Strategiske fløjter i fælledparken

Som i måske ved var jeg en af arrangørene bag den famøse fløjteaktionen 1. maj i år. Arbejdet med den protest har været et af de mest intensive, stressende og spændende politiske projekter jeg nogensinde har været involveret i. Samtidig danner den en god case for mange af de pointer jeg har lært i strategisk kommunikation i løbet af mit kursus.

Offentlige narrativer

Vi startede med at være en gruppe på 7 aktivister der samledes til et møde og planlagde aktionen. Vi blev enige om at designe en aktion der viste synlig konflikt i stedet for den busines as usual vi mener første maj var genstand for. Denne ambition kan analyseres med Ganz teori om offentlige narrativer[1].

Marshall Ganz skriver at det vigtigste indenfor social forandring er at fortælle nye historier til at der præsenterer andre muligheder og andre håb for forandring end de dominerende offentlige narrativer.

Det dominerende offentlige narrativ angående 1. maj er at kampdagen er en traditionsrig dag hvor man tager i fælledparken, hører musik og taler, drikker øl og spiser pølser.

I vores gruppe var vi aktivister på venstrefløjen der havde været aktiv i sociale protestbevægelser under DONG-salget, lærerkonflikten, offentlighedsloven og studienedskæringer.  Vores narrativ var at der var stor utilfredshed og massiv opbakning bag mange af de sager vi protesterede omkring. Trods massive protester med kæmpe bred støtte og positive meningsmålinger valgte politikerne altid at ignorere os. Dette førte til en afmatning i bevægelserne der hurtigt gik i opløsning efter sagerne forsvandt fra medierne. Set fra Ganz perspektiv om narrativer kan det åbenlys forklaring på bevægelsernes opløsning være at vores fortællinger manglede håb. En vigtig ingrediens hvis en bevægelse skal fortælle en historie der kan føre til social forandring.

Denne afmatning, utilfredshed og vrede gjorde at vi designede en aktion der forsøgte at omfatte alle frustrationerne over regeringens beslutninger og kanalisere dem ud i en aktion hvor vi ville ændre narrativet første maj.

Det praktiske

Vi søgte penge, bestilte fløjter, lavede et facebook event og købte en gammel mobiltelefon vi ku bruge som pressetelefon. Første kommunikationsopgave bestod i designet af facebook event for aktionen[2]. Teksten starter med et relativt vredt manifest der pointerer at regeringen fører en politik der ikke gavner arbejderne og derfor ikke skal stå uimodsagt på talerstolen første maj. Håbet om forandring og opfordringen til handling i vores narrativ understreges i den sidste sætning i tekstens manifest-del; ”Den tid, hvor arbejderfjendske regeringer kan profilere sig på arbejdernes kampdag, slutter nu!”

Derefter kommer et mere pædagogisk tekstafsnit med spørgsmål og svar til folk der er i tvivl. Ambitionen var at forudse de kritikpunkter der måtte komme og besvare på dem forklarende og pædagogisk.

Comfort, stretch og panic zone

Når man planlægger kampagner skal man forsøge at ramme en stretch zone som ligger imellem comfort zone og panic zone. Konkret betyder det at man skal forstyrre folks forståelse af hvordan verden hænger sammen. Ellers forbliver modtageren deres komfortable tro på at tingene ikke kan eller skal være anderledes. Til gengæld skal man passe på ikke at forstyrre status quo for meget. Så panikker modtagerne og trækker sig.

Øverdøvende panic zone

Med de overvejelser i baghovedet er det rimelig åbenlyst at vores formulering på nogle områder lå for langt inde i panic zone. Især overskriften der starter ”Overdøv Helle” virkede skræmmende for mange af de mennesker vores protest ellers kunne have nået. Ordvalget implicerer en fratagelse af Helle Thornings ytringsfrihed. I Danmark eksisterer der meget tydelige dominerende narrativer om at ytringsfrihed og demokrati ikke er at fløjte imens at andre taler.

