[Tre gode kammerater – Charlie Lywood, Lene Junker og Anders Bæk Simonsen – har skrevet et indlæg om de seneste ugers politiske udvikling, som jeg synes I skal læse.]
For at forstå rækkevidden af, hvad der er sket de seneste uger på flygtningespørgsmålet, skal man huske på, at både blå blok og SR gik til valg i juni på en stram, strammere og strammest udlændingepolitik.
Så sent som dagen før Løkke annoncerede torsdag den 17. september, at Danmark ville tage imod 1000 flygtninge af de i alt 160.000, som EU forsøger at laver kvoter på, sang Inger Støjberg stadigvæk med på sangen om, at Danmark ikke tager imod en eneste af de 160.000 flygtninge, og at man ikke vil indgå i et fælles kvotesystem.
Det, vi ser, er altså en politisk kovending af dimensioner.
60 pct. af danskerne ønsker en fælles europæisk løsning, som Danmark skal indgå i, og 54 pct. ønsker, at Danmark skal tage imod flere og ikke færre flygtninge (mens 36 pct. er imod). Procenterne var omvendt for et år siden.
Men det er ikke alene vendt i meningsmålingerne. Det er også vendt på gaden.
Først ved at fænomenet “Venligboerne”, som spontant er voksede op med udspring i Hjørring i Nordjylland (en DF-højborg), har spredt sig over hele landet som en steppebrand. Tusinder og atter tusinder er gået ind i en konkret modtagelse af flygtninge i de enkelte kommuner med indsamling af tøj, organisering af aktiviteter for børnene og i det hele taget for at tage godt imod de nye borgere. Dette “nødhjælps-arbejde” viser med al tydelighed, at der i befolkningen er et massivt ønske om at trodse de hårde ord og vise et andet Danmark.
Det andet er, at denne bølge af hjælpsomhed hurtigt fik et politisk udtryk.
Den 26. august deltog 2000 mennesker i en demonstration imod regeringens lovforslag om halvering af ydelsen til flygtninge, som får asyl. Nogenlunde på samme tid blev der af nogle privatpersoner oprettet en event 6. oktober på Folketingets åbningsdag – en symbolsk “Folkevandring” til Christiansborg.
Uden så meget som en løbeseddel, plakat eller andet promotion er 24.000 mennesker tilmeldt denne event. Dette uden organisation eller opbakning fra fagbevægelsen eller andre interesse organisationer. Lignende initiativer kommer til at foregår i andre større byer denne dag.
Men prikken over i’et har været den konkrete opbakning, som almindelige mennesker har ydet langs grænsen, når virkelige mennesker på flugt, banker på Danmarks grænser ved Rødby og Padborg. Her forsøger de at komme igennem Danmark til Sverige/Norge/Finland, og Dublin-aftalen og politiet står i vejen.
Pludselig skifter stemningen fra små lokale initiativer til, at tusindvis af mennesker dropper, hvad de har i hænderne og sørger for, at langt de fleste af de små 5.000 flygtninge finder vej gennem Danmark.
Dublin-aftalen, som betyder, at alle flygtninge skal registreres i det først land i EU, de ankommer til, har været brudt sammen både i Ungarn og Tyskland (midlertidigt), mens regeringen forgæves har søgt at opretholde den i Danmark. Det holdt kun et par dage, og så måtte Rigspolitiet fortælle regeringen, at de ikke kunne garantere “ro og orden”, da de blev konfronteret med almindelige borgere, som ville ind og hjælpe flygtninge videre.
Dette skift fra opinion til handling var kun muligt, fordi der i forvejen eksisterede lokale netværk, som kunne gå i gang med blot få timers varsel.
Samtidig sker der en yderligere aktivistisk organisering, specielt i København, hvor der har været afholdt to stormøder med henholdsvis 700 og 500 i løbet af to uger under sloganet “Welcome to Denmark”. Dette både for at organisere den konkrete aktuelle hjælp til de tilrejsende flygtninge på banegårdene, mad-køkkener, transport til Sverige osv.
Men også for at diskutere politik. Blandt andet ved at tilslutte sig Folkevandring mod Christiansborg den 6. oktober. Og arrangere happenings og events mod Udlændingestyrelsen, menneske-banner i Fælledparken og ikke mindst den op mod 30.000 mennesker store demonstration 12. september på Christiansborg under sloganet “Refugees welcome”.
Summa summarum ser vi for første gang siden mobiliseringerne omkring Irak-krigen et større lag af folk, som hovedsagligt er nye i politik, men som gerne vil handle og diskutere. Og det på et spørgsmål, som få ville have troet kunne placere venstrefløjen i en gunstig situation efter valget i juni med DF’s store fremgang.
Det er dog interessant at bemærke, at trods dette massive og omfattende skift i både folkeopinion og aktivisme, står meningsmålingerne for partierne bom-stille. Der kan der være to forklaringer på, som begge er vigtige at få fat i.
Den ene forklaring kan være, at Socialdemokratiet ikke har brugt lejligheden til at udfordre Løkke, men i stedet har støttet ham i tykt og tyndt. Altså fastholdt S-politikken siden Nyrup: At være hård på udlændinge-området (som det senest kom til udtryk på deres kongres).
Samtidig har vi heller ikke set ét af partierne fra SF/Å/Ø-blokken i nævneværdig grad markere sig. Hverken på gaden eller i medierne. Dog er Enhedslisten kommet med et udspil torsdag den 17.9, som er hæderlig på spørgsmålet.
Den anden forklaring er, at det hovedsagligt er de 600.000 vælgere, som stemte på SF/Å/Ø-blokken, der har været i bevægelse – men ikke har formået at trække andre ind i aktivitet. Og det er der en grund til. Givetvis har medlemmer af SF/Å/Ø været massivt involveret i denne folkelige opblomstring, men de tre organisationer har ikke formået at rejse de politiske krav og presse regering og Socialdemokratiet, således at de fremstår som et politisk alternativ. Ej heller var de synlige som organisationer til demonstrationer 12. september. (SF havde dog et banner.)
For os at se kræver situationen forskellige initiativer fra venstrefløjen og fagbevægelsen.
Socialister har altså en enestående chance for at være relevante for et større antal mennesker, end vi er vant til.
Vi ved, at racisme, imperialisme og krisen i den globale økonomi hænger uløselige sammen. Vi ved også sammenspillet imellem krisens dybde, miljø- og klimakatastrofer og krige vil betyde, at den uregerlige globale situation vil fortsætte med at teste alle politiske tendenser for svar på de stadigt større kriser. Derfor står vi med nogle svar – revolutionære svar, som i hvert fald en del af dem, som er kommet i bevægelsen, kan bruge til noget og kan bliver overbeviste om.
Samtidig er denne ændring i stemning og handlinger ikke af permanent karakter. Højst sandsynligt kommer borgerskabet igen i offensiven. Lige nu er de på hælene. Men det er også lige nu, vi har en historisk chance for at genrejse en aktivistisk, politisk bevægelse på et område, som er vitalt for den herskende klasse.
Et nederlag for dem på dette spørgsmål kan være starten på den måde, hvor modstand mod nedskæringspolitik og nyliberalisme får et udtryk i Danmark.
Men det haster. Grib nuet!