuset, så er det med visheden om, at 70’ernes feminisme ikke kan og må stå alene.


2. Kvinder og transpersoner tager natten tilbage

Nogle af de stærkeste brud med selvcensur, som marginaliserede ofte gør vold mod sig selv for at mønstre, har været feministiske demonstrationer. Lørdag den 5. marts var jeg med to nære venner til ’Tag natten tilbage'-demonstration i Malmö. Talerne af blandt andet Cis-Semester (et netværk og gruppe af transpersoner) og initiativtagerne bag demoen bragede igennem med deres budskaber. Pointerne var klare: transpersoner og flygtninge skal have rettigheder, og de skal sammen med kvinder kunne gå frit på gaden uden at opleve fysisk og seksuel vold.

Demoen var det smukkeste syn, der endnu i år har ramt mine øjenæbler. Der blafrede små glimmerkrymmelstykker i guld op mod den guliggrå nattehimmel over Malmös tage. Der var flag i ren glitter og ’Ta' Natten Tilbaka’-folkene bag demoen havde glittermasker på. Der var stjernekastere og røgkanoner, der lyste rødt, og så spillede de det svedigste grillbarmusik, så folk formåede at danse overdrevet gående, én gik med sin cykel og ringede på klokken, én havde en hund med. Hver gang jeg fik øjenkontakt med nogen, var de venlige og glæde var tegnet i deres ansigter. Der sitrede af en underfundig samhørighed, mens vi råbte af vores lungers fulde kapacitet: ”Vi tar natten tilbaka! Vi tar natten tilbaka!”, ”Ingen transfobi/sexisme i vores gader!” og lignende kampråb.

Det at gå på gaden og bryde med den selvcensur, som samfundet holder i ave over for brune mennesker, transpersoner og kvinder minder mig om en gammel Femøsang, der lyder sådan her: "Vi ta'r natten tilbage, det er løgn, at kvinder er svage, det er noget, man(d) har fået os til at tro, så vi ikke gør oprør, og holder os pænt i ro."


3. Ubehaget og det ensomme

At få øjnene op for latente hierarkier i samfundet er ikke kun opløftende og empowering. Det er voldsomt og svigefuldt. Som underviser i Normstormerne, der er et mobningsforebyggende projekt mellem Københavns og Aarhus’ kommune, Sex og Samfund, LGBT Ungdom og AIDS Fondet, er vi opmærksomme på, hvordan det at gå i kødet på alt for snævre normer, kan ændre én, og at den udvikling godt kan føles ensom.

Udvikling er som regel forbundet med ubehag. Men det er ofte i ubehaget, at der er noget at hente, noget at gro af. Den langsomme opvågnen til for eksempel at blive opmærksom på, at en uønsket hånd på røven vitterligt ikke er okay. At måtte tage afstand fra sin familie for bare at kunne være fri for enten homofobiske, racistiske eller sexistiske udtalelser (i mere eller mindre subtil eller eksplicit grad). Eller den sorg jeg mærker så tydeligt hos mine venner, der er brune, over hvor dybt ignorant hvide i Danmark opfører sig.


4. Smagssnobberi: Arbejderen som det feministiske subjekt?

Noget, som 1970ernes feminisme til gengæld mestrede langt mere, end vi gør i dag, er solidaritet med arbejderen. Nogle gange kan det at remse sine privilegier op, gøre præcis det modsatte end, hvad der var hensigten i et rum. Det kan virke ubehageligt for folk, der ikke ejer samme privilegier. Nævner én sine privilegier, skal de aktivt bruges til noget, ellers kan de virke selvforherligende på en måde, der i sidste ende gør den kreative klasses/middelklassens æstetik og for eksempel københavnerdialekt til den eneste rigtige. En bevægelse, der i samme sætning degraderer det at komme fra arbejderklassen eller fra områder med mindre prestigefyldte dialekter. Der findes ingen neutral dialekt eller god smag, og det er vigtigt ikke at gøre dialekter og arbejderæstetik til noget pinagtigt. Noget, der skal fixes eller aflæres.

Hvis feminisme vil bryde med neoliberalismens udskamning af kontanthjælpsmodtagere og arbejderes hang til for eksempel brun sovs og medisterpølse skal vi være opmærksomme på, at ikke alle kan lave kunst ved siden af kontanthjælpen eller være veganer-feminister (og her peger jeg i den grad også fingre af mig selv).

Desuden er det vigtigt, at vold mod kvinder og sexisme ikke bliver placeret udelukkende hos arbejderklassen. For det er en bekvemt løgn, der taler sig ind i, at fordi arbejderklassen eksempelvis kan have et mere brovtende, svulstigt sprog og eventuelt kropssprog, så må arbejdere nødvendigvis også være mere aggressive. Vold og sexisme mod kvinder sker i alle samfundslag, om end bare mere skjult.