Vores triggering af folks panic zone var så stærk at resten af vores mere pædagogiske event-tekst blev fuldstændig ignoreret af både medier og politiske modstandere. I stedet for at handle om hvorfor nogen kunne finde på at protestere kom det meste til at handle om fløjterne og Helle Thornings ytringsfrihed. Fortællingen om fløjterne handlede med om ”hvordan fløjte”. Ikke ”hvorfor fløjte”. Dette var selvfølgelig ikke optimalt strategisk set.

Zoner i medierne

I Danmark har alle ytringsfrihed, men ikke alle har lige adgang til taletid i medierne. Jeg vil mene at logikken fra comfort, stretch og panic zone kan overføres til kommunikationen med medierne også.

I mediernes comfort zone fravælges de historier kampagnen ønsker at rette fokus på grundet mangel på kant, konflikt eller kontrovers. Medierne lever af at berette om konflikt. Derfor er underskriftsindsamlinger, løbeseddelsuddelinger eller en fredelige demonstrationer ofte uinteressante at skrive om.

Hvis man derimod bevæger sig ind en mediemæssig panic zone kan man sagtens få pressen til at tage kampagnen op, men til gengæld kommer konflikten eller kontroverset til at overskygge eventuelt mere uddybende argumenter eller informationer kampagnen ønsker at få igennem.

Igen gælder det om at ramme en forsvindende lille mediemæssig stretch zone. I stedet for at arbejde med en ”tilpas forstyrrelse” skal man arbejde med en tilpas konfliktniveau i det narrativ du tilbyder medierne.  Journalister skal have konflikt nok til at ville behandle din sag, men ikke for meget konflikt så den overskygger budskabet eller dit håb om forandring.

Stilhed før stormen

I forhold til at vores ambition var at skabe en synlig konflikt 1. maj (pressens levebrød) var det overraskende hvor længe det tog for vores kampagne at ramme medierne. Vores event blev offentligt den 9. April[3]. Samtidig udsendte vi korte og præcise pressemeddelelser til alle medier. Men udover en enkelt artikel i gratisavisen Metroexpress var der ingen der skrev om aktionen, før d. 23. april. 14 dage efter vi offentliggjorde eventet og blot 8 dage før 1. maj.

Vi havde egentlig aftalt at holde os fra live interviews generelt da vi ikke var trænede i den slags og hurtigt kunne blive presset til at sige noget uhensigtsmæssigt. Pressens tavshed frustrerede dog Lasse (en af os syv arrangører) så meget at han alligevel sprang til, da TV2News kontaktede os og efterspurgte en til at stille op til et live interview om formiddagen d. 23. April.

Stormvejr

Interviewet med Lasse[4] var på alle måder et skæringspunkt i kampagnen. Kommunikativt var det også et mesterværk. Lasse virker genert, høflig, velformuleret og  velklædt. Indholdet i hans interview var dog rigtig radikalt, seriøst og kritisk. I de 3 minutter og 30 sekunder interviewet varer fik han videreformidlet samtlige pointer fra vores grundlag. Både de pædagogiske og radikale. Intervieweren stillede præcis de spørgsmål og kritikpunkter vi havde forudset da vi skrev vores spørgsmål-og-svar tekst to uger tidligere. Han var derfor forberedt på alle de spørgsmål han fik. På trods af at det var Lasses første TVoptræden leverede han den bedst mulige præsentation af kampagnen.

Nu ville hele pressen lige pludselig tale med os og på de sociale medier lod det til at hele Danmark talte om os. Alle partier i folketinget tog med det samme afstand fra vores aktion. Men hvor de tog afstand strømmede der støtte ind fra andre kanter. Webafstemninger viste på Ekstrabladet et lille flertal for vores aktion. Et ægtepar fra midtjylland bestilte 1200 fløjter til os. Antallet af deltagere og likes på facebook fordobledes flere gange.

