Klimakrisen er her allerede - men ikke i DK

I søndags gik millioner af mennesker på gaden verden over, i forbindelse med COP 21 og mod klimaforandringer.

I dansk kontekst virker spørgsmålet måske ikke voldsomt aktuelt, og til tider ofte lidt flyvsk, måske også derfor at den nye V-regering har haft held til at skrue voldsomt ned fra klimaambitionerne, uden at dette har fremkaldt større protester i Danmark (til gengæld modtog de ”fossil of the day” prisen fra 950 NGO’ere fordelt på 115 lande – En pris som uddeles dagligt under COP 21 til det land som har gjort mest for at spolere forhandlingerne for en ambitiøs klimaaftale)

Men for 3 milliarder mennesker verden over er spørgsmålet voldsomt aktuelt eftersom de er direkte ramt af klimaforandringer – især de 2,4 milliarder som arbejder indenfor landbruget.
For mens klimaforandringerne skaber tørke i f.eks. Midtvestamerika og udrydder 25% af majsmarkerne (2012), så betyder det på samme tid at prisen på majs steg med 40% på verdensplan. Det samme var tilfældet i forbindelsen med tørken i Rusland samme år, hvor det var kornmarker der var ramt, eller med oversvømmelserne i Pakistan som ødelagde 570.000 hektar landbrugsjord.

Især de klimapåvirkede katastrofer i tredjeverdenslande medvirker til at hver niende verdensborger i dag lider af sult. Men hertil kommer selvfølgelig andre konsekvenser som ændringer af fiskestrømme i havene i forbindelse med opvarmningen af verdenshavene, hvor fiskene i højere grad bevæger sig mod polerne til koldere temperature, hvilke ødelægger lokale fiskerier.

Men sulten og nøden er ikke blot et tilfælde af ”naturlig ulighed” – status er at vi stadigvæk producerer rigeligt med mad på verdensplan – i 2013 steg produktionen med 2% mens befolkningen kun steg med 1,14%.
Men på samme tid som befolkningen i tredjeverdenslande sulter på grund af manglende mad, så opkøbes gigantiske mængder af førsteverdenslande til andre formål end bespisning – f.eks. biogas til biler.
På denne baggrund vurdere Oxfam at prisen på mad i gennemsnit vil fordobles over de næste 20 år.
- Igen er dette måske ikke verdensforandrende for os i Europa som kun bruger ca. 20% af vores indkomst på mad – men det er en verden til forskel for den del af verden som i øjeblikket bruger 70-80% af deres indkomst på mad (selv de bønder i Indien, som nu om dage er tvunget til at købe op mod 70% af deres mad, da de ikke kan producere nok selv)

Skal man se bort fra de direkte klimaproblemer forbundet med madproduktionen, så kunne man jo også kigge på hvad klimaforandringerne skaber af flygtningestrømme, det svære her er selvfølgelig at opgøre de ”indirekte flygtningestrømme” – altså de grupper mennesker som tvinges til at søge til udlandet for at søge arbejde når de ikke kan brødføde sig i hjemlandet (i ved dem vi i DK kalder ”velfærdsturister”) f.eks. de 10 millioner filippinere som tvinges til at arbejde i udlandet (hvoraf 70% af dem er kvinder de fleste mellem 25-29 år) og som udnyttes i førsteverdenslande som billig arbejdskraft – selvom de i høj grad udføre vigtige samfundsmæssige opgaver – netop med filippinerne viser opgørelser at de hjemsender 12-14 milliarder dollars om året (kun opgørelse over dem der arbejder lovligt i udlandet!) hvilket er væsentligt mere end Filippinerne modtager i eksterne investeringer, ulandsstøtte mm.
Men de fleste tænker nok mere på de ”direkte klimaflygtninge” i 2010 og 2011 var dette tal på 42 millioner – alene i Asien og stillehavsområdet – folk som måtte flygte fra tørke, oversvømmelser, storme, vandstigninger osv.

Flere af disse fordrevne forventes at vende tilbage til deres oprindelige bopæle i løbet af et par år – og selvfølgelig er størsteparten af disse internt fordrevne i eget land – men en række af dem er direkte tvunget til at flygte til andre lande. I denne ”meget fokus på klimaforandringerne” overser man dog stadigvæk den lille detalje at vi endnu ikke accepterer klimaforandringer/katastrofer som en gyldig grund til at flygte – F.eks. har en række tidligere beboer på småøer i det Indiske Ocean erfaret dette på den hårde måde, da deres øer blev oversvømmet men Australien nægtede dem gyldig opholdstilladelse.

Men uanset om det handler om mennesker der af økonomiske årsager tvinges til at søge arbejde i udlandet (både fra Filippinere, men i den grad også fra andre lande) eller om det er folk der direkte må flygte fra naturkatastrofer, viser den økonomiske ulighed og udbytning af tredjeverdenslande også sit grimme ansigt her.

For mens man i massevis af tredjeverdenslande er ekstremt truet af klimakatastrofer, så skal har vi i Europa og USA en række forholdsregler som sikre beskyttelse af de væsentlige områder. I forhold til oversvømmelser har Holland vist sig uovertrufne til at bygge dæmninger, og er nu gået i gang med endnu en udbygning, som skal sikre dem mod stigninger i verdenshavene, mens f.eks. Bangladesh langt fra har de samme muligheder, selvom vi har snakker om millionvis af mennesker der er i risiko. Da vi oplevet den store tsunami i 2004 som slog til mod Indien, Indonesien, Malaysia, Thailand, Sri Lanka og en række andre lande – med mere end 225.000 døde til følge og gigantiske konsekvenser for befolkningen i de områder, så er det værd at bemærke at dette skete i det Indiske ocean, hvorimod var hvis det var sket i Stillehavet ud fra USA, så havde man opdaget tsunamien længe før, takket være de midler der er investeret i overvågning af havbunden og advarselssystemer. Kommer det til jordskæl er der også klar indkomstforskel på hvem der bliver hårdt ramt når de opstår – og hvem der har midler til at bygge bygninger som er sikret mod jordskælv.
… og det er så kun blandt de ”naturlige katastrofer” dertil kommer alle de ”menneskeskabte” eller ”menneskepåvirkede” katastrofer.

Men kort sagt er formålet med denne lille tekst alene at udstille følgende:

Klimaforandringerne er ikke kun en fremtidstrussel mod jordens samlede befolkning, 
klimaforandringerne er trussel mod verdens fattigste, og er i høj grad et helt aktuelt problem!

Derfor giver parolen: ”System change – not climate change” ganske glimrende mening!