Annonce

9. marts 2016 - 15:57

Kontanthjælpsreformen: et angreb på fagbevægelsen og det ordnede arbejdsmarked!

Der har været skrevet mangt og meget fornuftigt imod den nye kontanthjælpsreform, som de blå partier for tiden er ved at stemme igennem i Folketinget.
30.000 kontanthjælpsmodtagere bliver fattigere, 33.000 børn bliver berørt, mindst 24.000 vil miste deres boligsikring, 14.000 risikerer at blive sat ud af deres bolig, ca. 13.000 enlige forsørgere bliver berørt. Alt dette og meget mere, blot for at 700 personer måske kan tvinges i arbejde.

Ovenstående opridsning burde være rigeligt til at få enhver til at forkaste kontanthjælpsreformen og ideen om at sparke yderligere efter dem der ligger ned - herunder syge og handikappede. Men kontanthjælpsreformen har også en mere grundlæggende ideologisk side.

Effekten på arbejdsmarkedet
Det er barnelærdom for de fleste på venstrefløjen, at alle former for forringelser af overførelsesindkomster har den effekt at det presser de arbejdende kollegaers løn- og arbejdsvilkår. Jo større afgrunden bliver, såfremt man er så uheldig at miste sit arbejde, jo mere finder man sig i. Og jo større elendigheden bliver blandt arbejdsløse kollegaer, jo mere villige er de til at slække på deres krav til løn- og arbejdsvilkår for at komme tilbage til arbejdsmarkedet og få en reel indtægt igen – hvilket undersøgelser også bekræfter.
Intet af dette er nyt under solen, og det er en benhård del af de blå partiers ideologiske grundlag for at lave yderligere forringelser.

De blå partiers arbejdsmarked: løsansættelser, vikarbureauer, freelancestillinger mm.
Men ikke nok med at kontanthjælpsreformen svinger pisken yderligere over arbejdsløse, ved at presse løn- og arbejdsvilkår. Som et nyt ideologisk korstog, så har regeringen, embedsmændene, de førende økonomer og overklassen udset sig en helt ny måde at sikre en forringelse af fremtidens arbejdsmarked.
Nu indleder de et direkte frontaltangrebet mod de forsvarspositioner der til dagligt forsvarer vores løn- og arbejdsvilkår – nemlig vores faglige fællesskaber.

Med den nye kontanthjælpsreform indføres reglen om at man årligt skal arbejde mindst 225 timer (6 uger), ellers mister man retten til kontanthjælp.
Samme logik lå bag dagpengeforliget, hvor indførelsen af karensdage betyder at man nu skal have 20 arbejdsdage indenfor 4 måneder, for ikke at miste en dags dagpenge.

Lægger man disse nye systemer sammen, så betyder det at ca. 55.000 kontanthjælpsmodtagere skal arbejde 225 timer om året = svarende til ca. 6.500 fuldtidsstillinger. Mens at ca. 78.000 dagpengemodtagere skal arbejde 60 dage om året = svarende til ca. 18.000 fuldtidsstillinger.

Resultatet bliver at det lykkes, takket være disse to reformer, at tvinge ca. 133.000 arbejdsløse ud i et hundeslagsmål om at få en kort ansættelse, et vikarjob, en freelancestilling eller andet, der kan sikre dem den sidste rest af indtægt. Vel at mærke et slagsmål om arbejdstimer der svarer til ca.24.500 fuldtidsstillinger!

Dette er ikke bare en gavebod til vikarbureauer og arbejdsgivere mm. Men også en bombe under hele det ordnede arbejdsmarkedet – hvor en kæmpe del af vores kollegaer pludselig tvinges ud i prekære arbejdsforhold. Denne bombe vil ændre grundlæggende på vores arbejdsmarked i fremtiden.
Det har ellers været en fast tradition - og en del af DNA’et på ”flexicurity-systemet” - at man enten var i faste ansættelser hos en virksomhed, eller var grebet af sikkerhedsnettet (hvis nogen stadig tror der findes sådan et).
Nu tager udviklingen fart, mod et arbejdsmarked hvor daglejere, vikarer, freelancere mm., bliver mere reglen end undtagelsen - og de vinder allerede hastigt frem.

Dette rykker ikke bare på styrkeforholdende mellem lønmodtagere og arbejdsgiver til arbejdsgivernes fordel, hvor de får endnu færre forpligtelser i forhold til lønmodtagerne (opsigelsesvarsler f.eks.). Det betyder også en at en langt større del af menneskerne på arbejdsmarkedet ikke vil have en naturlig tilknytning til en virksomhed, til kollegaer og til faglige fællesskaber.

Opgøret med fagbevægelsen
Gennem nyere dansk fagbevægelseshistorie, er det takket være gode faglige fællesskaber på klubniveau, at man har kunne sikre en løbende forbedring af løn- og arbejdsvilkår. Det er ved at have et ordnet arbejdsmarked, hvor lønmodtagerne indgik i fællesskab med deres kollegaer og stod last og brast om at værne om de tilkæmpede goder, at vi har kunne vinde forbedringer overfor arbejdsgiverne, og værne om de tilkæmpede goder.
Dette har arbejdsgiverne været fuldt ud bevidst om, og selvom de har profiteret i tifold på klassesamarbejdet, har det været en evig udfordring at fagbevægelsen alligevel var så velorganiseret i Danmark – og de har grædt tørre tårer da organiseringsgraden begyndte at smuldre herhjemme.

Men hvad nu, hvis man som arbejdsgiver kunne pille de faglige fællesskaber fuldstændig fra hinanden? Kunne adskille kollegaerne og deres fælles interesser som ringene på et løg?
Det er på sin vis lykkedes på det danske arbejdsmarked, at spille kollegaerne ud mod hinanden, at udlicitere og komme i konkurrence. Et godt redskab til dette har selvfølgelig været opsplitningen af virksomhederne til mindre enheder, næste skridt i rækkefølgen er opsplitningen af medarbejdergrupper – et helt fantastisk værktøj til dette kom, da vikarbureauerne, freelancestillinger, løsansættelser mm. gjorde deres store indtog. Her begyndte det for alvor at blive muligt at ødelægge den gamle tradition for faglige fællesskaber, og hermed også pille fagbevægelsens rødder fra hinanden.

Til forsvar for fremtidens arbejdsmarked
Kontanthjælpsreformens angreb på arbejdsløse må møde det stærkeste modsvar fra de faglige organisationer; ikke blot for at holde hånden under vores arbejdsløse kollegaer – men også for at holde hånden under hele vores faglige organisering! At LO, FTF, AC mm. ikke har set skriften på væggen, siger mere om deres snæversynethed end det siger om logikken bag.

Vi skal tilbage til den grundlæggende faglige kamp, hvor vi må stå sammen for at sikre at kollegaer får en reel ansættelse, og kan indgå i vores faglige fællesskaber på arbejdspladserne. Kun sådan kan vi holde hånden under dem som er i de mest udsatte ansættelsesvilkår, og kun sådan kan vi sikre at vores egne vilkår også eksisterer i morgen!

Annonce