Kritik af kanyleteori og støj på sociale medier

På de sociale fik vi en kæmpe og til tider uoverskuelig kommunikationsopgave. Eftersom vores sag var et debatemne i hele landet ville alle ind og fortælle deres mening på vores facebook event. Ifølge den strategisk kommunikative kritik af kanyleteorien[5] kan man ikke bare forvente at målgruppen er passive modtagere af ens budskaber og forstår dem på den ønskede måde. Information kan ikke injiceres som gennem en kanyle da folk er aktive informationsprocesseringsmaskiner med egen agens og motivation. Dette er især tydeligt på de sociale medier.

På Facebook kan man således ikke bare bruge envejskommunikation hvis man ønsker at nå folk. Man bør svare på spørgsmål, forholde sig til debatter, tage imod kritik samt feedback og frem for alt; skal man sørge for at ens målgruppe altid føler sig lyttet til. Dette bliver ikke lettere i lyset af den overdrevne mængde af opmærksomhed og kontrovers der omgærdede vores projekt. Trussler om vold, sabotage, mudderkast og andet støj fløj begge retninger af debatten. Alt dette var vi nød til at håndtere samtidig med at vi skulle identificere de mange støtter der også viste sig på de sociale medier og række ud til dem så de følte sig inviterede til at deltage i protesten.

Magt og modspillere

Ifølge magtanalysen fra undervisningen gælder det i strategiske kampgagner om at identificere med- og modspillere. Man opfordres til at undersøge hvilke interessanter der er på spil.

Af primære modstandere i forhold til fløjteaktionen var naturligvis socialdemokraterne. De kan identificeres som en modspiller. Der kunne nok ikke kunne opnås en konstruktiv relation til dem da vi ønsker at forstyrre deres forkvindes tale.

LO Hovedstaden der formelt arrangerer 1. maj i fælledparken markerede sig også hurtigt som en modspiller da deres socialdemokratiske formand Peter Kay Mortensen d. 24. april udtalte sig til TV2 nyhederne. Han påpegede at smedene kunne blive sat til at ’rydde op’ og at det kunne føre til slagsmål[6]. En udmelding der fik medier til at forudse slagsmål i fælledparken 1. maj. LO var blevet en modstander selvom de fra vores perspektiv ikke burde være det. Fagbevægelsen har mindst lige så meget grund til at være sur på statsministeren som vi har. Et faktum understreget af at det primært var utilfredse lockoutede lærere der fløjtede hende ned fra talerstolen første maj 2013.

Enhedslisten en uheldig modspiller

Enhedslistens forretningsudvalg der driver partiets daglige fremtræden i pressen tog afstand fra fløjteaktionen kort efter Lasses interview d. 23. april samtidig med resten af folketingets partier. Dog havde TVAvisen allerede samme aften fundet frem til adskillige bestyrelsesmedlemmer fra forskellige afdelinger der stolt fortalte at de havde tænkt sig at deltage i fløjteaktionen. Situationen gentog sig adskillige gange i medierne over de næste dage og er ikke en ønskesituation for noget parti.

Eftersom vores ambition var at få kritik af Statsministeren til at blive til handling kan pressens fokus på splittelsen i Enhedslisten betragtes som en slags støj i kommunikationen. Støj kan defineres som informationer der skader det strategiske sigte med en given kampagne. Den støj var hverken i vores eller Enhedslistens interesse.

Enhedslisten var fanget mellem to poler. De var loyale deltagere i LOs arrangement i fælledparken og har mange medlemmer aktive i diverse fagforeninger. Samtidig har de også mange medlemmer der bakkede op om fløjteaktionen og havde tænkt sig at deltage. I tilfælde af voldelige sammenstød kunne Enhedslisten i værste fald have medlemmer på begge sider af fronten.

Kompromis og dialog

Et par fagligt aktive i Enhedslisten indkaldte mig først til et møde hvor jeg lidt intimiderende blev forsøgt overtalt til at aflyse aktionen. Noget jeg nok ikke ville kunne gøre selv hvis jeg havde ønsket det. I det perspektiv må Enhedslisten betragtes som en modspiller.

