Nødvendighedens pædagogik i børnehøjde

Nødvendighedens pædagogik har kronede dage i disse år. Den ene politiske udmelding efter den anden hives lystigt ud af den blå luft og nye myter ser dagens lys.

Er det ikke myten om, at længere skoledage giver bedre skolegang, så er det myten om, at test af børnehave- og vuggestuebørn faktisk er en leg. Seneste myte, der blæser i vinden er analyseinstituttet KRAKAs prøveballon: Danmarks placering i PISA-mesterskaberne forbedres kraftigt, hvis alle børn starter et år tidligere i skole.  

Alle disse myter, har til formål at fjerne den sidste rest af reformpædagogik i Danmark og erstatte den med en politisk nyliberal pædagogik.

Faktum er, at nødvendighedens pædagogik er styret af ønsket om at score på ranglisterne, så den korrigerede velfærdsstat – konkurrencestaten - kan begå sig på det internationale marked. Et marked, hvor kodeordet er vækst. Vel og mærke nyliberal vækst, hvor målet er profit - ikke miljø eller velfærd.

Det mest bemærkelsesværdige er dog, hvor dårlige argumenterne for nødvendighedens pædagogik er. Det er de fordi viden, indsigt og forskning ville være en decideret hindring for at gennemføre konkurrencestatens inhumane og barbariske soldaterpædagogik.

Argumenterne for nødvendighedens pædagogik fungerer således kun som politiske og ideologiske argumenter. De fungerer ikke som intellektuelle argumenter. De fungerer ikke som pædagogiske eller faglige argumenter. Og de fungerer slet ikke som humanistiske dannelsesargumenter, hvor der er respekt om børn og barndommen. 

Nødvendighedens pædagogik og nyliberalismens mål om uhæmmet vækst gør børn og barndom til et middel i stedet for målet og daginstitutionerne omdannes til skoleforberedende institutioner. Det er i det lys, at begrebet didaktisk pædagogik opstår.

Problemet er, at didaktisk pædagogik bygger på øget brug af test i vuggestuer og børnehaver. Der findes mere end 37 forskellige måle- og testsystemer i landets kommuner, og flere kommer til. Kommunalpolitikerne er nemlig ramt af den samme uvidenskabelige, ideologiske indlæringsvirus som folketingspolitikerne. Didaktisk pædagogik er nødvendighedens pædagogik i praksis.

Det tragiske er, at mens politikerne tvinger deres standardiseringer ned over landets daginstitutioner og skoler, så viser forskningen, at jo tidligere børn udsættes for test, indlæring og skoleforberedende pædagogik, jo større bliver fiaskoen senere. Test skaber angste, urolige og aggressive børn, der klarer sig dårligt i uddannelsessystemet.

Danmark har i forvejen europæisk rekord i antal børn med stress og depression. Folkeskolen og daginstitutionerne er omdannet fra dannelsesinstitutioner til væksthuse for test. Væk er al snak om chancelighed, livsduelighed og dannelse. Et øget testtyranni i daginstitutionerne vil derfor blot forstærke den kedelige rekord. Test forstærker, understøtter og reproducerer nemlig uligheden på køn, race, kultur og klasse.

Faglighed under pres

Desværre har nødvendighedens pædagogik ikke kun konsekvenser for børn og deres fritid, frihed og kulturfællesskaber. Det har også konsekvenser for pædagoger, pædagogisk faglighed og pædagogisk praksis. Langsomt men sikkert bliver den pædagogiske faglighed reduceret til social ingeniørkunst.

Hvis ens faglighed ikke kan stå alene, helt uden forsvar, så bliver der før eller siden et problem. Immanuel Kant sagde, at pædagogik er umulighedens kunst, og der findes ingen eksakte afgørelser. Men når pædagogisk faglighed reduceres til sociale teknologier og sprogstimulering reduceres til sprogteknologi, så bliver det sværere og sværere for fagligheden at stå alene, uden forsvar.

Jo flere hjælpemidler der skal til for at udføre arbejdet, jo svagere bliver fagligheden der udsættes for disse hjælpemidler. Det faglige ”bevægeapparat” og evnen til kritisk refleksion eroderes. Umyndiggørelsen af den pædagogiske viden, indsigt og forskning bliver institutionaliseret. 

Måske det er på tide, at pædagoger, lærere og forældre siger fra overfor det systematiske tyveri af barndommen.  For nødvendighedens pædagogik er pædagogikkens svar på Thatchers slogan: ”There is no alternative!”. Men det er som bekendt en myte.