5. Sig tak

Jeg vil bruge anledningen i dag til at takke for alle kvinder, jeg deler slægtskab med. Dem, jeg ikke deler slægtskab med. Dem, der blev objektiviseret og knækkede under det. Kvinderne, der dulmede sorgerne i rødvin og pels. De, der tog for sig af retterne, og dem, der ikke gjorde. Kvinderne, der tog sig selv op i hanke, og dem, der ikke var i stand til det. Dem, jeg kyssede i øret i mine teenageår og elskede af et godt vennehjerte. Dem, der er en hybrid mellem familie, kærester og venner. Dem, der er angste, og dem, der har sejlivede kroppe. Dem, hvis partnere udøvede fysisk og seksuel vold mod dem. Dem med spiseforstyrrelser, de kunstneriske, de praktiske, arbejdshestene. De kvinder, der ikke har vulvaer, og dem, der har stærke menstruationssmerter.

Men tak har også andre betydninger. Hvis én bliver callet in eller out for ikke at have opført sig respektfuldt (for eksempel som hvidt menneske at have sagt noget racistisk i vores privelegieblindhed eller historieløshed), så prøv at sige tak i stedet for at gå i forsvar. Vi er alle indfedtet i strukturerne, men derfor skal vi stadig gøre os umage. Lad os blive bedre til at tage, hvad der er vores på vore skuldre.


6. Sexmonstret og grå perioder

Lad der være mere plads til forskellige seksuelle praksisser i 2016. Lad os granske vores måde at spørge venner ind til deres liv: fejr grå perioder som perioder med høj libido. Giv plads til ulysten såvel som lysten. Uanset interval og intensitet. Ingen skal alienates for, hvem de krøller lagener med - eller for slet ikke at krølle lagener. Cis-kvinder skal ikke alien-gøres for at have mere lyst end sin cis-mandlige partner. Lad os hanke op i den absurde forestilling om, at cis-mænd altid er seksuelt tilgængelige, og cis-kvinder giver noget af sig selv ved at bolle.

Lad os opløse forestillinger om modsætningsforhold som aktiv/passiv, top/bottom og submissiv/dominant. Lad os lade være med at fokusere på, hvem, der penetrerer hvem i et seksuelt forhold – eller om der overhovedet er penetration. Men også stoppe med at skamme folk, der er seksuelt og/eller romantisk sammen med flere køn (non-monoseksuelle praksisser) og hele tiden læse folk med et mistroisk blik, om vedkommende nu boltrer sig i en cis-mand, cis-kvinder eller transpersoner. Lad det være op til folk selv at vurdere, om de har brug for rum som for eksempel queerfestivalen.

Det er vigtigt at tale om sin erfaringsverden, og det er mit klare indtryk, at desto mere grupperinger bryder med normer om køn og seksualitet, som for eksempel queermiljøerne, desto større bliver det også et fikseringspunkt, en form for fællesskabsdannende lim. Et fællesskab, der ikke taler sig ud af det 20. og 21. århundredes tillæggelse af karaktertræk til for eksempel den homoseksuelle. Eller staten og for eksempel Københavns Kommunes interesse i, at befolkningen reproducerer sig selv (i hvert fald de privilegerede hvide grupper af borgerne, jævnfør ’Har du talt dine æg i dag?’-kampagnen i 2015) og holder deres kroppe såkaldt sunde. Jeg forstår godt, hvor lysten til den fællesskabslim kommer af, det er bare vigtigt at give plads til andre fortællinger.


7. Hvad sker der for sygeliggørelsen i 2016?

En feministisk bøn til, hvad vi skal gøre os langt mere umage med i 2016 er, at vi bliver opmærksomme på vores sprog omkring det, vi ikke forstår. At bruge ord som ’sindssygt’ og ’sygt’ som forstærkelsesord, insinuerer at psykisk sårbare mennesker er helt ukontrollable, at de simpelthen ikke kan styre sig selv. Det er nedværdigende for mennesker med forskellige sårbarheder og diagnoser, at mærkatet ’sindssyg’ bliver puttet på alle hvide voldtægtsmænd. Lad os prøve at komme uden om at syggeliggøre med vores sprog. Desuden er ord som ’klog’ og ’dum’ også ord, der taler sig ind i en IQ-debat, der er fuldstændig absurd klassicistisk, racistisk og kønsdiskriminerende, der er brugt til at marginalisere alle andre end den heteroseksuelle hvide middelklassemand.


8. Brune feminister, transpersoner og kystbanefeminister

Folk, foreninger og Kystbanefeminisme-ngo’er, der insisterer på at udøve feminisme uden blik for, hvordan at forskellige undertrykkelsesmekanismer hænger sammen, er jeg overbevist om vil komme på bedre tanker med tiden. Undertrykkelse mod racialiserede, tykke med mere er altid, altid intersektionel og har meget forskellig karakter. Lige nu mobiliserer brune feminister sig som aldrig før i Danmark, og at vi trænger er vist den største underdrivelse. Transkønnede allierer sig med Amnesty og kræver rettigheder. De vil råbe fra bunden, fra siden, og de vil blive ved til, at de bliver hørt.

 

 

 

 

Annonce