Annonce

4. juni 2014 - 15:59

EU, DF, SF og svar til Pelle Dragsted

 Pelle Dragsted skrev endnu inden de personlige stemmer var talt op en blog om, at det var en stor fejltagelse, at EL ikke stillede op selv til EU-valget.

Imidlertid virker det som om, at Pelle har glemt formålet med ikke at stille op for Ø og dermed debatten, som gik forud beslutningen. Desuden bærer bloggen præg af en række analytiske fejlslutninger – set med mine øjne.

Men mon ikke det handler mest om at ”skrive historien” fra Pelles side, da det jo er velkendt, at han var særdeles aktiv på det hold, som tabte slaget om selvstændig opstilling, og at det dermed handler mere om at bane vejen for fremtidige beslutninger, end at vurdere valget med alle dets internationale komplikationer

 Men lad os kigge på dels valget og dels Ø, SF og DF.

EU-valget

Jeg lavede sidste år et væddemål med Pelle om, at jeg skulle stå med et skilt foran EL’s årsmøde i 2015, hvor der skulle stå ”Jeg tog fejl” hvis FB ikke kom ind. Tilsvarende glæder jeg mig til at se Pelle med det samme skilt. Sagen er, at kommentatorer og ikke mindst Pelle selv har haft meget travlt med at sige, at Folkebevægelsen aldrig klarede at komme ind alene. Og da vi valgte Rina som spidskandidat lød fortvivlelsens sukke mange gange. I klarer det aldrig med en så ukendt spidskandidat, lød det.

Men det gjorde vi faktisk! Og vi gik oven i købet frem og fik det bedste valg i 20 for EU-modstanden.

Så ved jeg godt, at Pelle og ligesindede mener, at det var en tilbagegang fordi, at Junibevægelsen sammen med Folkebevægelsen fik marginalt mere sidste gang. Og at bevægelserne tilsammen i deres storhedstid fik 25 % af mandaterne. Men den præmis er jo håbløs forkert.

For det første fandtes DF ikke den gang og mange af de socialdemokrater, som siden er gået til DF stemte på bevægelserne. For det andet var Junibevægelsen i 2009-valgkampen ikke synderligt mere kritiske end Konservative, Venstre og Socialdemokraterne var i år. Og for det tredje fik EU-kritikken inklusiv DF vel det bedste valg ever, selvom man ikke kan glæde sig over fordelingen.

Alt det er dog inderligt ligegyldigt talgymnastik, hvis ikke det var fordi, at Pelle siger, at den manglende opstilling kostede et mandat, og at vi sagtens kunne have fået et hver.

Det tvivler jeg oprigtigt på. Selvfølgelig kunne EL muligvis have trukket et par procent fra SF, men at tage det for givet er langt fra sikkert. Og at vi skulle have fået to er lige så usikkert.

For det første, så har EL ved FT-valg en markant vælgertilslutning blandt førstegangsvælgerne, som vi ved kun stemmer med ca. en tredjedel ved EP-valget. At EL skulle have mobiliseret dem er langt fra sikkert, når alle andre ikke kan.

For det andet er det i hvert fald helt sikkert, at vi aldrig kunne have taget SF’s mandat, som var større end det radikale, selvom Pelle hævder det. Og eftersom SF allerede er dalet i sine meningsmålinger igen efter valget, så er skaden vel ikke så stor ift. at reetablere SF, som Pelle hævder.

Pointen er vel snarere, at de 5-6 procent, som trods alle genvordighederne fortsat opfatter sig som SF’ere har haft en ukuelig trodsvilje og en høj grad af disciplin, så med den lave stemmedeltagelse, så giver det 9-10 procent ved EP-valget + det løse fra EL+S.

For det tredje er der en afgrundsdyb forskel på EU-politikken hos SF og EL. Så hvem siger, at en EU-tilhænger, som har stemt Margrete Auken pludseligt skulle stemme på Nikolaj Villumsen, hvis parti går ind for en dansk udmeldelse og netop har skrevet dette i sit nys vedtagne program?

Så med mindre, at Ø’s EU-modstand skulle nedtones i valgkampen, så er det selvfølgeligt muligt, men dog ret hypotetisk og i mine øjne en undervurdering af vælgerne.

Ergo havde en EL-opstilling sandsynligvis betydet en voldsom kannibalisering af Folkebevægelsens vælgere. Havde det endt med et mandat, var det gået til Ø – havde det endt med to, så havde de sandsynligvis også endt hos Ø begge to.

Og her er vi inde ved kernen af opstillingsdebatten sidste år.

