Hykleriet og forvirringen omkring den universelle velfærdsmodel

Uenighed i regeringen om velfærdsydelser

Statsministeren sagde forleden, at hun holdt meget af det universelle velfærdssystem, hvorfor hun ikke havde nogen planer om at ændre den. Det var svar på Magrethes Vestagers udmelding om, at hun godt kunne tænke sig at afskaffe en række universelle ydelser specielt til (ældre som f.eks. billig transport og nedslag i boligskat).

Er regeringspartierne så uenige om den universelle velfærdsmodel?

Tilsyneladende på nogle få områder.

Enighed i regeringen om at forringe den universelle model

 Deres samlede politik viser imidlertid, at det de er enige om, er at forringe eller direkte afvikle den universelle velfærdsmodel. Det har man gjort med væsentlige forringelser af efterlønsordningen, børnefamilieydelsen og folkepensionens grundbeløb for de rigeste, samt forringelsen af satsreguleringen (forholdet mellem overførselsindkomstmodtagerne og de beskæftigede).

Hykleri: At afvikle det man holder af

Derfor kan det kun være udtryk for hykleri, når Helle Thorning-Schmidt siger at hun holder meget af det universelle velfærdssystem. Hvis hun holdt så meget af det universelle system, ville hun ikke have markeret sig som den statsminister, der ubetinget har pillet mest ved den universelle velfærdsmodel og bragt den i retning af en mere residual model med målrettede ydelser til specielt de ”fattige”, dem, der har behov.

I den dominerende offentlighed foregår der et ejendommeligt hyklerisk åbent og fordækt sprogspil mellem partierne, kommentatorer og velfærdsforskere omkring den såkaldte danske universelle velfærdsmodel.

Næsten alle elsker den danske velfærdsmodel – og forsøger alligevel at pille ved den

Alle danske partier (måske med Liberal Alliance som undtagelse) ser sig som tilhængere af den danske universelle velfærdsmodel, når det gælder skattefinansiering af velfærden med lige ret til folkepension (grundbeløbet) sundhed og uddannelse. Det er kun CEPOS, arbejdsgiverne og enkelte liberale opinionsdannere, som klart kræver et opgør med den universelle velfærdsmodel.

Men samtidig er der en forskel mellem partierne i deres ønsker om at målrette en række ydelser efter et behovskriterium og en stigende tendens til at ønske det, hvor det nogen gange kan være svært at se forskel på venstre og højre. Tag nu SF. Før de kom i regering, gik de ind for at fjerne folkepensionen og børnefamilieydelsen til de rige. I regeringen har de været med til at realisere disse politikker, men når Vestager vil fjerne de universelle ydelser specielt til de ældre, står de sammen med socialdemokratiet frem som de ædle forsvarer af den universelle velfærdsmodel. Og hvem var det, som i det sidste år er gået ind for at fastholde folkepensionen som en universel ydelse? Venstre og Dansk Folkeparti og selvfølgelig Enhedslisten.

Enhedslisten som den største forsvarer af status quo

Ja, Enhedslisten er partiet der ubetinget står som den største forsvarer af den danske universelle model. Det egentlige konservative parti, der går ind for status quo.

Men hvor universel er nu den velfærdsstat, som Enhedslisten står som snart den sidste rigtige forsvarer af?

Hvor universel er den danske velfærdsstat egentlig?

En universel velfærdsmodel betyder at de sociale sikringer er skattefinansierede og omfatter alle medborgere og at retten til de sociale serviceydelser (sundhed, børnepasning, ældrepleje) er ens for alle borgere. Det står i modsætning til behovsbaserede og præstationsbaserede ordninger (knyttet til sociale bidrag og beskæftigelse).

Men tendensen i de sidste 15 år – som det seneste år er blevet forstærket – har på overførselsindkomstområdet været, at flere rettigheder og ydelser afhænger af arbejdsmarkedstilknytning. Det gælder a-kassesystemet, efterløn, og hele arbejdsmarkedspensionssystemet. Samtidig er kontrol, overvågning og skærpede sanktioner over arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere steget.

Det har betydet at Danmark som i begyndelsen af 1990’erne havde en af de mest universelle velfærdsmodeller i Europa til nu at have en af de mest restriktive workfare orienterede modeller.