Dette ændrede sig pludselig da jeg fik et opkald om at de uformelt havde været i kontakt med Peter Kay Mogensen fra LO og var nået frem til et hemmeligt kompromis de kunne tilbyde os. Det gik kort sagt ud på at vi under aktionen skulle stoppe vores fløjten efter et aftalt tidsrum og så skulle statsministeren have lov til at gennemføre sin tale. Til gengæld ville vi så få lov at holde en tale på fem minutter fra scenen bagefter.

Bevægelse i magtkuben

I undervisningen er vi blevet præsenteret for magtkuben som er udviklet ved universitetet i Sussex.  Anvender vi teorien magtkuben på historien om LOs hemmelige tilbud bliver en interessant bevægelse synlig. Magtkuben opererær med krævede, inviterede og lukkede rum for indflydelse. I forhold til fløjteprotesten i fælledparken har vores indflydelse i magtens rum gennemgået følgende udvikling.

Startede med at kræve et rum at protestere i første maj og viste os villig til synlig konflikt. Fordi vi stod fast blev vi inviteret til en dialog og et kompromis med LO. Dette indebar et hemmeligt tilbud om blive indraget i det priviligerede lukkede rum fra talerstolen på den store scene i fælledparken. Et tilbud vi nok ikke havde kunne udnytte selv hvis vi havde haft lyst til det.

Eftersom vi kun var syv mennesker der stod bag en opfordring til protest og organiserede et stykke presse- og kommunikationsarbejde ville det overhovedet ikke være sikkert at vi havde kunnet få folk til at stoppe med at fløjte. Netop fordi vi arbejdede på sociale medier med en aktivt selvstændigt handlende målgruppe havde vi nok ikke kunnet afkræve dem at droppe protesten blot fordi vi som initiativtagere havde fået indflydelse i et elitært lukket magtrum.

Støjreduktion og dialog

Dog skyndte vi os at udnytte tilbuddet til at foreslå et dialogmøde med repræsentanter fra os, LO og enkelte udvalgte journalister. Formålet skulle dels være at vise en vilje fra begge sider til at undgå vold og dels at presse LO til at kritisere regeringens førte politik.

Dialogmødet endte i en aftale om at vi ikke ville mase os op fremfor scenen imod at LO ville anerkende offentligt at deres første maj grundlag var i modstrid med den politik regeringen førte. LO trak i land i forhold til den udmelding få timer efter mødet var slut og vi svarede igen med en mere aggressiv presseudmelding om at vi selvfølgelig stadig ville fløjte (hvilket nogle medier var blevet i tvivl om).

Dialogen havde dog den fordel at vi dels reducerede chancen for voldelige sammenstød når begge parter viste sig villige til dialog i et rum sammen. Derudover genvandt vi fuldstændig initiativet i pressen. Så snart vi gik i dialog med LO var det meget mere interessant at skrive om end Enhedslistens splittelse. Dette gavnede både os og Enhedslisten.

Afslutning

Selve aktionens forløb kan man tydeligt se i hele landets presse på dagen. Folk kunne sagtens høre statsministerens tale. Men de kunne også høre at der var rigtig mange der var rigtig utilfredse med regeringens politik.

Selvom vi sagtens kunne have designet en bedre aktion der havde mere fokus på vores idéer til en bedre verden lykkedes vi med vores hovedambition. Den konflikt vi fredeligt arrangerede overskyggede fuldstændig statsministerens ambition om at fremstå som en ven af arbejderne 1. maj.

Da vi sad og evaluerede den 2. maj ringede en dame fra nationalmusseet til vores pressetelefon. Hun spurgte om de måtte få nogle fløjter fra aktionen at udstille. Det understregede at vi faktisk havde siddet syv mennesker og skrevet et stykke danmarkshistorie med den kampagne. Det lykkedes os faktisk at gøre den tid hvor arbejderfjendtlige regeringsledere uimodsagt kan profilere sig fra talerstolen 1. maj til fortid.