Det var netop hensynet til at bevare en EU-modstanderbevægelse mellem valgene, som gjorde udslaget for mange. Det var de tusindvis af flyers, aviser og andet materiale, som FB årligt sprøjter ud i postkasser og på gader og stræder, som ville mistes med et mistet mandat. Hvor EL i dag er stort set usynlig i EU-politikken på gader og stræder, så sørger Folkebevægelsen for at holde debatten varm mellem valgene.

Og jeg er ikke i tvivl om, at FB ville have haft det svært, hvis ikke vi havde haft Ø i ryggen. Pelle og hans kollegaer på Christiansborgsekretariatet kæmpede sgu en brav kamp for at få FB i medierne. Tusindvis af Ø-medlemmer har delt materialer ud, agiteret på Facebook og snakket med familie og venner som et led i FB’s valgkamp. Mange afdelinger og enkeltmedlemmer støttede økonomisk.

Og vi kunne sgu ikke have undværet jer, så tusind tak!

DF

Så siger Pelle, at en Ø-opstilling kunne have trukket fra Messerschmidts succes. Øhhh, EL står altså kun til 10-11 procent på en god dag i meningsmålingerne. Hvorfor kan vi så ikke her tage fra DF’s 20-24 procent?

Jeg tror, at Pelle dels undervurderer Messerschmidts dygtighed og medløb i medierne, samt ikke mindst den nordeuropæiske bølge, som hans succes også er en del af. Det er ikke det samme som at kapitulere og give op over for DF, men når Pelle siger, at en stærk og kendt EL-kandidat kunne have matchet Messerschmidt, så må man spørge, hvem som Pelle mener?

Det er velkendt, at Nikolaj Villumsen har været nævnt som ham, der gerne havde stillet op for Ø. Men uden at forklejne Nikolaj, som jeg holder meget af, så har jeg set en del tv-debatter med ham, og for det første er han ikke bedre heri, end Rina var, og for det andet, så er han altså heller ikke en synderlig landskendt og folkelig populær politiker, som Messerschmidt (desværre) er.

Så det er ren vind og mundsvejr, når Pelle påstår dette.

Hvad så nu?

Allerførst synes jeg, at det er vigtigt at fastholde, at FB fik et flot valg med et generationsskifte midt i en valgkamp, hvilket sgu er svært. Og det er alt for tidligt at snakke Ø-opstilling i 2019 allerede nu.

Hele debatten om opstilling startede jo ved Per Clausen, Pelle og de andre med påstanden, om at en opstilling alene handlede om at hjælpe FB til at genvinde sit mandat. Det lykkedes alligevel, og så må alle vel være glade?

Derudover ser det lyst ud. Med Rina har vi fået en virkelig dygtig og ung frontfigur.

Jeg har set mange politiske talenter i min tid og Rina har bestemt potentialet til at slå lige så meget igennem som Pernille Rosenkrantz-Theill og ditto Skipper, Johanne og Stine. De kommende år gælder det om at konsolidere hende, men også på alle fronter om at imødegå DF og højrepopulismen. Det gælder både i Folketinget og i EU-politikken.

Sagen er jo, at nok kan Messerschmidt dygtigt kritisere social dumping, velfærdspresset og EU’s overvældende afdemokratisering af lovgivningen herhjemme. Men efter som han og DF støtter det indre marked, som alle problemerne stort set udspringer af, så har han ikke nogle svar og ingen løsninger udover nogle latterlige populistiske grænsebomme. Det skal imødegås og det gælder i øvrigt også for SF’s jubel EU-optimisme.

Gennem hele valgkampen har jeg glædet mig over det høje aktivitetsniveau og alle de mange (nye) mennesker, som har knoklet for Folkebevægelsen. Jeg har været oprigtig stolt over mit partis indsats, og ikke mindst centralt hos Emil, Linda, Anne, Pelle, Mads og alle de andre rødder, som har knoklet.

Derfor ærgrer det mig, at Pelle umiddelbart efter valget straks er på banen med en blog, hvor resultatet skal forklejnes og historien ”udlægges” på en mildest talt overfladisk facon.

Kære venner. Enhedslisten og venstrefløjen har sgu brug for en stærk Folkebevægelsen mod EU til at skabe aktivisme og imødegå højrepopulismens fremmarch og være et klart internationalistisk og ikke-racistisk alternativ for EU-modstandere.

Ligeledes har Folkebevægelsen og EU-modstanden brug for en stærk Enhedsliste og venstrefløj til at holde fast i en solidarisk og internationalistisk EU-modstand ikke mindst i mediebilledet.

Lad os kæmpe sammen de kommende år og ikke straks efter valget starte med at strides igen.

Det er der absolut ingen grund til – tvært imod!

Annonce