En macchiavellistisk fortolkning af offentlighedsloven

Lad mig derfor stille et modspørgsmål: hvad skulle vores politikere dog gøre uden læk? Og disse læk er ikke bare skandale i første potens, men i anden og tredje. Hvem prøver at skjule hvad? Og hvem dækker over dem, der dækker over …, og kan vi så få en undersøgelseskommission. Uden læk ville ingen interessere sig for dem.

Vores parlamentariske system kører på pumperne. Frihedsgraderne til at lave reformer, der ændrer udviklingens retning, den meget omtalte ’transformation’ (en omstilling til et bæredygtigt samfund, der skulle kunne ske som et indrekapitalistisk grænseskred)  er en ønskedrøm. Vi får heller ikke nogen ny grundlov, vi får sikkert heller ingen kirkeforfatning, og stat og kirke skilles slet ikke ad, vi vedbliver med at være et rige med en dronning/konge som statsoverhovede, der intet har at skulle have sagt formelt set, men muntrer sig med plutokratiet. Regeringen og folketingsflertallet kan naturligvis skære ned på overførslerne, for oppositionen mod det behøver de ikke tage højtideligt. Jeg behøver vist ikke fortsætte.

Vi kan ikke rykke os i forhold til EU. Jo, ind imellem bremser de konservative med stor civilcourage en skolereform, nej, ikke engang det, men noget med lektiehjælp i skoletiden. Lad nu familierne, siger de.

Men således bliver det alt sammen lidt kedeligt. Et dramatisk interview med Lars Barfoed af den nye chefhenretter af interviewofre, Martin Krasnik, gab, hvor kedeligt kan det blive. Men der er en grænse. Folket skal have en smule brød, men endnu mere skuespil, netop, spil man kan skue.

Når Helle T-S får ørene i skattemaskinen, og Borgen og BT vælter sig i homo-rygter om hendes mand, bliver det lidt festligere. Så nærmer vi os reality tv af den klamme slags, og interessen for ’politik’ stiger en smule. Alt sammen takket være et læk. Med den nye offentlighedslov kan ministrene forsøge at holde noget hemmeligt, og de vil blive forfulgt af journalister og zeriøze kommentatorer, som de så henrykt kan vægre sig imod.

Magtmisbruget vil florere, for der skal også fortolkning til. Dagbladet Information får endnu mere travlt med at tælle aktindsigtsanmodninger, der er blevet nægtet, eller hvis behandling er blevet forhalet. Det skal fortolkes, om en styrelses råd nu også blev givet i forbindelse med lovforberedende arbejde (sådan fortolkes ”hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand”). Spændende.

Men spøg til side. Det argument mod offentlighedsindsigt, der hedder, at så tør embedsmænd- og kvinder ikke skrive, hvad de tænker, til ministeren. Jamen dog. Ind imellem ville det nok også være godt, om de begyndte at formulere sig lidt mere velovervejet. Så det, der står, kan tåle at komme frem i lyset. At prøve at holde velgennemtænkte råd hemmelige, er vel i grunden netop at opfordre til læk. Og ministrene skal jo i disse dage netop stå til ansvar, om ikke juridisk, så politisk for at sidde råd og viden i systemet overhørig. Tænk på, hvordan Martin Lidegaard har fået næsen i maskinen over hullet i solcelleloven, som hans ministerium ellers havde gjort opmærksom på. Eller også gjorde embedsfolket det ikke i tide, og så skal det have hak for det. Den slags ’sager’ vil fortsat komme frem, når man opdager hullerne, og der spørges ind til grunden.

Offentlighedslovens kritiserede paragraffer står naturligvis også i grel kontrast til den overvågning almindelige borgere udsættes for.

Der er ikke nogen anden dybere grund til ovennævnte paragraffer, end at skandalemøllen skal holdes i gang. Vi skal interessere os for politikernes gøremål.