Dette er en gæsteblog skrevet af Rune Bødker
Når Pegida går på gaden handler det hverken om julepynt, ytringsfrihed eller kærlighed til Danmark og danske værdier. Pegida er en del af en politisk bevægelse. En nationalistisk og fremmedfjendsk bevægelse, der har fremgang i hele Europa og Nordamerika. Den er baseret på identitet og forsøger at erstatte klasseidentitet med en national, kulturel eller religiøs identitet. At erstatte klassekampen med en kamp mod mennesker, der opfattes som en trussel mod deres identitet. Præcis den samme dynamik som fascisterne i 20’erne og 30’erne omend i en anden form og med andre metoder.
Pegida er den aktivistiske gren af denne bevægelse og ikke bare 50 tosser, der er pjattet med dannebrosflag og stegt flæsk. De forsøgte i deres udgangspunkt at skabe en “mainstream” massebevægelse. Det lykkedes ikke for dem fordi de blev mødt af en aktivistisk modstand, der gjorde at de såkaldte “almindelige mennesker” ikke turde at møde op til deres arrangementer. I Tyskland ser det helt anderledes ud. Her er det lykkedes Pegida at få tusinder mennesker på gaden. Det må ikke ske her.
Jeg går ikke på gaden og forsøger at stoppe dem (fysisk om nødvendigt) for at vise min kærlighed til mangfoldighed. Jeg går på gaden fordi fascismen ikke skal have et ben til jorden.
Jeg medgiver gerne at det umiddelbart kan virke som et dilemma i hvilket omfang man skal give dem den opmærksomhed de så desperat søger gennem deres provokationer. Men at tro man kan tie fascismen ihjel eller bekæmpe den med kærlighed og dialog er naivt.
Jeg mener heller ikke at alle synspunkter kan være lige gode og at man kan være venner med alle, selv politiske modstandere. Det er en holdning man kan have hvis man ikke har noget på spil. Fascisme er ikke en holdning, det er en forbrydelse og den skal knuses.
Redaktinel note: Se også Modkrafts foto-reportage fra det såkaldte juleoptog lørdag den 3. december.