Universalismens store fordele

Af velfærdsforskere fremhæves universalismen (med rette) som en nærmest ideel og ideal-model, fordi den forhindrer stigmatisering, og behandler alle borgere lige, modvirker fattigdom og marginalisering, giver maksimal økonomisk udligning, styrker borgernes autonomi, er markedskonform giver gennemskuelighed og styrker social og politisk lighed.

Derfor kæmper flere af disse velfærdsforskere en brav kamp for at bevare de universelle træk i den danske model, og har svært ved at erkende, at virkeligheden har ændret sig fra en velfærds- til en konkurrencestat.

Fra velfærdsstat til konkurrencestat

I velfærdsstaten var rettigheder og pligter universalistiske, og målet var at skabe lighed mellem landets borgere, hvorimod det i konkurrencestaten er at skabe den størst mulige effektivitet og udnytte den enkeltes arbejdsreserve.

Hvor den hidtidige velfærdsstat var en fordelingsstat, hvor man forsøgte at skabe fælleskab igennem lighed, forsøger konkurrencestaten at skabe fællesskab igennem arbejde. Det betød, at man i velfærdsstaten forsøgte at fjerne forskelle, hvor man i den nye konkurrencestat skaber rettigheder og pligter i et hierarki.  Det centrale er ikke medborgerskabet, men at være ”employable”, at være i arbejde, at være på arbejdsmarkedet. Den afgørende klassedeling går mellem dem, der er på arbejdsmarkedet og dem, der er udenfor. 

Nostalgi uden visioner

Men hverken, Enhedslisten (det eneste oppositionsparti) eller de socialdemokratisk orienterede velfærdsforskere har noget bud på, hvorledes universalismen i den universelle velfærdsmodel kan fornys og gøres til fremadrettet projekt. De ser nostalgisk tilbage uden visioner for fremtiden.

Men det er i og for sig meget enkelt.

Velfærdsprincipper

I dag gælder tre forskellige principper for tildeling af overførselsindkomster: 1. Behovsprincippet, dvs. behovsbaserede ordninger (målrettet de svage): fx kontanthjælpen og førtidspensionen. 2. Fortjenesteprincippet, dvs. præstationsbaserede ordninger efter fortjeneste (rettigheder knyttet til sociale bidrag og beskæftigelse): fx arbejdsløshedsdagpenge, efterløn og arbejdsmarkedspension. 3.  Statusprincippet, dvs. medborgerskabsbaserede ordninger efter status (hvor rettigheder er ens for alle med en bestemt status): folkepension og en række serviceydelser (sundhed, uddannelse).

I dag er det første princip, at du skal klare dig selv på arbejdsmarkedet (selvforsørgelsesprincippet) og her gælder fortjenesteprincippet. Du får nogle rettigheder qua beskæftiget. Hvis du ikke kan forsørge dig selv, har du ret til hjælp fra det offentlige efter et dokumenteret behov f.eks. kontanthjælp og førtidspension.  Endelig gælder statusprincippet med de medborgerskabsbaserede ordninger. Det er især statuskriteriets betydning der har gjort, at man kalder den danske model universel.

En ændret prioritering af principper med basisindkomst

Ved en ændret prioritering af disse principper kunne man udvikle en ny mere universel velfærdsstat. Det kan ske ved at gøre statusprincippet til det overordnede princip i den nye velfærdsstat. Alle skal gives en ret til en ubetinget basisindkomst uanset arbejdsmarkedsmæssig status. Derudover bør et behovsprincip stadig være gældende. Alle med særlige behov (f.eks. handicap) har ret til at få dækket deres behov. Desuden vil der på arbejdsmarkedet gælde et princip om fortjeneste, hvor man belønnes efter markedets behov, og efter hvad man yder for samfundet.

I 1990’erne benævnte velfærdsforskere borgerløn som den ultimative universelle velfærdsmodel.

Hvis det er rigtigt, kan man godt undre sig over, at hverken Enhedslisten eller disse forskere i dag fremfører basisindkomst som den nødvendige videreudvikling af den universelle velfærdsmodel.

Det kan godt være at de universelle principper skal fraviges i toppen af samfundet til en række små-ydelser. Det centrale er at udvide universalismen i bunden af samfundet (for at undgå marginalisering og stigmatisering), at gøre en ubetinget basisindkomst til en universel ydelse for alle borgere.