Demokratiske politikere – tjenere eller magthavere i forhold til deres vælgere? - Tanker om politik, magt og demokrati

Politik er magt

 Medierne har i de senere dage været fyldt med udsagn om:

Politik er et magtspil. Politik drejer sig om at opnår magten og helst regeringsmagten. Det er helt ok, hvis politikere skifter folketingsgruppe, hvis de ikke længere føler sig hjemme i deres parti. Og et parti er kun regeringsdueligt, hvis det ikke bindes af partiets landsorganisation.

Sammenhængen glemmes

Det er som om, man mangler nogle forklaringer og mellemregninger. Hvordan er nu egentlig forholdet er mellem politik, magt og demokrati? Hvad er magt i et demokrati? Og hvordan bør den forvaltes? Sammenhængen glemmes og ingen journalister forsøger at spørge ind til den.

Et helikopterperspektiv

Midt i de sidste dages politiske tummel og forvirring er der behov for anlæggelsen af et såkaldt helikopterperspektiv:

Fællesskabets magt og den delegerede magt

 Magt kan meget overordnet defineres som evnen til at handle. I et demokrati udspringer magten af det politiske fælleskab eller det partipolitiske fælleskab. Vi lever i et repræsentativt demokrati både på nationalt plan og i partierne. Politikerne repræsenterer partimedlemmer og vælgere.

Det kan være hensigtsmæssigt at skelne mellem fælleskabets magt (potentia) (magten i sig selv) og den delegerede udøvelse af magten (potestas) (uden for sig selv, men ikke nødvendigvis for sig selv) Det er en vigtig skelnen, man kan føre tilbage til filosoffen Spinoza.

Demokrati – legitimitet og ansvarlighed

Demokrati er en styreform, hvor politikerne, der har den delegerede magt, skal have tilslutning fra folket, partimedlemmerne (legitimitet). Men folket, partimedlemmerne skal også kunne sikre sig, at politikerne faktisk varetager deres interesser og kan gøres ansvarlige.

Politikerne – tjenere eller magthavere i forhold til deres vælgere?

Hvordan forvalter vores politikere den delegerede magt? Det kan gøres både på en god og en dårlig måde. Den gode forvaltning af den delegerede magt sker, når politikerne optræder som ”tjenere” (minister kommer fra latin og betyder tjener) bruger magten til at varetage det politiske fælleskabs (de er valgt af) interesser.

 Den dårlige måde ser vi, når politikerne opfatter og bruge den delegerede politiske magt, som noget de ejer, som noget de kan bruge til deres eget bedste også imod mod det politiske fællesskab, der har delegeret den. Konkret ses det, når politikere skifter parti og betragter deres mandat, som en personlig ejendom.

Politik som ”kald” eller ”erhverv”

 Det er forskellen mellem at se politik som et ”kald”, som et ”tillidsmandsjob” og politik som ” en personlig kapital”, som et ”erhverv”. I det ene tilfælde bruger man magten til det, den var bestemt til, i det andet tilfælde misbruger man magten, imod dem, som har delegeret en magt.

Langt de fleste er enige om at et demokrati nødvendigvis må have form af en eller anden form for repræsentativt demokrati. Det store, centrale problem er derfor: Hvorledes sikrer man mere konkret, at repræsentanterne (styrerne) faktisk varetager det politiske fællesskabs interesser og kan gøres ansvarlig for de styrede.

To demokrati-opfattelser: Et elitært repræsentativt demokrati eller et mere deltagelsesorienteret demokrati.

Den dominerende opfattelse er, at det kun behøver at ske ved jævnlige afholdelse af valg. Man har muligheden for at udskifte sine politiske repræsentanter. Nogle politiske partier (som SF og Enhedslisten har derudover lavet procedurer) for, hvorledes man løbende kan kontrollere og ansvarliggøre sine politikere ved at give de politiske landsorganisationer magt til at være medbestemmende i forhold til politikudviklingen i folketinget. Det er sådanne mekanismer, der skal sikre at politikerne bliver holdt fast på deres job som ”tjenere” og ikke udvikler sig til ”magthavere” overfor dem, der har valgt dem.

Her ser man forskellen mellem et elitært repræsentativt demokrati og et mere deltagelsesorienteret demokrati.

Et forfald i den demokratiske kultur

Det må ses som et forfald i den demokratiske kultur, hvis opfattelsen af politik udelukkende ses som et rent magtspil mellem politikere uden øje for, at demokratiske politikeres magt bør være en ”tjenende” magt knyttet til det politiske fællesskab interesser.

Inspiration: Enrique Dussel: Twenty Theses on Politics. Duke University Press 2008.