Terrorangrebet mod det venstreorienterede satiremagasin Charlie Hebdo i Paris har ikke overraskende fået debatten om racisme, Islamofobi, ytringsfrihed og støtte til ”vestlige værdier” i højeste gear på den internationale venstrefløjen.
Men det er vigtigt, at vi hele tiden holder vores øjne åbne overfor den virkelige fjende! Jan Myrdal skrev engang, at den som ikke bruger sine øjne til at se med, får brug for dem til at græde med.
Spørgsmål som terrorisme, terrorvarsler, muslimers integration i samfundet og Hijab fungerer alle som afledningsmanøvrer.
Racisme er en taktik, der altid er blevet benyttet af reaktionære kræfter til at slå arbejderbevægelsen tilbage og gøde jorden for reaktionære løsninger. Vi kender alle eksemplerne Tyskland og Sydafrika.
Racismen splitter arbejderne og afleder opmærksomheden fra de vigtige problemer i samfundet.
I 30’ernes Tyskland gav Hitler jøderne skylden for arbejdsløsheden. I dag bliver flygtninge, indvandrere og i særdeleshed muslimer gjort til syndebukke for den krise som kapitalismen er skyld i.
Islamofobien, det vil sige dæmoniseringen af muslimer, er ikke nogen tilfældighed. Det er en del af en vigtig politisk og ideologisk afledning, som den politiske og økonomiske elite står bag, og som tjener de folk, som profiterer på krig, undertrykkelse og udbytning.
Massemordet på Charlie Hebdo, udnyttes i disse dage, til at sætte lighedstegn mellem Islam, muslimer og terrorisme, nazisme og fascisme. Hashtags som #KillAllMuslims har stor succes på Twitter i hele den vestlige verden.
Det mest bekymrende ved denne strategi er, at venstrefløjen i store dele af Europa, – specielt i Frankrig, – som normalt er de naturlige forsvarere af minoriteters og undertrykkedes rettigheder, har accepteret store dele af denne afledningsstrategi, som bærer navnet sekularisme!
Siden terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 har Vestens ledere med nærmest religiøs ihærdighed lovprist sekularismen – doktrinen om total adskillelse af religion og politik. Sekularismen er blevet et helligt princip, synonym med selve oplysningstanken og derfor en nødvendig brik i forsvaret mod islamismens indtog i en globaliseret og terrortruet verden.
Sekularismen er efter #CharlieHebdo blevet tilsat en ideologisk dagsorden, der forsvarer "Vestlige værdier", nationalstaten og en "enten er du med os eller også er du imod os"-retorik, som gør at alverdens statsledere marcher søndag d.11.januar i Paris. Demonstrationen i Paris kan meget vel ende i solidaritet med en usmagelig dagsorden.
Vestens lovprisning af sekularismen kan blive særdeles farlig. For sekularismen er ved at blive omdrejningspunkt i islamofobien og en vigtig del i en ny respektabel racisme. Så en gang til for Prins Knud, det ikke en kritik af det sekulariserede samfund, men en kritik af, hvordan visse og stærke kræfter fordrejer sekularisme til at fremme en hadefuld tilgang til religion, særligt religiøse minoritetsgrupper som eksempelvis inden for islam.
Ved at fastholde det som den kendte nord-irske marxist Richard Seymour kalder Racialiseret sekularismen som en doktrin, der er universel og hævet over al politik, bidrager vi selv til en ond cirkel af gensidig frygt og konfliktoptrapning.
Og skaber dermed et falsk modsætningsforhold mellem muslimer og ikke-muslimer, som igen er med til at bære brænde til det islamofobiske bål. For muslimer betyder det, at de må trække sig fra kontakt med ikke-muslimer.
Når vi er delt mellem muslimer og ikke-muslimer, er det kun den yderste højrefløj og magthaverne, der har noget at vinde. Vores evne til at bekæmpe racismen og forsvare vores levestandard bliver undermineret.
Den virkelige trussel er ikke muslimer, uanset hvor fundamentalistiske de end måtte være, men Vestens statsledere på begge sider af Atlanten. Deres imperialistiske projekt er i dag den største trussel, menneskeheden står overfor. Det er og bliver kapitalismen, og ikke islam, som er problemet.
Venstrefløjens vigtigste opgave bliver at slå bro til de mange muslimske arbejdere og unge, som vil bekæmpe krig, racisme og undertrykkelse. Vi kan kun vinde ved at arbejde sammen i kampen mod diskrimination, ulighed eller besættelsen af Palæstina.
Det er uretfærdighed, ulighed, undertrykkelse og krig, der skaber had og terror. Hvis vi ikke husker på det hele tiden og gentager det igen og igen, ender venstrefløjen med at blive spændt for Imperiets dagsorden.
Jeg har ikke samme "vestlige" værdier som Pia Kjærsgaard, Lars Løkke Rasmussen, Rasmus Jarlov, Anders Samuelsen, Martin Østergaard eller Helle Thorning-Schmidt.
Jeg ønsker ikke at blive gidseltaget af deres forsøg på at tvinge mig til solidaritet med deres vestlige fremmedhad og racistiske syn på Islam og muslimer. Og jeg ønsker slet ikke en venstrefløj der bliver spændt for den samme dagsorden.