Nationalisme og racisme er blevet mainstream

Nationalisme og racisme er blevet mainstream. I medierne og over et bredt politisk spektrum fremelskes et forestillet vestligt/europæisk/dansk ”vi”, som ophøjes til den mest fremskredne og oplyste kultur og civilisation. Dette ”vi” stilles over for ”den anden” eller ”de fremmede”, som for tiden repræsenteres af en ligeså forestillet muslimsk kultur og civilisation, som samtlige flygtninge og migranter angiveligt skulle dele. Politikere og intellektuelle (selv på venstrefløjen) kalder til national samling om og forsvar for de ”vestlige” eller ”europæiske” eller ”danske” eller ”franske” (eller whatever) værdier. Pludselig bliver mandlige antifeminister til bannerførere mod en angivelig ”kvindefjendsk kultur”. Modsætningerne i fortællingen er åbenlyse.

Har undertrykkelse på baggrund af køn altid været en del af de vestlige samfund? Ja, og er det i allerhøjeste grad stadigvæk. Har undertrykkelse på baggrund af køn været en del af stort set alle samfund verden over, heriblandt også i Mellemøsten og Nordafrika? Ja, og er det i allerhøjeste grad stadigvæk. Hvorfor har kvinder i nogle dele af verden lidt flere rettigheder end i andre? I hvert fald ikke pga. særligt oplyste vestlige samfund, hvor undertrykkelse på baggrund af køn altid har været en integreret del. I hvert fald heller ikke pga. et særligt kulturelt ”vi”, som også inkluderer mandlige antifeminister og kulturkonservative, der forfægter "traditionelle" kønsroller. Det skyldes selvfølgelig kvindernes egne historiske og sociale kampe. Det er netop kampen mod den dominerende kultur og de dominerende magtstrukturer i vesten, Europa og Dannmark, der har ført til flere kvinderettigheder. Det er en kamp, der stadigvæk foregår og som i allerhøjeste grad er aktuel og nødvendig. Det nationalistiske og racistiske danske/tyske/europæiske ”vi” overfor den forestillede ”fremmede” tilslører denne kamp, som netop foregår på tværs af denne opdeling.

Hvad forklarer nationalismen og racismens fremmarch i Europa? Det har at gøre med de seneste årtiers dybdegående kriseprocesser i den globale kapitalisme. Desto mere gennemtrængende kapitalismen bliver desto mere opløser den alle sociale bånd. Kriseprocesserne i den globale kapitalisme skaber stadig større prekære livsforhold, fattigdom, ulighed, austeritet, erodering af demokratiske rettigheder, atomisering i bunden af samfundet, individualisering af sociale problemer, arbejdsløshed, krig og sociale konflikter. Samtidig er det netop kvinder, der rammes hårdest, når kriseprocesserne intensiveres. Det er i denne situation af generel politisk, økonomisk og social krise i Europa at moderne barbari i form af nationalisme og racisme vinder frem. Som et resultat bliver de sociale konflikter i kapitalismens nuværende krise etnificeret og kulturaliseret.

Kvindeundertrykkelse er pludselig ikke et problem, der skal kæmpes mod inden for de vestlige samfund selv, men derimod et problem mellem disse samfund og de ”fremmede”. Krig er ikke et resultat af stormagtskonflikt- og interesser, men derimod et såkaldt ”clash of civilisations”. Austeritet og økonomisk krise er ikke et resultat af klassekonflikt og kapitalisme, men derimod af ”integrationsproblemer” eller indvandrere på offentlig forsørgelse.

Der er behov for en tredje position, der placerer sig uden for den dominerende fortælling om ”vi” og ”dem”. En position, der tager udgangspunkt i konstruktionen af et andet ”vi” på tværs af den dominerende opdeling. Kvindekamp og kamp mod undertrykkelse på baggrund af køn går på tværs af alle samfund, kulturer og religioner. Kamp mod austeriet er en fælles kamp mod kapitalismen og den herskende Europæiske politiske og økonomiske elite. Denne tredje position og fælles kamp opstår inden for de forskellige sociale kampe selv, f.eks. flygtningesolidaritetsbevægelsen eller anti-austeritetsbevægelserne. Kritikken af den nationalistiske og eurocentriske forestilling om særligt ”vi” kan dermed forbinde sig med og bekræftes af de sociale bevægelser i bundet af samfundet.